Sene timer.

[Victoire Weasley]

Teddy Lupin var ikke hjemme. Faktisk vidste Victoire ikke hvornår han havde tænkt sig at dukke op. Men lige nu betød det ikke noget, da den blonde heks da hun befandt sig i yderst godt selskab sammen med Padraig Ogden . De havde været venner siden Hogwarts, og selvom arbejde og forhold begge havde taget en del af deres tid formåede de alligevel at holde de aftaler de fik lavet i løbet af året.

Måske var i aften mere veltrængt end nogen af de andre; Victorie gik stadig med en knude i maven over hvad Teddy og Dominique havde gjort. Hvor end meget den blonde dreng fortrød at han havde ladet det ske, så kunne han ikke trække det tilbage. Blandet sammen med at hun intet anede om hvor søsteren befandt sig og hvad hun skulle sige til sine forældre.

Der var intet andet end vin der kunne gøre det, og det var vist også flaske nummer to der var blevet taget hul på. Tilpas og en smule beruset lænede Victoire sig tilbage i sofaen.

[Padraig Ogden]

Padraig var i en lidt sønderrevet tilstand. Hans forhold af ti år var ovre og han kunne sideløbende hygge sig med tanken om, at Abigail Bancroft utvivlsomt blev 'trøstet' godt og grundigt af Sylvester Buchanan på sikkert daglig basis.

Han havde dog en god distraktion i Victoire, som tog godt fra af vinen, ligesom han efterhånden selv havde gjort. Han kunne mærke et godt buzz og hvilede selv baghovedet imod sofaryggen med et lille suk.

"Det er for længe siden vi har gjort det her," konstaterede han.

[Victoire Weasley]

Victoire kunne ikke andet end at give vennen ret. I rigtige gode perioder så de hinanden jævnligt. Han var nok en af dem som hun altid havde kunne regnet med, og som altid gad høre på de problemer hun ofte syntes hun havde. Denne her gang var det dog langt mere reelt og følelsesladet end problematiske kollegaer og dumme læsere.

"Virkelig." erklærede hun i enighed og tog et stort nip af sin vin. "Jeg forstår slet ikke hvordan jeg har kunne undvære dit selskab" hun skævede til ham og sendte ham et opmuntrende smil.

[Padraig Ogden]

Padraig åndede lidt ud og rankede sig igen. Han nikkede en smule.

"Fortæl mig hele historien," bad han. "Fra starten."

[Victoire Weasley]

Victoirede sukkede og måtte tage endnu en tår af sin vind blot for at finde mod på at bevæge sig ind på dén del af hendes tilværelse.
"Dominique og jeg har aldrig haft en særlig godt forhold til hinanden. Lige meget hvordan jeg forsøger at nærme mig hende, skubber hun mig væk. Og du ved hvor stædig jeg kan være så selvfølgelig gider jeg heller ikke og række hånden frem hver gang" Hun skar en grimasse og sank rankede sig en smule så hun ikke forsvandt helt i de bløde puder.

Victorie selv var heller ikke altid den nemmeste at være sammen med, og de to søstre var måske i samme båd når det omhandlede dét; bare på hver deres måde.
"Men Teddy og hende har altid været tætte. Men det rørte mig ikke. Jeg var bare glad for der var én der forstod hende" Hun bed hårdt tænderne sammen og skævede til Padraig.

"Og tænk dig, vi har ikke engang pakket hans ting ud af kasserne før han fortæller mig at han har kysset med Dom." At historien bygger på at det var hende der startede var Victorie sådan set ligeglad med. Han havde ladet det ske, og han havde holdt det hemmeligt for hende.

"Jeg er så vred på dem!" udbrød hun rasende, og hældte ivrigt endnu et glas op til sig selv, som nærmest blev tømt lige så hurtigt som det blev fyldt.

[Padraig Ogden]

Utroskab var aftenens tema. Padraig følte sig lidt kvalm. Han åndede tungt ud og skottede til Vics hastigt svindende vinglas.

"Er det et kys eller er der mere i det? Har de følelser for hinanden?"

[Victoire Weasley]

Da Teddy var kommet med hans udmelding vidste hun godt at det ikke havde været fra hans side at kysset var kommet, og selvom han havde forsøgt at forklare sig så havde Victoire alligevel haft svært ved helt at stole på ham siden hen.

"Han siger at det var Dom der lagde op til det, og startede det." svarede hun tørt. "Min egen søster." Hun stirrede frem for sig, som om hun igen forsøgte at samle brikkerne omkring hvad det egentlig var der var sket.

"Teddy bliver ved med at forsikre mig om at der ikke er noget fra hans side, og at han selv blev overrasket over det." Det nu tomme glas blev sat på bordet og benene trukket op i chaiselongen.

[Padraig Ogden]

Padraig havde rationaliseret på samme måde. Sagt til sig selv at han kunne få det til at fungere med Abigail, imens han blev mere og mere forelsket i Cedrella Ogden. Han havde lidt svært ved ikke at læse noget andet ind i situationen end Victoire virkede til at gøre.

"Man kan blive overrasket, selvom man selv har lagt op til det, der foregår," pointerede han. "Jeg ved selvfølgelig ikke hvad der passer, men er det muligt, at de begge har følelser for hinanden, som de ikke vil indrømme?"

[Victoire Weasley]

Victorie var nødt til at sige til sig selv at Teddy ikke havde haft noget med det at gøre for at komme igennem dagen. Men det betød ikke at hun ikke hørte hvad Padraig sagde.

Der gik et øjeblik før hun løftede hovedet og så mod ham med et par våde øjne. "Måske.. Og jeg kan heller ikke tro hundrede procent på hvad han siger, men jeg er nødt til at lade tvivlen komme ham til gode" Hun trak vejret dybt ind.

"Du virker næsten som en ekspert på området." Victoire var ikke blind, det var malet hen over hele hans ansigt at alt ikke var som det skulle være.

[Padraig Ogden]

Padraig så sympatisk på Victoire og nikkede lidt, før han tog endnu en solid tår.

"Selvfølgelig. Jeg gik ikke kun fra Abbie, fordi vi voksede fra hinanden. Vi var hinanden utro på hver vores måde. To slags bedrag."

Han åndede langsomt ud. "Hun lå med en anden mand. Jeg er forelsket i en anden kvinde."

[Victoire Weasley]

Victoires opmærksomhed gled straks over på Padraig. Hun vidste godt at det ikke gik så godt hjemme hos dem, men at de var nået dér til kom alligevel som en overraskelse. Det fik alle mulige tanker til at manifesterer sig, og hun blev helt kvalm over det.

Hverken Teddy eller Victorie selv havde været sammen med andre da de var fra hinanden; hvis altså hun skulle tro på hvad han havde sagt, og hun kunne slet ikke forestille sig at han var det nu. Men det betød ikke at der var sandhed i det.

"Pad.." sukkede hun svagt. De havde været sammen så længe, og at det kunne ske for dem gjorde blot Victorie endnu mere bange. "Jeg ved ikke om jeg skal være ked af det eller glad på dine vegne"

[Padraig Ogden]

Padraig trak på skuldrene, fik en lille klump i halsen, men reagerede på den ved at tage en solid tår hvidvin og rømme sig.

"Ingen af delene," svarede han endelig. "Jeg ved heller ikke hvad jeg selv er. Træt, forvirret... Lettet." Han åndede hørligt ud. "Det er hvad det er."