Ferieangst

[Adam Callahan]

Tråd til Zane Graham


Det var bare endnu en af de dage der skulle slutte for Adam. Tankerne omkring ferien havde fyldt hans tanker så meget de sidste mange uger, og om han ville det eller ej, så kom sommerferien tættere og tættere på som en ulv der var ude og jage i natten, hvor Adam var det uskyldige får der prøvede at slippe væk. Han måtte dog erkende at det ikke var muligt og at han blot måtte følge strømmen af ting der nu skulle ske i hans liv. Adam brød sig bestemt ikke om ferieperioderne fra skolen, det betød han skulle hjem til Victor. En mand han næppe ville kalde sin far, men det var han på papiret. Vreden i ham boblede over den måde som han blev behandlet på, men samtidig havde det også skabt så stor en frygt i ham at han følte sig handlingslammet over for ham. Han var Victors personlige sandsæk, og han havde ikke styrken til at stå imod det.

Adam smilede venlig til de andre elever fra Gryffindor som han fulgtes med ned af gangen. De var ikke så interesseret i Quidditch som han selv var, nu var Adam heller ikke den store fan selv, men det fik tiden til at gå, og når fløjten først lød, og det gyldne lyn blev sluppet fri, så gik konkurrencegenet op i ham. Det var også derfor han havde besluttet sig for at få lidt træning ind før dagligdagens pligter kaldte på ham.

Inden længe kom Quidditch-banen frem som virkede fuldstændig øde og tom. Eleverne på Hogwarts brugte mere tid på eksamen og de sidste par fag inden sommerferien startede, og det kunne virkelig ikke være mere perfekt. Adam elskede at være omkring sine venner, men til tider havde han behov for at trække sig for at samle sine tanker og bare ‘være sig selv’ og det kunne være svært når man var omgivet af elever næsten hele døgnet.

Med et enkelt sæt fra jorden, susede Adam op i luften og lavede et loop. Målmands træning var ikke ligefrem det sjoveste alene, dog havde Flyvningsprofessoren lært ham en besværgelse der forheksede tromleren til at skyde på mål automatisk, det skete da også at man kunne lokke et spøgelse til at hjælpe med træning, selvom de havde svært ved at holde på tromleren.

Med et par enkelt manøvre fik han reddet mange gange i streg. Han stoppede kort og slog blikket udover det smukke landskab. Nu begyndte det sidste år snart. Hvad skulle der ske efter det? Usikkerheden om fremtiden gav Adam en masse angst, som han ikke var klar til at håndtere på nogen måder. Han ønskede dog blot at han kunne være glad. At han ikke skulle være bange. At han ikke skulle være hos sin far…

[Zane Graham]

Der havde i noget tid været en lettere positiv stemning blandt Slyhterin eleverne. Eksamenerne var stort set ovre og hus pokalen var næsten hjemme. Den ellers nedværdige jargon, var flyttet over på de andre kollegier. Specielt Hufflepuff måtte lide, når de gik forbi på gangene, for deres garanteret tab med færrest point.

Zane havde altid været en passiv spiller når det kom til mobning. Han hverken stoppede eller startede det, men tog del hvis det blev forventet af ham. De moralske kvaler der skulle komme, blev med lethed skubbet væk, som alt andet. Egen overlevelse var det vigtigste. Alle de undermålere der var på skolen, skulle ikke være skyld i at han havde det svære end tingene allerede var. De vidste ikke hvad han skulle gå igennem. Kendte til hans psykotiske mor, der knapt nok var i stand til at klare sig selv.

Allerede omklædt og med koste i hånden, gik Slytherin holdet mod Quidditch banen, for at få øvet lidt før de skulle hjem på sommerferie. Zanes kost havde altid været en af dem lånt af skolen. Slidt og klar til at smide ud. Ligesom det tøj han gik i. Drømmen om en ny kost, var så urealistisk, at han så sig taknemmelig for den usle han havde. Flere af de andre havde det nyeste udstyr. Briller, koste, støvler, men hvis bare det hjalp holdet med at vinde, holdt han jalousien på afstand.

De var ikke langt fra banen da de hørte lyde. Ingen havde tænkt at reservere banen, men de mindedes heller ikke at have set at et andet hold havde gjort det. Som en samlet enhed, trådte de ind på græsset og så vredt mod den ene røde kappe. Derefter blev der gjort håndfagter til at personen skulle komme ned fra fra sin kost, med løgne om at Slytherin havde ret til banen.

"Fis op i dit tårn" lød det fra Zane, og flere begyndte at råbe ting, for at provokere løven i sin træning.

[Adam Callahan]

Det var utrolig lækkert vejr at spille Quidditch i, og det var faktisk overraskende for Adam at der ikke var flere elever udenfor, måske de havde travlt med deres sidste opgaver? Eller den sidste tid på Hogwarts? Adam sukkede kort og tog en pause hvor han fik noget vand. Han glædede sig til at komme tilbage på Hogwarts efter ferie, hvor det vigtigste år skulle udspille sig for ham. Efter en kort pause susede han op i luften igen for at øve sig lidt mere. Det var rart at få brugt bare en smule af den overskydende energi han havde i sig.

Dog fik han en klump i halsen ved synet af de grønne kapper der nærmest dansede i vinden som kom tættere og tættere på. Han ønskede ikke nogle problemer, men når han stod over for en flok Slytherin elever, var det nærmest som om at det var besluttet på forhånd at der skulle være problemer. Han sukkede kort og lavede en elegant landing før han gik over og mødte den store gruppe af slanger som var mødt op. Han rystede på hovedet og fnyste af Zanes bemærkning. ”Hellere oppe i skyen, end nede i kælderen, som en rotte. Slange..” sagde han med et kækt smil mens han kiggede rundt på de mange slanger som sendte ham dræberblikke.

Zane havde han haft sine kontroverser med over årene, og det var bestemt ikke blevet bedre som de var blevet ældre. ”Du får året pris som den dårligste parodi af Severus Snape” sagde han en smule henkastet og svingede kosten op på sine skuldre og gik over mod sine ting for at samle dem. Han ville ikke engang diskutere med Zane, for når alt kom til alt. Så var han den eneste løve til stede, og kunne ikke gøre det store, hvis de angreb ham. Hvorfor Adam havde de tanker omkring Zane vidste han ikke helt, men en ting var helt sikker. Han stolede ikke et sekund på Zane, og han var sikker på at hvis Zane fik muligheden for at stikke ham i ryggen, ville han også gøre det.

[Zane Graham]

Holdet kunne nemt føle sig overlegen i styrke og antal overfor en enkel løve. At Gryffindors kendetegn som så ofte var dumdristighed, var det derfor nemt at finde en god undskyldning for at tværer dem ud, såfremt en underviser ikke var til stede. Her deltog Zane med glæde, for ved at ydmyge andre, kunne han selv føle sig på toppen. Specielt overfor sådan en som Adam, der havde været en torn i hans øje lige siden deres første år.

Skyerne begyndte at trække sig sammen over stadium. Som om noget ikke ville tillade mere af den solskin, der ellers havde givet perfekte vilkår til træning.
Slytherin eleverne grinte. Selv Zane tog ikke den første første fornærmelse nær. Rotte var måske lidt flabet, men at blive kaldt slange var intet andet end en kendsgerning.

Latteren emmede ud, da Adam fortsatte mere personligt mod Zane. De andre rykkede et skridt tilbage. En form for pres til at modtageren skulle reagere og en forventning til at det alligevel ville ramme nok til at det ville komme en konflikt.
Skygger lagde sig om det mørke blik og en dråbe ramte panden, som himlen advarede mod et regnskyld.

Alle vidste at Zane hadet at blive sammenlignet med Snape. Når man rent faktisk satte sig ind i hvem han var, var det svært at se hvorfor nogen mente han fortjente hæder. Terrioserede elever, trak point uden grund, hjalp den unævnelige...

Distancen mellem slangen og løven blev kortere. "Hvad med at du smutter hen til kirkegården og tuder lidt hos din mor? Lille pattebarn"
Ordene vrislede ud, med forståelse for den smerte de kunne påføre. Hele skolen havde hørt om Adams mors død, selvom grunden ikke var sluppet ud, endnu.

[Adam Callahan]

Da ordene forlod Zanes mund var det som en indre dæmon tog over, hvordan vovede han overhovedet at nævne det? Var han virkelig så lav en person? Et suk forlod Adams læber mens han kiggede op i skyerne som var grå, og græd over landskabet der gemte sig under Adams fødder. Kosten der ellers hvilede trygt på hans skulder, ramte jorden med et tungt dunk, og med det vendte Adam sig om op kiggede direkte mod Zane.

”Så det mener du jeg burde gøre…” han kørte en hånd gennem sit hår, mens han betragtede Zane og hans lille gruppe af slanger, som nærmest stod og ventede på den store forestilling. ”Men skal vi ikke se ind af ad først?” spurgte han og gik langsomt mod Zane mens han kiggede på gruppen.

”Zane Graham. Sjette års elev på Hogwarts. Ukendt far der brugte hans mor som et engangsknald.” han smilede til Zane. En del af slangerne sendte chokerede lyde ud. ”Eller skal vi snakke om hvordan din muggler mor, vælter over de tomme sprutflasker. Fordi hun elsker dem højere end sin…. egen…. lille fiasko af en søn?” han stoppede foran Zane og lagde armene over kors.

[Zane Graham]

Et smørret smil hvilede om læberne. Zane havde fundet sin plads hos kollegiet og Quidditch holdet var ret godt fungerende. Hvorfor se ind ad, når tingene aldrig havde været bedre? Kun et år mere og så kunne han tjene sine andre penge og redde sin mor fra den stodder, som han fik af vide var hans far.

Zane fnyste først. Ligeglad med at Adam mente hans mor som et engangsknald. Det var næppe løgn… Men så mundvigen sank nedad og øjnene lynede. Fiasko?

Det tog et par sekunder, hvor vreden byggede sig op, som et bål der blev fyldt med brænde og nu var klar til helt at tænde af… Næven fløj gennem luften, med retning mod Adams ansigt. Fingrene knyttet tæt ind og med fulgte et mindre aggressivt brøl.
En tryllestavskamp havde nok været mere almindeligt, men hvor Zane var vokset op, var det nævnerne der fik lov at tale sproget… Ingen… Skulle… Fornærme… hans eksistent og slippe godt fra det.

[Adam Callahan]

Det kom som en stor overraskelse for Adam at Zane ville ty til vold, når han ikke længere kunne forsvare sig selv med ord, og dog. Han var jo en Slytherin og de var kendt for ikke altid at følge reglerne. Slaget ramte Adam lige på kinden og det fik ham til at træde et par skridt tilbage mens han tog sig til læben som tydeligt begyndte at bløde. ”Surprise... “ Adam kunne ikke lade være med at smile med en stor tilfredshed, for han viste lige overfor alle de andre slanger hvem Zane i virkeligheden var. ”Er det sådan din mor opdragede dig?” spurgte han flabet og kiggede på sine fingre som havde blot på sig.

Det gjorde ondt, men den anerkendelse ville Adam ikke give Zane på dette tidspunkt. ”Når man lægger op til ballade, må man forvente at få retur. At du bruger næverne viser blot hvor din intelligens ligger henne”

Adam kiggede på de andre slanger, nogle af dem grinte, mens andre var en smule chokeret over den måde som Zane havde reageret på.

[Zane Graham]

Det var umuligt at finde ro, som næven stadig brændte og regnen fik det uglede sorte hår til at klæbe ned af Zane's kind. Alligevel holdte slangen tilbage. Løftede paraderne med den forventning at et slag ville komme retur. Men kun ord blev serveret og det var værre.
"I det mindste har jeg stadig en mor. Du kan synes om hende hvad du vil. Men din egen er død og begravet på kirkegården og usle ord kan ikke redde dig"

Måske ønskede Zane at få igen. Mærke et eller andet fysisk, der kunne dække over alt det andet der længdes efter at komme ud og bruges som en god undskylding for at give bank til en åndsvag løve.

Som en bokser stod han klar. Udelignede de skridt, som Adam havde trådt tilbage. "Kujon"

[Adam Callahan]

Selvom at Victor ikke ligefrem havde været den bedste faderrolle man kunne ønske sig, så havde Adam lært fra ham at vold ikke ville løse noget. Han havde mærket det på sin egen krop så mange gange at smerte ikke længere påvirkede ham så meget. Han havde lært at bare slukke for det og komme videre. Dette virkede også mod psykisk smerte til en vis grad. Han rystede på hovedet og smilede til Zane. ”Meget muligt, at jeg er en kujon Zane. Meget muligt at min mor er død. Din mor er på vej… Og ved du hvad det værste af det hele er?” han trådte et skridt tættere på med hænderne i lommen, mens regnen piskede mod ham. ”Du kan ikke gøre andet end at se på, mens hun falder sammen. Og til sidst vil du sidde og kigge på hende trække det sidste åndedrag. Og i det øjeblik Zane.. “ han tog en kort pause som et lyn slog ned i det fjerne som sendte en dyb buldren over Quidditch banen.

”I det øjeblik, vil du give dig selv skylden. Du vil have så ondt af dig selv. Og i det sekund lærer du hvad smerte er.” han trak på skuldrene og kiggede på de andre slanger som havde søgte en smule mod læ fra regnen. ”Jeg ønsker ikke at skade dig fysisk Zane. Det går imod min moral at slå på svæklinge som dig, der ikke kan kommunikere på andre sprog en ‘trold’ for det er sådan du fremstår foran dine slanger lige nu.” han kiggede over mod dem, han kunne dog ikke høre hvad der blev sagt, men snakket det blev der.

Adam løftede sine arme ud til siden. ”Så. Værsgod Zane. De andre slanger kan ikke høre mig alligevel. Vis dem at du er den stærkeste. Slå mig.” sagde han og sendte et sørgmodigt blik mod Zane.

[Zane Graham]

Noget holdt slangen tilbage, som han stod der og tog imod al det pis fra løven. Svindene ord om hans egen mor, næsten en spådom, som ikke lå langt fra den egen frygt han ofte havde følt, når hans mor ikke havde svaret på breve.
Men det skulle ingen vide, og de skulle ikke have lov til at se den svaghed, der lå til bunds i at han elskede sin dranker mor. Uperfekt, men den eneste person der reelt betød noget for ham.

Den passive attitude der fulgte med ordene og til slutning, en frivillig åbning for Zane til at give igen, var alt for fristende at lade gå hen. Han vidste at Adam talte sandt, med at der intet var at vinde ved at slå ind der ikke forsvarede sig selv.

Ansigtet skulle ikke tabes yderligere og hvad anden mulighed, var der end at lukke kæften på Adam? Nej... Intet ville blive vundet på det. For så gav han værdi til den stodder der stod overfor ham. Lod ham vinde.

Zane løftede hagen. Ca. 5 centimeter højere var han, men uligheder i græsset, gav ham her ikke den fordel.
"Tsh... Når du mindst venter det Callahan... Når du tror du er sikker, så kommer jeg. Tværer dit ansigt ud og efterlader dig i randestenen, hvor du så passende hører til. Jeg er ligeglad med dem." Han gjorde et hovedryk mod de andre slanger.

"Bare os to. Der så passende bor tæt nok på hos hinanden til at jeg kan komme på et lille visit."

Med et hårdt skub, tvang han Adam væk fra sig.