Utaknemmelig weekend [s]

[Amber W. Jones]

Amber følte ikke rigtig at Jesse hørte hende overhovedet. I hvert fald ikke det hun mente. Hun stirrede lidt ud i luften og endte med at trække på skuldrene. Det føltes lidt umuligt.

“Bare... Gå,” bad hun ham opgivende og træt af at køre rundt i det. Hun vendte blikket ned i bogen igen, uden at formå at læse noget.

[Jesse Jones]

Det var ikke rigtigt det svar han havde håbet på og tydeligvis heller ikke det hun ville have. Det føltes alt i alt gevaldigt meget som at have løbet panden mod en mur - tre-fire gange i træk uden at det havde gjort nogen forskel.

Han så væk og kæben spændtes synligt mens han rejste sig. Han stod et øjeblik og nåede at åbne munden for at sige noget, men lukkede den igen med en opgivende hovedrysten. Det var ret tydeligt hun havde tænkt sig at holde fast i sin protest mod systemet og lade ham gå alene til middag. Så det gjorde han og smækkede døren lidt for hårdt bag sig.

[Amber W. Jones]

Amber var sur i omtrent tyve minutter efter Jesse var gået. Så var det efterhånden blæst af og hun var bare lidt træt. I løbet af tiden han var væk krøb den dårlige samvittighed også lidt ind. Hun lå og rullede lidt rundt på sengen og overvejede præcis hvor urimelig hun egentlig havde været. Hvordan hun kunne gøre op for det.

I sidste ende fandt hun et bud på en måde. Hun havde ikke den fjerneste anelse om hvordan han ville modtage det, men hun sad klar på sengekanten, da han kom ind af døren, med sin hårbørste i den ene hånd og det bælte han havde brugt tidligere i den anden. Hendes hjerte ræsede lidt, som hun så op på ham med store øjne.

[Jesse Jones]

Jesse var ikke ligefrem i bedre humør da han begav sig tilbage mod gæstehuset og han skyndte sig ikke. Han satte sig på trappen udenfor og sugede den kølige aftenluft til sig gennem et filter. Trak tiden til han var faldet lidt ned og kunne skubbe sin mors formaninger i baggrunden.

Han havde undskyld Amber med hovedpine og var i første omgang blevet udspurgt rimelig direkte, om hun endelig var gravid. Da det ikke var tilfældet, var det i stedet knap så gode råd om, at hvis han ikke selv kunne styre sin hustru, så var det åbenbart hendes pligt at huske hende på, hvordan man opførte sig.

Han rejste sig med et tungt suk og smed skoddet fra sig og tog de få trin op til døren og gik ind. Han nåede ikke at lukke døren før han fik øje på Amber og gik i stå. Indledende alene fordi hun sad der og tydeligvis ventede på ham. Udtrykket på hendes ansigt fik hans bryn til at trække sig spørgende sammen, indtil han opdagede hvad hun sad med i hænderne og brikkerne begyndte at falde på plads. Det gjorde rynken på hans pande dybere, mens han langsomt lukkede døren bag sig, uden at have taget blikket fra hende "Jeg troede du sov." konstaterede han dæmpet og var et øjeblik ikke helt sikker på, hvad han ville have foretrukket.

[Amber W. Jones]

Amber sank og blikket flakkede kort, men hun kunne ikke bare bakke ud nu. Han havde allerede set det og utvivlsomt dannet sig sin idé om hvad hun lavede. Hun tog en dyb indånding og rettede sig op, hvor hun sad.

“Jeg kunne ikke sove,” svarede hun lavmælt og hjernedødt nervøs. “Jeg er ked af måden jeg talte til dig på, Jesse.”

[Jesse Jones]

Jesse blev stående ved døren og der gik et øjeblik før han nikkede og skuldrene faldt lidt "Og jeg er ked af jeg har været en sur gammel mand, og det er gået ud over dig." han lukkede den korte afstand hen til hende med langsomme skridt og sank ned på hug foran hende, mens hænderne lagde sig let omkring hendes lægge.

[Amber W. Jones]

Amber havde store øjne, som fulgte Jesse vågent. Hun fugtede læberne og trak svagt på skuldrene over beklagelsen, hendes mundvige svagt sitrende.

“Det er okay,” svarede hun lavmælt, imens hun følte vægten af de to ting hun havde i hænderne. “Jeg har ikke lyst til at tale sådan til dig. Det er ikke ordentlig opførsel...”

[Jesse Jones]

Jesses bryn trak sig yderligere sammen og i stedet for at sige noget, sænkede han blikket til hendes ene hånd, flyttede det til den anden, uden at kunne ignorere en velkendt kriblen i hænderne. Fingrene lukkede sig lidt fastere omkring hendes ben "Men du har lyst til jeg skal bruge en af de her til at huske dig på det?" han løftede langsomt hovedet og fangede hendes blik.

[Amber W. Jones]

Amber var enormt nervøs. Hendes hjerte hamrede og hun var både rød i kinderne og svedig i håndfladerne. Alligevel mødte hun Jesses blik og nikkede svagt af spørgsmålet. Hun fugtede læberne lidt og tog en langsom indånding for at finde ro.

“Ja tak,” svarede hun lavmælt.

[Jesse Jones]

Jesse holdt hendes blik fast adskillige sekunder efter hun havde svaret før han gav hende et enkelt, bekræftende nik og så ned. Han slap hendes ben med den ene hånd og rakte op for i stedet at tage fat om hårbørsten. Fri af hendes hånd lagde han den fra sig på gulvet, søgte hendes blik igen og løftede hendes hånd med bæltet, med et let greb om hendes håndled, indtil bæltet hang i mellem dem.

[Amber W. Jones]

Et øjeblik troede Amber at Jesse havde valgt børsten. Da han lagde den fra sig og i stedet løftede hendes håndled med bæltet, skælvede hun svagt af forventning.

Hun åbnede hånden, så han let kunne tage det fra hende. Hendes blik flakkede, men hun holdt ryggen rank. Det føltes som det rigtige, selvom hans formulering om lyst måske var en smule skudt ved siden af.

[Jesse Jones]

Jesse slap hendes håndled og tog i stedet bæltet. Så rejste han sig langsomt, uden helt at slippe hende med blikket "Klæd dig af." bad han, uden at det var til diskussion eller fordi hun havde ret meget tøj på.

Han lukkede de få skridt hen til en kommode uden at overveje andet, end at hun ville gøre det, lagde bæltet fra sig og trak den strikkede trøje over hovedet, før han løsnede manchetterne og begyndte at smøge ærmerne på sin skjorte op.

[Amber W. Jones]

Amber rystede stadig lidt, som hun rejste sig op. Hun fulgte Jesse med blikket og lystrede hurtigt, næsten automatisk. T-shirten og hendes trusser endte begge i en bunke for enden af sengen.

Måden han tog manchetknapperne af og smøgede skjorteærmerne op gav et lille sug i maven og hun nærmede sig ham ikke uden en svag følelse af spænding. Men det var ikke ligesom de sidste gange. Der var for alvor noget at afsone for i dag og hun følte mest af alt et behov for at blive renset. For at føle at det var i orden igen.

Hun spurgte ikke hvad han ville have hende til. Hun vidste at han nok skulle fortælle hende det.

[Jesse Jones]

Jesses blik fulgte hende mens han smøgede først det ene, så det andet ærme op. Hans ansigt var neutralt mens det gled ned over hende, men de mørke øjne intense da han løftede den ene hånd og drejede pegefingeren sigende i luften, for at få hende til at vende sig om.

Da hun stod med ryggen til ham, rakte han igen op og samlede hendes hår i nakken, før han med langsomme, men ganske kyndige bevægelser, begyndte at flette hendes hår "Fortæl mig hvorfor du fortjener en straf."

[Amber W. Jones]

Amber vendte sig rundt for Jesse med hævede skuldre, som sank lidt, da han gav sig til at flette hendes hår. Hun pustede lidt ud, før hans spørgsmål gjorde kamprød i kinderne. Hun tog en dyb indånding og klarede halsen.

“Fordi jeg kaldte dig en hillbilly, et gnavent fjols og en sur citron,” svarede hun skyldbevidst. “Fordi jeg gerne vil huske på at behandle dig med mere respekt, også når vi er uenige.” Hun lukkede øjnende et øjeblik. “Fordi det føles rigtig, Jesse.”