Halvleg

[Samuel Willoughby]

Sam fik ofte gode billetter til Quidditchkampene, selvom de konkurrerende hold nok ikke altid var begejstrede over at se en Montrosespiller på publikumsrækkerne. Men amerikaneren var nu temmelig sikker på at de lavede samme stunt - så konkurrenterne an, samtidig med bare at nyde en Quidditchkamp som tilskuer for en gangs skyld. De brændte vel allesammen for sporten, når alt kom til alt.

"Shit," Bandede han, da en bevægelse indikerede halvleg. Eller, nu hvor Quidditchkampe kunne vare for evigt, var det vel nærmere en form for... mulighed for holdende lige at restituere sig for en stund - mens optrædener indtog Holyheadbanen. Kvindeholdet spillede mod Puddlemere. En af de ældste spillere i ligaen.

"I det mindste blev du ikke inviteret med til en kedelig kamp, huh Selwyn?"

Lucas Selwyn

[Lucas Selwyn]

Lucas var taknemlig for at komme lidt væk hjemmefra. Der var lidt over en måned til at ham og Vera skulle giftes, og selvom gæstelisten var lille og cermonien kort, så han frem til endelig at kunne kalde hende sin hustru. Men blandet med netop det og arbejdet havde den unge troldmand i den grad brug for at se på nogen andre ting, og være sammen med nogen andre mennesker.

Han gik ikke lige så meget op i quidditch som kammeraten ved hans side, men han satte nok pris på sporten til at kunne nyde den i små bidder. "Det kan man ikke sige." svarede han og rystede smilende på hovedet. "Eller en kort." bemærkede han efterfølgende og så ned på banen som spillerne forlod græsarealet.

[Samuel Willoughby]

Sam vidste bedre end at invitere holdkammeraterne med til at overvære konkurrenternes kampe. For så ville der bare gå for meget taktisk snak i det hele. Nok kunne man sætte pris på det i doser, men han omgikkes holdet konstant: Derfor var det behageligt at hænge ud med en der ikke var fanget i det hele. Lucas var godt selskab.

Han grinede og stak en hånd gennem håret. "Kampen kan vare evigt, så gode som deres søgere er," Bemærkede han. Selvom lynet ikke havde vist sig rigtigt endnu, var søgerne kendt for deres talent, og havde bestemt ikke slappet af på banen indtil videre. Han nikkede mod en troldmand der gik rundt med drikkevarer.

"En øl?"

[Lucas Selwyn]

"Ja for hvad er en god kamp? Er det fordi den er kort, grundet et par eksemplariske spillere, eller er den god fordi den er længe undervejs, mere spænding men dårligere spillere?" spurgte Lucas der nu havde løftet hovedet. Det var et dilemma han havde været i siden interessen for sporten startede. - For hvad ville man helst?

Han lyste helt op i et bredt smil og havde allerede rejst sig. "Det kunne jeg trænge til, og måske også noget af det der fedtede mad" Det fik han for sjældent.

[Samuel Willoughby]

"Dét Selwyn, er sgu et spørgsmål jeg er alt for subjektiv til at kunne besvare," Grinede Samuel underholdt. Han kunne bestemt se fordele og ulemper i begge dele. Når man vandt en kamp hurtigt, skinnede successen måske tydeligere for publikum, men den dvælede nu længere efter en hård, svedig, udslidende og langvarig kamp.

Baskeren nikkede sammenstykkende, før han fandt nogle mønter op ad lommen. De havde fede pladser, så de kunne ligeså godt gumle i maden og drikke øllen herfra. Det var derfor nøjagtigt hvad de snart begav sig ud i.

"Godt at få et afbræk fra bryllupsplanlægningen?" spurgte han snart, med munden charmerende fuld af mad.

[Lucas Selwyn]

Lucas sendte vennen et skævt smil. Måske skulle han også bare nyde kampen i stedet for at analyserer det hele. På det punkt var Samuel en alle tiders kammerat, han tog hverken tingene bogstavligt, og kunne live den ranke mand lidt op, og så havde han den evne til altid at kunne se lyst på tingene hvor Lucas nok var lidt mere dunkel i sine tanker.

Lucas blinkede et par gange over synet af Samuel fuld af mad, og kunne ikke lade være med at se ned på sin egen tallerken. Han blev nødt til at minde sig selv om at man ikke spiste det fedtede mad med bestil; selv Vera havde forsøgt at lærer ham det, og var vist også blevet en anelse fornærmet over hans forfinede vaner.

"Der er desværre ikke så meget planlægning. Vi holder vielsen og festen hver for sig, og jeg er ikke sikker på at over halvdelen af de gæster der er inviteret kommer til noget af det" sukkede han.

[Samuel Willoughby]

Nok var Samuels forældre mere pressefoldede typer: De havde altid fokuseret på at lære deres børn de rette manerer, for at de kunne begå sig godt i de højere grene af det magiske samfund. Men i skoletiden på Ilvermorny, havde vennerne nok fået den drengede, afslappede tilgang frem i ham. Han var næppe nogen gentleman, selvom han kunne foregive det i rette scenarier. Han kendte jo kotumen.

Det var derfor han gumlede mens han talte, og ikke rigtig tog sig af om andre kiggede hans vej. Selvom han som basker på Montrose, nok fik lidt opmærksomhed fra Quidditchfanatikerne omkring dem. Sam tog ikke notis af det, men lyttede derimod til Lucas. En bekymret rynke fandt vej til panden.

"Sig til, og så sørger jeg for at hele holdet kommer."