Blødt underhåndskast

[Kala Patil-Fawley]

Selvom hun lige havde drukket en kop kaffe, var Kala hurtigt faldet i søvn og det var den anden side af middag, da hun slog øjnene op igen. Et bad og en kop kaffe senere, følte hun sig lidt mere som et menneske, selvom noget stadig virkede skævt.

Så hun distraherede sig selv med oprydning og da lejligheden lignede sig selv igen, sank hun ned i sofaen. Tavsheden indhentede hende snart, så hun var lettet over at høre, at Ailis C. Finnigan i lige så høj grad manglede noget at tage sig til. Og smilet var tilbage om hendes læber, da hun kastede en kold flaskeøl blød gennem luften uden at være i tvivl om, at angriberen selvfølgelig ville gribe den.

Efter Hej med dig

[Ailis C. Finnigan]

Ailis nød sommerferien og at være tilbage i Irland sammen med sin bror og sine fætre. Det betød dog ikke, at der ikke var plads til andre sociale begivenheder og hun tøvede ikke med at tage imod invitationen.

Hun var dukket op med susepulver, endnu mindreårig og først da var det gået op for hende, hvorfor adressen lød så bekendt. Den første forundring havde dårligt lagt sig, da hun greb øllen uden problemer og så på Kala med let hævede øjenbryn.

"Så, hvordan er det lige, at du er endt med at bo i Ronans lejlighed?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala så godt venindens forbløffelse, genkendte den fra sig selv. Det var kun tre dage siden, at hun var flyttet ind og efter Ronan var taget afsted, var det kun blevet sværere at forholde sig til. Hun rystede på hovedet.

“Seriøst? Ingen anelse. Hardy kendte én, der kendte én og det var så her,” svarede hun og fik knappet flasken op.

“I kender hinanden?”

[Ailis C. Finnigan]

Ailis vidste godt, at den magiske verden var lille, men det var alligevel lidt syret. Hun åbnede øllen, selvom hun i virkeligheden ikke var den store øldrikker og tog en tår, mens hun kastede et blik rundt i lejligheden, som hun havde besøgt en enkelt gang før for næsten et år siden.

"Vores fædre er bedste venner," konstaterede hun. "Vi er stort set vokset op sammen."

[Kala Patil-Fawley]

Det var måske gået lidt for stærkt med øllene de sidste par dage og Kala havde da også en kondi, der skulle vedligeholdes. Men de var kolde og læskende og hjalp med at holde tankemylderet lidt på afstand.

"Selvfølgelig," svarede hun med en munter lyd og huskede da også svagt, at hendes mor havde gået i klasse med begges fædre.

"Nå, slå dig ned." Det gjorde hun i hvert fald selv. Flasken fandt plads på bordet, så hun kunne trække det varme hår op i en hestehale, før varmen fik hende.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis vidste vist egentlig godt, at Kala og Ronan havde en fortid, men hun havde ikke for alvor lavet koblingen, eftersom hun ikke havde haft nogen relation til Kala mens det stod på. Hun dumpede ned i sofaen og trak det ene knæ op til sig, mens den frie hånd strøg lidt langs en af fletningerne. Hun så nysgerrigt på Kala og hævede brynene lidt.

"Så, hvordan er voksenlivet så?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala burde måske tænke nærmere over, at Ailis og Ronan kendte hinanden, men alle kendte efterhånden hinanden og alle, hun havde været sammen med, kendte på den ene eller anden måde hinanden - måske lige med undtagelse af Linh og Ailis. Derfor dvælede hun heller ikke ved tanken, men trak bare på den ene skulder til spørgsmålet.

"Mere kompliceret, end jeg havde forventet," svarede hun med et selvironisk, skævt smil. "Men jeg er ret vild med, at der ikke var nogen at tage hensyn til, da jeg havde glemt mit håndklæde inde på værelset, sidst jeg var i bad."

[Ailis C. Finnigan]

Ailis hævede brynene lidt og slap en munter lyd. "Det kan jeg forestille mig. Men jeg deler jo også stadig værelse med min bror og sovesal med en hel flok piger, så jeg kender slet ikke den salgs privatliv," konstaterede hun muntert.

"Betyder det, at Ronan allerede er daffet af igen?"

[Kala Patil-Fawley]

"Ærligt, det er også underligt," nåede Kala at indskyde, før Ailis introducerede et spørgsmål, der gav hende et lidt underligt sug i maven. Hun satte flasken mod læberne og gav en bekræftende lyd, før hun sænkede den igen.

"Han smuttede tidligt i morges." Tottenham t-shirten lå stadig over stoleryggen på hendes soveværelse og duftede af ham. "Egypten, mener jeg."

[Ailis C. Finnigan]

Ailis trak blot på skuldrene. Det var ikke første gang, at det var blevet kaldt underligt, men hun kunne ikke for alvor tage sig af det. Ærligt talt nød hun tiden sammen med tvillingebroren i ferierne, nu hvor de ikke så hinanden så meget på skolen. Hun forsøgte dog ikke at forklare Kala det, der også havde en tvilling på Gryffindor. Eller, havde haft.

"Det overrasker mig ikke," konstaterede hun, uden at ane, hvad der var sket mellem Kala og vennen. "Han har næsten ikke været hjemme det sidste år, men jeg troede alligevel, at der ville gå lidt længere efter det der skete."

[Kala Patil-Fawley]

Underligt havde været rettet mod oplevelsen af at være alene i en lejlighed og ikke på en sovesal med fire andre eller hos forældrene i Barnton, hvor hun og Vanya Patil-Fawley alligevel oftest var endt med at sove inde hos hinanden.

"Efter dét, der skete?" spurgte hun uden at forsøge at skjule sin nysgerrighed og rynkede brynene let.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis var ikke chokeret over, at Kala ikke vidste det, men overvejede til gengæld heller ikke, om hun burde fortælle det eller ej. Men hun havde også været sirene i det meste af et år. Og hun troede ærligt ikke, at Ronan ville have noget imod det.

"Ja, hans tidligere læremester døde sidst de var afsted," konstaterede hun og rynkede på brynene. "Det var vist rimelig grimt."

[Kala Patil-Fawley]

Det lød som en information, Kala burde have fået fra Ronan selv, men hun var ikke overrasket over, at han ikke havde sagt noget. Det var trods alt ikke meget, de havde fået delt om deres liv det sidste år på de to dage, de havde haft sammen.

"Damn," var hendes umiddelbare reaktion da også. Hun anede ikke, hvad ellers man sagde.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis nikkede lidt og tog en slurk af øllen. "Yeah," medgav hun og pustede lidt ud. "Det er virkelig for alvor," konstaterede hun.

"Jeg vidste faktisk ikke, at han allerede havde fået en ny læremester, men ellers ville han vel ikke være afsted igen."

[Kala Patil-Fawley]

Det havde føltes som lidt af en udfordring at forlade sit hjem, bryde båndene med forældrene og pludselig bo sammen med sin ekskæreste. Men Kala havde i det mindste aldrig skulle forholde sig til døden, der derfor stadig var et temmelig abstrakt koncept for hende.

"Nej, det... Han har ikke nævnt noget," svarede hun med et træk på skuldrene og tog en tår i stedet for at dele, hvad de i stedet havde brugt tiden på.