Efter en nat med mareridt [S]

[Dominique O'Callaghan]

For en kvinde på flugt, havde Dominique haft et par næsten billedskønne dage. Jo, hun kedede sig lidt derhjemme, men hun havde efterhånden fået arbejdsopgaver og ting at foretage sig. Og det hjalp gevaldigt, at hun kunne søge ind til Cillian O'Callaghan, når natten var mørkest.

Men den morgen havde det hele været lidt skævt, da hun var vågnet brat af et mareridt og havde sneget sig ud af soveværelset for i stedet at sætte sig ind på det værelse, hun havde brugt de første par dage. I løbet af dagen dristede hun sig alligevel ud og da hun hørte de fodtrin, hun havde lært at identificere som Cals, svang hun sig ned ad trappen og kom ham i møde.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian havde sagt, at han ville forsøge at komme tidligere tilbage fra kontoret, men realiteten var, at det var om aftenen, at der var mest travlt på Kimæren og at det var dér, at det var allervigtigst, at han blev set der. Og han var da heller ikke villig til at afgive det. Til gengæld prøvede han noget anderledes og vendte tilbage til huset tidligt på eftermiddagen, bare for en time eller to, inden han ville tage tilbage igen.

Han var da heller ikke mere end lige kommet ind, da Dominique dukkede op og instinktivt rettede hans blik sig mod hende, et enkelt øjenbryn hævet.

[Dominique O'Callaghan]

Det var et andet tidspunkt, end Dominique plejede at se ham i huset og hun overvejede et øjeblik at påtale det. I stedet slog hun det hen med, at han sikkert skulle møde nogen der.

"Skal jeg fordufte?" spurgte hun nøgternt og kastede et blik over ham.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var en anelse overrasket over hendes prompte opdukken ved hans hjemkomst, men han var ikke ked af den. Af samme grund rystede han blot på hovedet, forstående for, hvilken retning hendes tanker gik i.

"Jeg er her for at se dig," konstaterede han simpelt og uden at skjule det. Det var trods alt et halvt løfte, han havde afgivet. "Jeg er nødt til at være på Kimæren i aften."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique vimsede ikke rundt og ventede på, at Cal dukkede op, så hun kunne fylde sit liv med noget. Men hun nød hans selskab. Ikke, at det var den eneste grund til, at hun var søgt så målrettet nedenunder ved lyden af hans ankomst.

Hun nikkede en gang i accept af hans svar og lod blikket afsøge hans ansigt, før hun stak hænderne i baglommerne på de tætsiddende, sorte bukser.

"Jeg havde håbet, vi kunne få mulighed for at tale."

[Cillian O'Callaghan]

Et afsøgende blik gled over hende ved ordene, men han kunne ikke umiddelbart læse ud fra hendes ansigt, hvad det handlede om. Han trak dog medgivende på den ene skulder og slog let ud med en hånd i retning af stuen, opfordringen tydelig nok.

Han fulgte selv efter, da hun havde passeret og lukkede døren bag dem. Han talte, allerede før han havde vendt sig helt.

"Hvad er det?"

[Dominique O'Callaghan]

Det var egentlig mere kontorsnak, men Dominique accepterede valget af stuen og tog den klare opfordring. Modsat Cal talte hun ikke med det samme, men var for en gangs skyld den tålmodige, der krydsede gulvet og tog plads.

"Ifølge helbrederen er vi forbi den periode, hvor der er mest sandsynlighed for, at noget kan gå galt," konstaterede hun indforstået. Forventede, at han var fint i stand til at følge med som altid.

"Så min vurdering er, at det er på tide at diskutere nogle af detaljerne."

[Cillian O'Callaghan]

Alle steder var lidt kontor for Cal, der aldrig for alvor holdt fri og formåede at være præcis lige så alvorlig, uanset hvor han sad. Nu tog han plads i en lænestol, tændte en cigaret og krydsede det ene ben over det andet, som et roligt blik faldt på hende. Gløden lyste lidt op, før han pustede røg ud og sænkede hånden til armlænet.

"Nuvel," medgav han, tydeligvis ikke uenig. De havde ikke talt meget om det hidtil og det var på tide. Brynene hævede sig lidt. "Jeg antager, at du allerede har en plan for hvilke."

[Dominique O'Callaghan]

Rammen var måske temmelig formelt sat, men det var sådan, Dominique ønskede det. Nok fik Cal hendes hjerte til at slå hurtigere, men det var stadig sekundært til det liv, hun nu var ansvarlig for. Det ene element i sit liv, hun ikke kunne risikere at fucke lige så meget op som resten.

Hun nikkede igen. "Har du familie, der kommer til at spille en aktiv rolle?" lagde hun ud for at starte et sted.

[Cillian O'Callaghan]

Det hele var en blanding af abstrakt og lysende klart for ham, som de sad der. Han havde ikke tænkt meget på det hele endnu, men havde heller intet problem med det. Han tog et drag og rystede let på hovedet.

"Nej," svarede han roligt. Der kunne gå et par år mellem at han så sin familie. "Ikke aktivt."

[Dominique O'Callaghan]

Modsat Cal havde Dominique ikke faret rundt som en fis i en flaske, siden hun blev reddet ud af ministeriet, og i huset havde der været rigelig tid til at lade tankerne vandre. Hun nikkede roligt og noterede sig svaret.

"Jeg har aldrig set min familie meget, men hvis det en dag bliver muligt for dem at have en plads, vil jeg ikke nægte dem det," konstaterede hun. "Men jeg har ingen forventninger om, at du skal have noget forhold til dem."

Udover Teddy, selvfølgelig. Men ham undlod hun at nævne, knapt bevidst om hensynet og uden at analysere på, hvad der lå bag det.

[Cillian O'Callaghan]

Det var ikke fordi, at Cillian undgik sin familie eller forsøgte at glemme, hvor han kom fra. Det gjorde han ikke. Til gengæld gik der lang tid mellem besøgene og han skammede sig ikke over det. Blikket hvilede på Dominique nu og det var ikke nemt at læse meget ud fra hans ansigtsudtryk, som blikket gled overvejende over hende.

Så trak han ganske svagt på skuldrene. "Jeg kan ikke se, hvordan eller hvorfor, det skulle undgås," konstaterede han, simpelt. Det var hans barn og han havde så absolut tænkt sig at spille en rolle i dets liv. Alle dele af det.

[Dominique O'Callaghan]

Dét kom en anelse bag på hende og denne gang formåede Dominique ikke at holde brynene nede. Måske, fordi hun slet ikke kunne forestille sig Cal i hverken muslingehytten eller vindelhuset. Mundvigene sitrede lidt og slet undertrykt morskab spillede i de lyse øjne, da hun spidsede læberne om et smil og nikkede.

“Det vil de sikkert værdsætte,” svarede hun reelt. Hun havde ikke selv en stærk holdning til det.

“Det er måske en god overgang til at tale efternavn.”

[Cillian O'Callaghan]

Et lille fnys undslap ham over hendes ord, men det var det næste, der fik hans øjenbryn til at hæve sig lidt. Øjnene forblev dog på sit sædvanlige halvnedslåede stadie.

Han så afventende på hende.

[Dominique O'Callaghan]

De fleste tidspunkter var det virkelig rart, at Cal ikke var typen, der behøvede at udfylde enhver tavshed med en masse ord. Men i øjeblikke som disse kunne Dominique godt have ønsket sig, at han havde bare lidt flere.

Hun tog en indånding og åbnede munden. Allerede med en plan for, hvordan hun ville tilgå det, men pludselig dukkede en anden tanke op og endte med at slippe ud over hendes læber, før noget andet. Brynene var trukket let sammen.

"Har du egentlig børn? Barn?"