På visit.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander var ikke spor glad for at han skulle befinde sig i Cals hus når han ikke var der. Men når det var den eneste måde han kunne besøge og tale med Dominique O'Callaghan så gjorde han det. I dag var dog lidt anderledes, for han kom ikke alene ud af de grønne flammer.

På ryggen ryggen bar han en lille pige med et par lyse krøller strittede ud til alle sider, og i hånden stod han med en stor pige der så alt andet end tilfreds ud. "Jeg vil hjem far" beklagede pigen sig og skulede til sin den høje troldmand.

Aleksander mumlede utydeligt og uden helt at svare banede han sig igennem det enorme hus og mod haven hvor han havde fået at vide at Dominique sad. "Du skal ikke røre ved noget, eller stille for mange spørgsmål Anju. Hører du." Hans ord var faste men i en hvisken da han vendte blikket mod sin ældste datter.

[Dominique O'Callaghan]

Siden haven var blevet en mulighed, havde Dominique knapt tilbragt et øjeblik inde i huset, når ikke Cillian O'Callaghan var der. Han var som oftest væk, når hun vågnede sent ud på formiddagen, så for det meste trak hun i et let lag tøj og søgte ud i solskinnet.

Og det var sikkert de færreste, der så hende i den løstsiddende buksedragt med bare ben og arme, som ville kunne se den lille mave. Merlin, hun bemærkede den ikke engang selv. Men det var som om knapperne i hendes jeans ikke rigtigt var enige længere.

Hun fik et chok, da der pludselig lød stemmer og skulle helt instinktivt til at springe op, før hun genkendte Aleksanders og hun i stedet sank ned at sidde i græsset igen. Det var her, hun sad, da han trådte ud i haven med pigerne. Øjnene udvidede sig lidt og selvom Dominique aldrig havde brudt sig om børn, kom hun til at smile.

"Alek," hoppede det fra hende i en stadig lidt overrasket tone, før hun vendte blikket mod først pigen på hans skuldre og den lidt større ved hans hånd. Hendes stemme var mildere, end hun huskede den, da hun fortsatte. "Og hvem har vi her?"

[Aleksander Karkaroff]

Det havde langt fra været Aleksanders hensigt at tage sine to yngste børn med, men siden han endnu ikke havde fundet på nogen pasningsordning og fordi han havde sagt nej til de sidste par barnepiger kunne han ikke gøre andet end at tage dem med sig. Han var også nødt til at arbejde hjemme så længe det blot var papir arbejde. Dukkede der andet op kunne han heldigvis altid sende dem indtil naboen, men fordi Zoya var en så skrøbelig pige brød han sig ikke om at lade hende være alene med et andet menneske i for lang tid.

"Det hele skete lidt hurtigt, og jeg kunne ikke nå at .. advare dig." svarede Aleksander der måtte give slip på datterens hånd da hun vred sig fri af den og trådt et skridt væk. Hun var virkelig en fase for tiden. "Fortæl nu hvad du hedder" Hans blik gled over det sure ansigt.

Den otteårige pige skar en grimasse. "Annushka Ottoline Blishwick Karkaroff." Hun slog benet omkring og nejede som hun havde lært af sin mor. "Nu har jeg gjort det, må jeg så lege nu?" spurgte hun og kiggede skiftevis på Dominique og sin far.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique slap kun kortvarigt pigens ansigt med blikket og så op på Alek med let sammentrukne bryn, før hun rystede let på hovedet i forsikring af, at han da selvfølgelig kunne tage pigerne med. Selvom hun da følte sig bare en lille smule nervøs over hans datters misfornøjede grimasse.

"Det var da noget af et navn, hva'?" fløj det fra hende, før hun klarede halsen lidt. "Hvis det er okay med din far, kan du se dig omkring i haven?" Hun hævede blikket til troldmanden.

[Aleksander Karkaroff]

Annushka så bare på Dominique som om hun var dum, men lyste da lidt op da der var udsigt til at hun kunne få lov til at gå lidt på opdagelse. Aleksander skulle også kun gøre mine til et nik før hun var over alle bjerge; eller det vil sige, i den anden ende af haven.

Han fik Zoya ud af bæreselen og satte hende på græsset så hun kunne tulle lidt rundt. Træt satte han sig i en ledig stol ved siden af Dom.

"Jeg er så træt. Zoya har svært ved at sove, og du kan allerede gætte hvor anstrengende Anju er" Han gned en hånd over ansigtet før han så op for at møde hendes blik. "Men jeg bebrejder hende ikke. Jeg er verdens dårligste og mest fraværende far til dato."

[Dominique O'Callaghan]

De havde talt meget i den tid, de havde været alene afsted, men Aleksander havde altid været for privat til, at Dominique havde fundet ud af vanvittigt meget om ham. Nu kastede hun et blik på pigerne, før det fandt tilbage til den trætte mand ved sin side.

En blid hånd fandt over hans overarm, men hun sagde ham ikke imod. Det vidste hun ikke nok til. Hun tøvede, men var i sidste ende ikke i tvivl.

"Vil du have en kop te? Så kan det være Zoya vil høre en lille fortælling?" Pigen nikkede og Dominique endte med at sætte sig i græsset igen. Hun var lidt overvældet over den yngstes frembrusende varme i kølvandet på Annushkas afvisende attitude og blinkede lidt over pludselig at sidde med pigen lige ved siden af sine ben.

Det var lidt af en udebane, men hun kunne svagt huske en fortælling fra sin barndom. Et fransk børneeventyr, der altid havde været Victoires favorit. Nu genfortalte hun den, så godt hun kunne til den lille pige, som snart lå krøllet op i hendes skød og kæmpede med tunge øjne.

Hun krævede ikke, at hun faldt i søvn med det samme, men førte en blid hånd over lyse krøller, før hun så op på pigens far igen.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander havde aldrig været en særlig åben person. Den eneste der rigtig vidste noget om hans børn var hans tidligere kone, og kun hans bror kendte til familie hemmelighederne. Der var ikke én der kendte til det hele, og sådan ville han beholde det.

Alligevel havde han delt brudstykker men holdt det på et minimum. Det var nok mest Dominique der havde delt ud af hendes egen barndom. Dog havde den ældre troldmand kunne fortælle arbejdsrelaterede historier, hvilket han havde syntes vældig godt om.

Det var et par store og undersøgende øjne der fulgte den yngre heks, og han var helt stolt over måden hun kunne rumme Zoyas sind på, der ellers ikke brød sig om at være ved fremmede. Imens historien blev fortalt hjalp Aleksander sig selv til en kom te; Hvilket han kun drak sammen med sin mor og når han skulle være høflig.

"Du er god med hende." mumlede han og lod sig dumpe ned på græsset så han kunne bruge stolen bag sig til at støtte ryggen mod.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique satte den ene hånd i græsset bag sig og lænede sig lidt tilbage mod armen med et ganske tilfreds udtryk, indtil hans bemærkning trak et dæmpet fnys fra hende. Blikket flakkede ned til pigen.

“Jeg havde selv problemer med at sove som lille,” svarede hun uden at nærme sig den egentlige grund til, at hun havde gjort sig lidt mere umage.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander hævede et bryn af hendes begrundelse, og undlod at hentyde til at hendes blik sagde noget andet. I stedet sendte han hende blot et af de sjældne taknemmelige smil. Han løftede blidt hånden og strøg Zoya over de lyse krøller.

"Mmh. Det kan være jeg bliver nødt til at få dig til at indspille et par historier så hun kan bruge det til at finde ro på om natten.."

[Dominique O'Callaghan]

De endte med at sidde relativt tæt, da Aleksander hævede hånden til sin datters hoved og i stedet for at se direkte ind i klare øjne lige ud for hendes, vendte hun selv blikket mod pigen mellem dem.

"Mh," svarede hun sin accept og hævede kun langsomt blikket til hans igen. "Hvis du nogensinde har brug for, at nogen ser efter dem..."

Dominique færdiggjorde ikke sætningen, så ingen grund til det. Han vidste uden tvivl, hvad hun mente og hun ville ikke prakke ham et tilbud på, han ikke var interesseret i.