Jeg er skurken i den her historie

[Zane Graham]

Til: Claire Greenwood
Tid: Kort efter eksamenerne
Hvor: Trappen op til observatoriet

En sommerbrise blæste ind af det store vindue der stod på klem. Trappen op til astronomi tårnet var tom, som al undervisningen var afsluttet og der kun var få dage til at ferien begyndte og eleverne kunne tage hjem.

Med et ben placeret på trappeafsatsen og det andet i indhugget ved vinduet, sad Zane med en muggler tegneserie og nød roen, der var faldet over Hogwarts.
I det fjerne kunne man høre elever morer sig udenfor. Krammede deres venner, 7. års elever der teede sig, fordi ingen kunne smide dem ud mere. Alt sammen føltes det så fjernt og ikke noget slangen havde lyst til at være en del af.

Hen over tegneseriens sider var stillestående billeder af superhelte, der altid i sidste ende overvandt skurken. Talebobler med modige ord, der virkede platte, men alligevel forekom underholdende for den unge knægt, der ønskede sig væk i helteære og taknemmelighed.
I virkeligheden var han skurken. Den alle hadet og altid forsøgte at spolere det for andre til egen vindings skyld…

Trin lød på trappen. Det var ikke forbudt at bevæge sig her omkring, men observatoriet var lukket. Zane trak tegneserie tæt ind til kroppen, i frygt for at en 7. årig skulle være den der havde fundet hans gemmested og terrorisere ham.

[Claire Greenwood]

Små skridt genlød fladt på den lange, brede vindeltrappe af sten der ofte karakteriserede passagerne optil tårnene. Det lyse blik var åndsfraværende rettet mod trinnene, som hun trådte forbi dem.. dybt opslugt af tanker der rumsterede i hovedet. Skoleåret var slut og folk var begyndt at pakke sammen for at rejse hjem til deres familier. Claire havde ikke behovet. Faktisk, så ville hun hellere bare blive på Hogwarts. Det var næsten som om hun allerede nu kunne høre hendes mors autoritære stemme formane hende om alskens åndssvage ting, imens hendes far blot stirrede køligt, irettesættende over brillekanten. Ugh! Hans blik gav hende altid myrekryb. Hun sukkede lidt opgivende og greb fjernt om dørhåndtaget, inden hun skubbede den ældre trædør op og trådte ind i Observatoriet. Hun gik et par skridt i den blinde tillid til at hun var alene.. det var hun som oftest altid, når hun gik herop. Det var jo ikke just det fedeste hangout, vel? Men Claire kunne lide det. Der var ikke så mange steder man kunne være alene. Medmindre man drog til yderkanterne af skoven, fornødenhedsrummet eller lignende. Men her, var ligesom rum til at tænke - skønt det kun var sjældent hun var her.

Det var faktisk kun lyden af bevægelse der gjorde hende opmærksom på tilstedeværelsen af en anden person i rummet. Overrasket så hun op og opdagede straks en skikkelse ved det store vindue. Dagens lys anonymiserede ham, når hun stod så langt væk, men hans omrids gjorde det da klart at det rent faktisk var en 'ham'. "Oh.." Lød det overrasket fra hende, ved opdagelsen af ham. Claires blik flakkede ganske kort, som hun blev i tvivl om hvilken handling der nu var smartest at lave. "Jeg troede jeg ville være den eneste heroppe." Bekendtgjorde hun så, som hun trak på et vagt, skævt smil. Hun missede lidt med øjnene, som hun forsøgte at sætte et ansigt på silhouetten. "Er der andre end dig?", hun gik nogle små skridt mod ham og så sig samtidig lidt rundt i lokalet. Det virkede til at det kun var dem?