Mænds grublerier

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ganske få dage tilbage som bachelor og selvom han så frem til sit bryllup, så var han ikke blind for, at det også handlede om at nyde det. Derfor var han taget til Den Kælne Kimær, hvor der altid var gode kontakter at skabe og hvor han ikke ærligt regnede med, at han ville komme meget resten af sommeren. Han var da heller ikke ked af et godt glas whisky, som han nu havde i den ene hånd.

Han nippede let til det, som han talte med en ældre, højtstående magiker og resterne af det var stadig i hans hånd, da han skiltes høfligt med selvsamme og søgte ud gennem rummet. Her faldt hans blik på den lidt uventede skikkelse af Archie McCormack og forbløffelsen viste sig på hans ansigt ved synet af vennen.

[Archie McCormack]

Da Archie var stået op dagen forinden, havde hans liv været så tæt på perfekt, som det kom. Han og Valerie havde flere uger, til de igen skulle af sted. Aftenen skulle tilbringes med Hamish og hans forlovede.

Nu stod han på den anden side af en følelsmæssigt drænende nat og gloede lidt ud i stuen. Han var træt efter natten og dagens arbejde. Og havde da måske også presset sin lærling lidt mere igennem den mere fysiske træning - udelukkende for at indse, at Thomas' kondi var langt bedre end hans egen.

Det tog ham da heller ikke mere end fem minutter at indse, at det ikke var i husets larmende tomhed, at han skulle slutte sin aften og snart efter trådte han ud af en af Kimærens pejse. Han børstede lidt aske af jakken og skulle til at få sig et glas, da han fik øje på det eneste menneske i Storbritannien, han gad tale med. Med et temmelig forbløffet udtryk.

Uden tøven krydsede han afstanden til ham. "Jeg har ikke fået meget søvn, men jeg vidste ikke, jeg bar så stor lighed til et spøgelse, at det retfærdiggør dét blik."

[Hamish Buchanan]

Archie og Hamish mødtes gerne på Kimæren, men det var ikke ofte, at vennen var der og ovenpå aftenen forinden, havde han heller ikke forventet det. Han fik da heller ikke ligefrem fornemmelsen af, at det var amourøse årsager, der havde været skyld i vennens søvnløshed - ikke, at han normalt delte ud af dén slags. Et lavmælt fnys undslap den mørkhårede troldmand, som hævede et bryn lidt og lod blikket glide en enkelt gang over forbandelsesbryderens ansigt.

"Du glemmer, hvor sjældent det sker, at jeg ser dig to aftener i træk," pointerede han, som brynene trak sig lidt sammen. "Hvad er der sket?"

[Archie McCormack]

Dét havde Archie ikke så meget at sige til. Selv på skolen havde han ikke været nogen social sommerfugl og tilbragte helst sin tid i private rammer med Valerie eller på arbejde. I rammer, hvor han havde et formål.

Han slap en tung udånding ved spørgsmålet. "Lad mig lige få noget at drikke først," svarede han og tømte første glas i én tår, kun med et lille træk ved mundvigene. Med næste glas sank han dog ned i de tunge møbler med Hamish.

"Så, vi fik en ugle fra Gringotts i nat." Han trommede lidt på siden af glasset. "Eller, Valerie gjorde."

[Hamish Buchanan]

Det havde Hamish ikke tænkt sig at nægte ham og en husalf dukkede da også op med det samme, næsten som havde den hørt ønsket. Han gled ned at sidde i de komfortable møbler, fik selv et nyt glas whisky og så tilbage på sin ven med bryn, der hævede sig en anelse i overraskelse.

Så trak de sig sammen og han nikkede en enkelt gang i opfordring til at fortsætte.

[Archie McCormack]

Archie havde ikke lyst til at fortsætte. Havde ikke lyst til at tænke på eller tale om eller på anden måde forholde sig til, at Valerie nu var i Egypten på ubestemt tid. Den frie hånd gled over ansigtet i en bevægelse, der fik ham til at se ti år ældre ud.

"Hun tog afsted klokken halv tre i nat," svarede han tonløst og kastede kun et hurtigt blik på vennen. "Egypten. De er kun lige startet dernede, så der er ikke en tidsramme endnu."

Men det var også den tid, hvor der skete flest ulykker.

[Hamish Buchanan]

Overraskelserne var åbenbart uendelige og det afslørede sig ved endnu en trækning omkring brynene, mens han forsøgte at forestille sig det. Han forstod ikke helt denne omvendte verden, hvor det pludselig var Valerie, der var afsted og Archie, der gik hjemme som en anden græsenke.

Han så eftertænksomt på sin ven, mens han prøvede at sætte sig i Archies sted. Fandt det umuligt. Han kunne ikke forestille sig selv nogensinde at stå i samme situation, men han var også opvokset med andre, patriarkalske værdier. Mest af alt forstod han dog slet og ret ikke, at han havde ladet hende tage afsted alene. Personligt ville han aldrig lade Alissa tage til ørkenen på egen hånd. Han ledte efter et diplomatisk svar og slog sig ned på et spørgsmål.

"Hvorfor er du ikke med?"

[Archie McCormack]

Archie forstod absolut heller ikke denne omvendte verden og var ikke begejstret. Fingrene kørte stadig rastløst over glasset og det var først, da Hamish langt om længe brød tavsheden, at de stoppede.

Han fortsatte med at stirre frem for sig et øjeblik, før han langsomt vendte blikket mod ham med en ild, der ikke kom fra spørgsmålet alene, men klart var blevet vakt til live af det.

"Ja, det er jo spørgsmålet til millionen," konstaterede han tørt og vendte blikket væk igen. "Det er et helvede med tilladelser og papirer. Én ting er mig, men... fucking Thomas."

Normalt lod han den slags blive derhjemme, men han havde ikke sovet meget og var ikke upåvirket af, at hun ikke havde været i sengen, da han stod op. Han sukkede tungt.

[Hamish Buchanan]

Det var sjældent, at Hamish så den side af sin ven. Denne lidt mere ukontrollerede, oprørte udgave. Men han kunne ikke sige, at han ikke forstod det. Han ville utvivlsomt selv være ved at gå ud af sit gode skind. Han tog en indånding.

"Jeg kan ikke se, hvordan Thomas skulle forhindre det. Det er vel, i sidste ende, din beslutning, hvad han skal."

Men det var selvfølgelig også nemt at være lidt mere hævet over tilladelser, når man hed Buchanan.

[Archie McCormack]

Hvert skridt af vejen til Valeries afrejse, havde Archie mødt med tilbageholdenhed. Han havde ikke været meget for at have hende i nærheden af ulykkerne fra sit arbejde. Selv, da hun var kommet på holdet, havde han været sikker på, at han altid kunne være der for hende, uanset om hun behøvede støtte eller beskyttelse. Nu var han uduelig og magtesløs, fanget i Storbritannien.

"Jeg har været i Egypten før, så papirene er nemmere at arrangere. Han-," Archie skar sig selv af, stemmen hård af frustration, da han fortsatte. "Det er ikke alle, der kan få verden til at bøje sig efter ens ønsker."

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne nærmest mærke frustrationen stråle fra sin ven. Han forstod det indædte had mod følelsen af magtesløshed, som selv var omtrent det værste, han vidste og han tog en indånding, før han talte i et roligt, men alvorligt tonefald. Uden at have den mindste smule skrupler over at række en hånd ud til Archie. Han ville selv tage imod den, den anden vej. Desuden var der i hans univers absolut intet i vejen med at udnytte sine kontakter.

"Jeg kender et par stykker i Intermagiske ko-oporativer. Jeg kan forhøre mig om at gøre en undtagelse."

[Archie McCormack]

Archie havde ikke selv det tilstrækkelige netværk, selvom han havde været ude fra Hogwarts længere end Hamish. Men han havde selvfølgelig heller ikke et efternavn, der imponerede andre end quidditchfans og han havde ikke tænkt sig at spørge Hamish.

At tage imod en fremstrakt hånd var dog en anden sag og han tøvede kun kortvarigt, før han nikkede en gang uden at tilføje mere.

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne ikke trylle på samme måde, som sin far og onkel helt sikkert kunne, men det hjalp da, at han var i familie med dem. Han benyttede sig da stort set heller aldrig af sine muligheder og fandt det værdigt at gøre en undtagelse for sin eneste vens skyld. Det var da heller ikke et definitivt løfte om at kunne få det til at lykkes, men han havde tænkt sig at gøre et forsøg. Det trak ganske svagt i hans mundvige.

"Men du skal vide, at jeg stadig regner med dig den tredje. Uanset hvor du så er i verden," konstaterede han, øjenbrynene let hævede.

[Archie McCormack]

Archie var ikke et sted, hvor han for alvor kunne eller havde lyst til at smile. Uanset, hvad Hamish ellers kunne, skulle han på et eller andet tidspunkt vende tilbage til et tomt hus.

"Selvfølgelig," konstaterede han med lige præcis dén selvfølgelighed, der hørte sig til.

afsluttet