Blå mærker

[Hamish Buchanan]

Hamish var ærligt talt ikke overbevist om, at han ville kunne nogle af delene i løbet af de næste par dage, men han havde tænkt sig at kæmpe igennem det. De kom da også heldigvis tilbage til noget, som han rent faktisk var mere investeret i og han nikkede.

"Ja," bekræftede han og overvejede ikke nu, at alt aftenarbejdet ville blive sat på en udfordring inden længe. For nu havde han gladeligt dedikeret al sin tid til det. "Den lader til at have en del paralleller til episoden i Whitby."

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer havde heller ikke overvejet at hans lærling potentielt ville blive mindre produktivt snart. I hans forhold var begge partnere ansat i ministeriet og travle mennesker. Han så Oranie når han gjorde og nød stunderne med hende, men der var ikke altid nok af dem.

En let brummen af enighed forlod ham ved Hamish’ svar og han tog imod hans træstav også. “Meget rigtigt set. Hvordan ville du have grebet det an med muggleren? Han var jo tydeligvis temmelig tosset og ingen troede alligevel på noget han sagde.”

[Hamish Buchanan]

Hamish overlod med glæde staven og rullede lidt med skuldrene, som føltes trætte og brugte. Han tog en indånding, mens han kort overvejede, men i sidste ende var han ikke i tvivl om sit svar.

"Jeg ville have oblivieret ham på trods af det. Selv en gal mands ord kan forsage skade, hvis den rette hører dem."

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer smilede skævt og nikkede let. Det var ikke så overraskende, men et glimrende svar. “Altid hellere sikker end bitter,” konstaterede han.

“Det skader ikke at obliviere en muggler en gang ekstra, medmindre pågældende muggler har...?”

Han så afventende på lærlingen.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ærligt talt ikke så mange moralske skrupler omkring at obliviere mugglere. Det var uanset for deres eget bedste. Det betød dog ikke, at Hamish ikke var en flittig student, der sædvanligvis kunne besvare alle spørgsmål.

Lige nu havde han dog ikke et svar og så derfor blot på læremesteren i erkendelse af, at han ikke kendte det.

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer var nådig. Imens de pakkede sammen, fortalte han historier fra fortiden om gentagne obliveringer på samme mugglere og hvordan det havde ledt til at de helt mistede forstanden. Hvordan hemmelighedsdekretet på den måde beskyttede dem fra en værre skæbne.

Han var dog færdig med at tale, da først de nåede omklædningen. “Så. Brylluppet,” sagde han i stedet jovialt. “Er det noget du glæder dig til?”

[Hamish Buchanan]

Et tilnærmelsesvist muntert fnøs undslap Hamish over spørgsmålet. Normalt foretrak han at holde sig til arbejdet, men han havde indset at det var håbløst med Kayfer. Og lige det her emne havde han da heller ikke så meget imod.

"Er det ikke generelt sådan, man bør have det med sin bryllupsdag?"

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer trak på skuldrene. “Måske bør man, men når det er arrangeret er det ikke altid tilfældet,” pointerede han.

“Det hjælper selvfølgelig at tænke på bryllupsnatten, hvis ellers ens brud er køn.”

Han hævede begge bryn let. “Men det er ikke i Avery manor, kan jeg forstå?”

[Hamish Buchanan]

Hamish var ikke brovtende af natur og nedlod sig ikke til at tage den slags usædeligheder i sin mund. I et sekund så han da også tilpas misbilligende ud omkring det, selvom det snart passerede. Han slap en lavmælt, bekræftende lyd.

"Nej. Det kommer til at foregå på Buchananresidensen i Skotland."

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer var ikke lige så stiv i kraven som den yngre lærling og gik med et lille, lummert smil. Han sagde dog ikke mere om bryllupsnætter.

“Ja? Jeg ser frem til at se det. Har I også et palads med plads til alle de mennesker? Det var vældig imponerende sidste år, da din tilkomnes... Bror(?) blev gift.”

[Hamish Buchanan]

Hamish smilede ganske let over det næste spørgsmål, men følte ingen mindreværdskomplekser over at sommerresidensen ikke var lige så stor som Averypalæet. Det var der meget få steder der var. Hogwarts var en god konkurrent.

"Det er ikke så stort, men det er også en mere eksklusiv gæsteliste," konstaterede han, måske højrøvet. Han hørte det ikke selv.

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer hørte godt det højrøvede, men det morede ham mest af alt. Hans mundvige sitrede, før han trak let på skuldrene. "Jamen så føler jeg mig da vældig beæret," svarede han drillende.

"Hvor længe var det vi aftalte at du var væk igen bagefter?"

[Hamish Buchanan]

Hamish mente nu, at det var ganske naturligt at Kayfer, som hans læremester, var inviteret - udover at hans hustru var af en pæn fuldblodsslægt. Han kommenterede ikke på det, men besvarede blot det næste spørgsmål med tilfredshed.

"Fire uger," konstaterede han nøgternt. Det var lang tid, men han havde stort set heller ikke holdt fri siden han startede.

[Kayfer Sinistra-Jones]

“Ah, ja,” svarede Kayfer, selvom han godt havde husket omfanget, som var betydeligt. Langt højere end hvad han fandt rimeligt, men højere magter havde grebet ind. Buchanans far var hans chef. Han mistænkte en sammenhæng.

“Jeg forventer at du ikke lader det fysiske fremskridt falde imens du holder badeferie,” konstaterede han. “Jeg vil i gang med at lære dig legilimens inden året er gået.”

[Hamish Buchanan]

Hamish var ikke sikker på, at Alissa Avery mente at fire ugers fri til at tage på bryllupsrejse var nok, men der var grænser for, hvor længe han kunne være væk og det var ikke så lidt. Derfor nikkede han også til sin læremesters ord, tog dem tydeligvis alvorligt, selvom han stadig ikke var begejstret for den fysiske del af træningen.

"Naturligvis," svarede han, uden at nedlade sig til at komme med en kommentar om fysisk aktivitet og bryllupsrejser. Ikke, at han ikke tænkte det.