Blå mærker

[Kayfer Sinistra-Jones]

Det var ikke hukommelsen Hamish Buchanan havde brug for at træne. Det vidste hans læremester udmærket. På den rent fysiske front havde han til gengæld stadig en del at lære. Kayfer mente også helt som sidenote at det var sundt for den selvsikre unge mand at blive pillet lidt ned. Det stod han gerne for.

I dag stod han derfor med en lang træstang og prædikede lidt om strategier, før de fortsatte til det sjove.

[Hamish Buchanan]

Hamish var... Mindre begejstret. Han kunne ærligt talt ikke se relevansen af den slags fysiske udfoldelser. De var magikere. Han var dog ikke for alvor en til at diskutere med sin læremester, så han stod der alligevel nu og følte sig på alle tænkelige måder ukomfortabel. Det var kun afsløret af en svag rynken på næsen og der var intet ved det, der føltes naturligt for ham, da han fik den lange stav i hænderne.

Så meget var da også tydeligt, som han snart efter var i gang med slet og ret at få klø af amerikaneren. Og det var så absolut ikke hans stolteste øjeblik.

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer tæskede ikke bare løs på Hamish. Det var træning og ikke kamp. Han stoppede op, rettede ham, fortsatte. Da han alligevel fik sat et lidt vel godt slag ind, pausede han igen med en sitren i mundvigene.

“Du må hellere vogte bløddelene ekstra godt. Jeg hører jo at vi skal til bryllup snart.”

[Hamish Buchanan]

Hamish tog det hele så stoisk, som han kunne, selvom han tydeligvis ikke ville komme ud af det som den overlegne. Han slap da også en anstrengt lyd ved det sidste slag og fnøs hørligt over kommentaren, mens han tog sig lidt til ribbenene.

"Ja, jeg ville foretrække at kunne gå, når den tid kommer," svarede han tørt og med selvironi. "Men jeg har en anelse om, at det ønske blot ville lede til en opfordring om at prøve hårdere?"

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfers latter kom ud som en bjæffen. Hans lyse øjne spillede, som han trak på skuldrene og vejede staven lidt i sine hænder.

“Det behøver jeg jo ikke, når du selv siger det,” pointerede han. Han hævede begge bryn lidt. “Men jeg skal undlade at ramme dig i ansigtet, for bryllupsbilledernes skyld.”

[Hamish Buchanan]

Hamish fnøs tørt over læremesterens hensynstagen. "Det er værdsat," svarede han tørt, selvom han ikke tvivlede på utilfredsheden, der ville medfølge fra Alissa Avery, hvis han reelt dukkede op til brylluppet med et blåt øje.

Hænderne flyttede sig lidt om staven, som ikke føltes mere naturlig i hans hænder nu. Han kom da heller ikke med nogen opfordring til at fortsætte, selvom han forventede det. Og forventede, at han endnu engang ikke ville besejre Kayfer.

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer gik efter benene denne gang og efter at få Hamish til at miste fodfæstet og selv blive stående.

Han smilede hele vejen igennem det, selvom han også var begyndt at svede let. Det var ikke helt uden anstrengelse de trænede. Men det var godt.

“Når du bliver bedre kan du få lov at møde Mrs. Jones i en kamp,” lovede han muntert, midt i et forsøg.

[Hamish Buchanan]

Det var ikke fordi, at Hamish ikke prøvede, det gjorde han absolut, men der var stadig et godt stykke vej til succes. Selvom han da reelt allerede havde fået en god del mere muskelmasse nu end han havde haft, før han blev underkastet amerikanerens regime. Det havde i hvert fald taget det absolut sidste af teenageårenes ranglethed.

Han var ikke så taknemmelig for det nu, som han landede på ryggen med et lille grynt. Hans stolthed led dog ikke mere, end at han fnøs tilnærmelsesvis muntert. "Du får det til at lyde som en gevinst, men jeg må afsløre, at jeg ser anderledes på det," svarede han, en kende tørt og en kende forpustet, før han tog en dyb indånding.

Og så tvang han sig selv på benene igen.

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer fnøs muntert, før han hævede brynene let over lærlingen og lod ham komme på benene. “Det er et adelsmærke,” svarede han.

“Jeg kan sjældent besejre hende i en fair kamp. Hvis du kan vinde over hende, så er jeg færdig med at hale dig gennem fysiske øvelser. Men det er du ikke klar til endnu.”

[Hamish Buchanan]

Hamish fnøs lavmælt, som han kom op at stå igen. "Nej," medgav han, slap en udånding og rullede skuldrene en enkelt gang. Han kunne allerede nu mærke, at han ville være øm i morgen. Foruden gul og blå.

"Men det er da godt at have noget at se frem til," tilføjede han tørt, før han stillede sig klar igen.

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfers blik spillede let og han gjorde et udfald, uden at føre det igennem. “Når du først er nået dertil, vil jeg også begynde at lære dig legilimens,” lovede han, velvidende at det nok var en større gulerod.

“Din tur. Angrib, Buchanan.”

[Hamish Buchanan]

Det var nok ment som en motivation, men Hamish fandt det ærligt mere demotiverende, lige nu ude af stand til at se nogen nær fremtid, hvor han rent faktisk ville kunne vinde over nogen specialstyrkeheks. Han undlod dog at pointere det åbenlyse, men gik blot til opgaven med stoisk ro, selvom han stadig følte sig en kende latterlig. Og selvom han var blevet bedre siden starten, så føltes det stadig ikke naturligt for ham.

Men han gjorde et forsøg, et reelt forsøg, selvom det naturligvis endte på samme måde som de første. Og som han landede hårdt på gulvet igen, forsøgte han at lade være med at være bitter over at han ikke havde fået en mere magisk-orienteret læremester og tvang blot sig selv tilbage på benene.

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer var hård, men ikke urimelig. Hans plan var at begynde med legilimens, når først lærlingen en enkelt gang havde slået ham selv. Da Hamish faldt for Merlin måtte vide hvilken gang, rettede han sig dog op, holdt staven i den ene hånd og rakte den anden frem i et tilbud.

"Det må være nok for nu," konstaterede han. "Du ligner en, der trænger til en pause."

[Hamish Buchanan]

Hamish' værdighed led en anelse og han kom ikke helt så let op længere, godt gennembanket. Han tog det dog med stoisk ro. Sådan da. Han kunne ikke helt skjule sin lettelse.

"Det ville være værdsat," sagde han da også, kun en anelse tørt. Han følte sig lidt svedig og temmelig øm.

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer nikkede. “Du skulle gerne være i stand til at kunne stå og sidde,” konstaterede han.

“Vi har stadig arbejde for os. Fik du set på Müller-sagen i går aftes...? Eksemplet med den skøre muggler?”