For enden af regnbuen

[Jemima Burke]

Jemima følte en smule rastløs. Meget hvis hun skulle være ærlig, mens hun trippede rundt i den store stue og hvert andet øjeblik gled blikket igen i retning af den store pejs. Enten det eller mod den ene af dørene, for at sikre sig hverken forældre eller søskende stod og lurede.

Der var hverken nogen der lurede, eller grønne flammer og Elias Oliver Wood i pejsen og til sidst satte hun sig på en polstret bænk ved det ene vindue. Det hele var lidt for uvant og hun følte sig lidt ved siden af sig selv. Mest fordi hun var spændt, men også lidt fordi hun havde fået kørt sig selv lidt op og var endt i et lidt for selvbevidst stadie. Hun tog en dyb indånding og mumlede noget irettesættende til sig selv om at tage sig sammen og slappe af.

[Elias Oliver Wood]

Det var underligt. For Jemima var en af hans bedste venner, men det her var ikke bare platonisk længere. Derfor var han også temmelig rastløs, da han smuttede ind i kaminen. Udtagelsen til Puddlemere var et par dage væk, men samtidig var det her næsten mere... Ja, kroppen summede i hvert fald, da susepulveret gled ud mellem fingrene og han blev transporteret mod Burke-husholdningen.

Det grønne pulver blev børstet af den støvblå tshirt, før han trådte ud af kaminen og ind i den fremmede stue. "Hey," Han spottede Jemima ved vinduet og smilet blev bredere. "Damn. Har du ventet længe?" 

[Jemima Burke]

Jemima var på benene så snart det første glimt af grønt viste sig i pejsen og helt automatisk bredte et smil sig på hendes ansigt da Elias kom til syne. Hun rystede på hovedet, selvom det var en ret fed løgn og gik tættere på ham så afslappet som hun kunne "Nah.. jeg var bare lige herinde alligevel og så kunne jeg ligeså godt sidde her som alle andre steder." det var ikke rigtigt noget vandtæt forsvar, men det gjorde ikke så meget.

Hun tøvede et øjeblik før hun trådte helt tæt på og gav ham et kram "Det er godt at se dig." mumlede hun og maven tumlede lidt. Han duftede altid så godt.

[Elias Oliver Wood]

Elias gravede ikke i hendes svar eller den henkastede formulering. Ærligt tænkte han bare på hvor forbandet sød hun så ud i dag, ligesom hun havde sidst. Smilet om hans læber var ligeså drenget og dumt som det var imødekommende.

Armene foldede sig om hende i gengældelse. "I lige måde. Jeg er så glad for at du skrev." Selvom krammet blev brudt, stod de stadig relativt tæt. Han kastede et blik rundt og stak hænderne i lommerne. "Så... det er her du har slået dine folder."

[Jemima Burke]

Jemima havde ikke rigtigt lyst til at slippe ham igen så hurtigt. Hun havde mere lyst til at kysse ham og finde ud af, om det nu også var så rart som hun huskede, men der var lidt for stor chance for, at en af hendes forældre kunne komme ind hvornår det skulle være, så hun trådte et halvt skridt tilbage og vendte sig så hun kunne se ud over stuen "Uhm.. ja.. " hun så på ham igen med et lille skævt smil "Det er lidt større end jeres i Portree, men kun halvt så hyggeligt."

[Elias Oliver Wood]

Elias havde debatteret om han skulle klæde sig anderledes til lejligheden. Hvis han lige skulle introduceres for hendes forældre. På den ene side virkede det ufattelig forhastet. På den anden, var det vel normalt at møde ens venners forældre. Han kløede sig i nakken, før hånden vendte tilbage til lommen.

"Jeg synes nu det ser meget hyggeligt ud," Han kastede et blik ud af vinduet og omgivelserne man fik et indblik i her fra den flotte dagligstue med de tunge møbler. "Jeg har ærligt glædet mig." Øjnene fandt hende igen. Hvorfor var han dog så nervøs?

[Jemima Burke]

Jemima havde ingen lommer at stikke hænderne i og i stedet svingede hun lidt med dem mens hun fulgte hans blik "Jaer.. det er okay." hun løftede begge hænder og strøg krøller om bag ørerne, selvom de ploppede tilbage hvor de var et øjeblik efter "Vil du starte med en rundvisning?" hun så spørgende på ham og smilede skævt igen "Jeg lovede min mor, at jeg kom og præsenterede jer når du kom." hun så halvt undskyldende på ham. Det var bare sådan en typisk forældreting.

[Elias Oliver Wood]

Elias begravede nervøsiteten, men tog nu alligevel hænderne op ad lommen ved udsigten til at skulle præsentere sig for Jemimas forældre. Han sendte hende et smil, der forhåbentlig var relativt afslappet. "Ja, lad os gøre det," sagde han.

For nu, måtte han modstå trangen til at komme tæt på hende igen. For han måtte vise sig fra sin bedste side, og derfor gled en hånd da også én gang gennem det brune hår for at rede det tilbage. Rundvisningen blev derfor startet ud med at han lige mødte medlemmerne af Burke familien. Han undlod at snakke for meget om Quidditch.

"Det gik fint, ikke?" spurgte han hende så, nogle øjeblikke efter.

[Jemima Burke]

Jemima var hyperbevidst om alle små ting mens hun pligtskyldigt præsenterede Elias for begge sine forældre. Der var dog ikke en finger at sætte på noget han sagde eller gjorde, ikke at hun havde forventet det, og hende forældre var venlige - omend hun ikke overså det blik hendes mor sendte hende.

Hun slap en lidt for hørlig udånding af lettelse da de kunne gå videre igen og slap en underholdt lyd over spørgsmålet "Jo, det gjorde.. de holdt sig i skindet." hun smilede skævt og puffede til ham med skulderen "Og du fik mulighed for at vise hvor god opdragelse du har fået." et drillende glimt viste sig i hendes blik og hun slappede betydeligt mere af, nu præsentationsrunden var overstået "Hvad vil du se først?"

[Elias Oliver Wood]

Elias havde vel altid været rimelig velopdragen, omend han ikke var voldsomt begejstret for visse af de mere... stivpudsede fuldblodsselskaber, som han havde haft chancen for at deltage i. Det var et glimt ind i en verden så anderledes fra den han kunne opleve oppe i luften. Dén der ruskede i håret og gav ham jord under neglene efter et hårdt dyk.

"De virker søde," Lød det fra ham, selvom han da havde bemærket et snert af stemingen i rummet. Som blev man målt lidt an. Ikke at han ikke forstod hvorfor. Ved spørgsmålet skævede han lidt rundt.

"Jeg ved ikke engang hvor man skal starte." Indrømmede han så.

[Jemima Burke]

Jemima kneb øjnene lidt sammen og en lille rynke sneg sig ind over hendes næseryg "De er okay.. det meste af tiden." hun smilede skævt igen og stoppede op med et spørgende blik op på ham "Vi.. kunne starte med mit værelse?" foreslog hun med et træk i mundvigene, der ikke helt var så uskyldigt.

[Elias Oliver Wood]

"Ja?" Elias havde skam intet imod forslaget, men lød åben for ideen Smilet krusede i hvert fald over hans læber, selvom han lige forsøgte at lægge en dæmper på det. I et forsøg på henkastethed trak han skuldrene op mod ørene og lod dem falde snart efter.

"Altså, det kan vi godt. Vis vej." Han havde altid haft flere pigevenner end drengevenner, men aldrig havde han nok rigtig forstået nysgerrigheden omkring at se en piges soveværelse før nu.

[Jemima Burke]

Jemima havde aldrig haft mange venner, men dem hun havde haft, havde overvejende været drenge, hvilket Elias i sig selv var bevis på. Nu så hun bare spørgende på ham "Ja?" gentog hun ham, mens det trak insisterende i mundvigene over hans smil, der fik hendes kinder til at føles lidt varmere, mens hun slog blikket ned og slog ud med den ene hånd "Vi skal op ovenpå så."

Hun ledte vejen, op ad den brede trappe og hjemmevant ned ad gangen til hun stoppede ved en dør, åbnede den og stillede sig med ryggen mod den åbne dør mens hun lod ham gå ind "Så.. lidt mere plads end en seng og en kiste på en sovesal."

[Elias Oliver Wood]

Soveværelset var langt pænere indrettet end hans eget. Det var feminint, men det trak nu også godt i mundvigene når blikket gled rundt og så flere Quidditchrelaterede genstande. Blandingen mellem udtrykkene var ret charmerende. Men det var stadig som at få et fremmet indblik i en person man alligevel havde kendt i noget tid.

"Ja. Det er meget... dig," Han havde ikke rigtig noget der beskrev det bedre. Han skævede tilbage over skulderen mod den krølhårede heks. "Du har i hvert fald sat lidt præg." Han nikkede mod nogle af de sportsrelaterede dekorationer.

[Jemima Burke]

Jemima blev stående ved døren mens blikket fulgte ham. Det føltes underligt.. intimt, at han var på hendes værelse. Så hendes ting. Det var lidt som at vise nogen hvem man sådan rigtigt var, selvom de havde kendt hinanden i flere år.

En munter lyd forlod hende "Heldigt.." hun skubbede sig fri fra døren og skubbede til den med foden, så den gled næsten i, kun med en sprække åben ud til gangen "Hvis det havde været en andens var vi måske gået ind på Iris Burke eller Felix Burke værelse i stedet. Jeg har ikke været her siden påske. hvem ved om jeg var faret vild." hendes blik spillede drillende mens hun gik tættere på ham og fulgte han blik til nogen af de efterhånden mange quidditch-ting. Et Kenmare Kestrels banner på den ene væg. En plakat for landsholdet. Hendes første kost der hang på den ene væg "Min mor synes det er rædderligt, men hun vinder altså ikke den kamp." konstaterede hun med et lille, bestemt nik og lod fingrene meget bevidst strejfe hans, da hun stoppede ved siden af ham.