Stærke bånd

[Callistus S. Bancroft]

Til Abigail Bancroft

Efter en ligegyldig høring, havde Bancroft ikke flere arbejdsrelaterede ting i kalenderen for i dag. Til gengæld havde han en aftale med sit yndlingsbarnebarn, og hun var ikke svær at finde på niveau ti hvor hun assisterede for hele Højmagiratet, og gjorde sin farfar stolt.

“Det var vist dagens gode gerning, Miss Bancroft. Er du klar til at holde fri og bruge lidt tid med din farfar?” Det var egentlig ikke så meget et spørgsmål, men han ville selvfølgelig lade hende pakke sammen og blive færdig, så længe det ikke tog mere end et par minutter. Han vidste hun havde fri nu. Men han vidste også, at hun var hårdtarbejdende og ambitiøs. Hvilket selvfølgelig også gjorde ham stolt, men det skulle ikke komme i vejen for deres aftale.

[Abigail Bancroft]

Abbie havde allerede samlet sine ting og var klar til at kalde det en dag. Faktisk havde hun set Sylvester Buchanan på vej mod elevatoren og havde alle intentioner om at søge til hans side, da hendes bedstefar dukkede op. Han fik som altid et varmt smil og selvom hun måske helst ville hen til en helt anden højesteretstroldmand, ville hun aldrig afvise eller aflyse med sin farfar.

“Det bør kunne lade sig gøre,” svarede hun derfor mildt og lukkede tasken. “Skal vi ikke søge ud i det gode vejr?”

[Callistus S. Bancroft]

Callistus' smil var varmt som kun en farfars smil kunne være det, som han nikkede.

"Vi kan søge lige derhen hvor du har lyst til, Abbie. Har du et særligt sted i tankerne?"

[Abigail Bancroft]

Det havde været nogle hårde dage. Det meste af tiden søgte Abbie andre mennesker for at undgå tavsheden og de tanker, der altid fulgte med den; tanker, hun ikke lod til at kunne undgå. Hun maskerede det med et smil.

"Hvad med en is på Floridors?"

[Callistus S. Bancroft]

Callistus kune ikke lade være med at slippe en mild og underholdt lyd, ved minderne om lille Abbie en gang for mange år siden, og deres ture til Floridors. Og han kunne ikke huske en sommer der var gået lige siden, uden de havde besøgt stedet.

"Absolut! Det synes jeg vi skal gøre, Abbie kære. Lad os tage susenetværket. Så kan vi altid spadsere en tur bagefter. Hvad siger du til det?"

[Abigail Bancroft]

Floridor's var blevet lidt af en tradition for dem og Abbie slap en munter lyd ved forslaget. Hun snoede hænderne om hans arm og søgte mod elevatorerne ved hans side.

"Du er da ikke begyndt at være for gammel til at tage den lille gåtur, er du, bedstefar?" spurgte hun med et mildt spillende blik.

[Callistus S. Bancroft]

Callistus slap en højlydt hjertevarm latter, mens de trådte ind i elevatoren. "Så er det godt du! Jeg har altså en del år til de hundrede," irettesatte han hende drillende.

"Jeg tænkte nu bare en tur i diagonalstræde og de små gader, ville være hyggeligere end mellem alle mugglernes motorkøretøjer." Og mugglerne selv for den sags skyld, men det nævnte han ikke.

[Abigail Bancroft]

Abbie havde heller intet behov for at skulle ud mellem mugglerne og havde primært sagt det for at drille sin bedstefar. Smilefolderne lagde sig lm hendes øjne, før hun nikkede.

“Jeg ville nu foretrække transferens,” svarede hun og gestikulerede mod den lyse sommerkjole, som hun helst ikke ville have hverken sod eller aske på.

[Callistus S. Bancroft]

Callistus lo let. "Javel ja, så må det blive sådan. Så slipper vi også for alt det støveri." Bemærkede han med et smil på læben. Det var nok blevet lidt en vane, at tage susenetværket fordi han ofte skulle lidt længere end en tur til Diagonalstræde. Men hun havde selvfølgelig ret, hans kloge barnebarn. Transferens var faktisk at fortrække. Så det var hvad det blev til.

Da de ankom til Diagonalstræde var de derfor heller ikke langt fra Floridors. Han sendte et varmt blik til Abbie, "nå du... Fortæl mig så hvordan det går med dig?" Den slags personlige samtaler, holdt han helst udenfor ministeriets murer,men han var altid interesseret i at høre hvordan det gik hende.

[Abigail Bancroft]

Abbie var måske ikke den mest kyndige magiker i familien, men at transferere til Diagonalstræde var ingen sag og hun strøg en mørk lok tilbage på plads med et varmt smil om læberne.

"Det... Ja, det har jeg ville fortælle dig," lagde hun ud, stadig uden helt at have lavet en plan for, hvordan hun skulle fortælle sin bedstefar det endnu. Så hun hoppede ud i det. Eller i hvert fald den vinkel, der var bedst.

"Padraig er gået fra mig."

[Callistus S. Bancroft]

Den umiddelbart første reaktion var et misfornøjet ansigtsudtryk, der dog hurtigt mildnedes. Hans kære Abbie havde været glad for Padraig Ogden, selvom Bancroft ikke have høje tanker om knægten.

Der gik et kort øjeblik før han endelig svarede. "Ja jeg ved du ikke bryder dig om at høre det Abbie, men du er alligevel bedre tjent uden den sjuft."

[Abigail Bancroft]

Abbie rynkede brynene. Hendes bedstefar vidste udmærket godt, at hun havde haft en affære og skammen sad stadig i hende, trods Sylvester Buchanan ‘s rationalisering. Hun havde såret en mand, hun elskede. En mand, det var meningen, hun skulle støtte.

“Han er ikke en sjuft,” indvendte hun indigneret. “Men vi… vi vil forskellige ting.”

[Callistus S. Bancroft]

Det var typisk hans kære, god barnebarn at forsvare fjolset. Men Callistus havde aldrig brudt sig om Ogden, og slet ikke på det seneste, hvor han havde været der så lidt for kære Abbie, at hun havde søgt selskab andetsteds. Mere modent selskab, selvom Sylvester Buchanan måske ikke var det klogeste valg. Men alt det var vel ovre ny. En lille ubetydelig engangsting.

"Selvfølgelig ikke Abbie, nej. Du har ret. Men du må tilgive din farfar, ikke at tænke høje tanker om den mand der sårer dig." Og det blev hans sidste ord i sagen, før de stod ved Floridors.

[Abigail Bancroft]

Abbie havde virkelig ikke lyst til at forsvare Padraig, men gennem årene var det blevet en vane, der var svær at ryste af sig og hun var næsten lettet, da de stoppede ved Floridors. Hun fulgte sin bedstefar ind i butikken.

“Jeg tror, det bliver citron for mig,” bemærkede hun, temmelig forudsigeligt. Citroner havde altid været hendes favorit, når det kom til desserter. Citronkager, limonade, citron i teen og selvfølgelig citronsorbet.

[Callistus S. Bancroft]

Callistus bestilte for dem begge. Mørk chokolade til ham selv, og citronsorbet til kære Abbie. Derefter fandt de en plads i solen.

"Ak ja, Abbie. Måske synes jeg bare ikke, at der findes en mand der helt er god nok til mit kære barnebarn." Han lo let, og blinkede til hende. "Men nu behøver jeg i det mindste ikke at bekymre mig om dét, det næste stykke tid."