Sommervarme

[Aleksander Karkaroff]

Sommerferie. Den var lige op over, og Aleksander havde naturligvis ikke tænkt sig at holde særlig meget af den, selvom han virkelig burde sætte kvalitetstid med sine børn højere end han gjorde. Han havde det bare bedst når han var på arbejdet. Tankemylderet var ikke nær så stort, og han havde nemmere i at være i egen krop.

Alligevel fandt han sig selv i Diagonalstræde for at gå på jagt efter tøj i små og store størrelser. Markus ville snart komme hjem, og han skød så meget i vejret at Aleksander havde svært ved helt at følge med. Men når knægten nu mente at han var for lille til sit tøj, så måtte der være noget om det.

Mest af alt havde han løst til en stor øl, og hans tanker var allerede mod Den utætte kedel hvor han med sikkerhed ville ende før eller siden. Noget han dog overhovedet ikke havde set komme var da det alt for genkendelige ansigt i form af Maeve Appleton der syntes at komme tættere på.

[Maeve Appleton]

Maeve var på vej ud for at købe mad, da hun mere eller mindre var ved at gå ind i Aleksander. Hun stoppede brat op og så op og ned over ham, før hun kneb øjnene lidt sammen.

"Vi bør tale sammen," konstaterede hun, og det lød ikke ligefrem som om det de skulle tale om var hans kønne øjne.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander, den høje, lettere skræmmende troldmand var ikke kendt som en mand der stak halen mellem benene. Faktisk afskyede han alle former for kujonagtigetræk. Men lige nu mærkede han hvordan han nærmest instinktivt havde lyst til til at vende sig om og gå.

Havde universet ikke straffet ham nok?

Han trak vejret dybt ind, og vidste til en start ikke hvad han skulle sige til konstateringen. Blikket dvælede mest af alt på de buttede læber som han inderligt havde lyst til at smage på.

"Mmh." mumlede han. "Lad os gå på kroen" hørte han sig selv sige. Der kunne de i det mindste finde en krog hvor ingen ører kunne nå dem.

[Maeve Appleton]

Maeve havde ingen trang til at gå på en kro, hvor de kunne blive set sammen. Hun forestillede sig på ingen måde, at Keeran Appleton holdt øje med hende, men det magiske samfund var småt og folk snakkede.

"Nej," svarede hun derfor simpelt, før hun krogede armen ind i hans med tryllestaven i sin hånd og trak ham med sig væk fra Diagonalstræde.

De dukkede op langt udenfor byen, midt på en afbrændt græsmark tæt på motorvejen sydpå. Hun slap ham brat og tog et skridt væk.

"Hvad bilder du dig ind? At dukke op til mit bryllup på den måde?"

[Aleksander Karkaroff]

Det kunne han vel have sagt sig selv. Men alene synet af ham havde gjort ham lidt tung for hovedet, og det var ikke fordi det var de klareste tanker der strøg forbi. Så han fulgte frivilligt med hende, men havde ikke forberedt sig på hvor hun førte ham hen.

De brede bryn trak sig sammen, og han var ved at ville protesterer da hun pludselig gav lyd fra sig. "Hvad jeg bilder mig ind?" Han indåndede en god portion luft før hans blik blik blev rettet mod hende.

"Jeg blev inviteret." svarede han simpelt.

[Maeve Appleton]

Maeve himlede med øjnene af svaret og skar en grimasse samtidig, så hun i et øjeblik mere lignede at hun var et par år yngre og ikke en gift, gravid kvinde.

"Ikke af mig," svarede hun. "Og selv hvis det havde været af mig, hvorfor tror du så at din opførsel til brylluppet var i orden?"

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander fnøs. Det var han skam udmærket klar over, og ville da slet ikke stå ved at det nev lidt i hans gemte følelser. Han forstod slet ikke hendes behov for at grave op i den gamle dans, og overvejede kort slet ikke at give hende den tilfredsstille og høre hans svar.

"Min opførsel. Du skal være glad for at alt jeg gjorde var at tale til dig" brummede han og så på hende med et borende og opslugt blik. Han havde haft lyst til mere, og selvom han var kommet for at få en afslutning var det langt fra det han tog med hjem, nok nærmere et endnu mere større behov for at se hende. Mærke hende.

[Maeve Appleton]

Maeve hævede begge bryn over Aleksanders svar og bakkede ret bevidst et skridt mere væk og knugede sin tryllestav. Hun fik lidt kvalme over den komplette mangel på respekt for hende han udviste.

"Nej, det skal jeg ikke være glad for," svarede hun med væmmelse. "Det er slut mellem os, Aleksander og det har det været længe. Jeg har ikke bedt dig komme og gøre tilnærmelser til mig og det er vanvittigt upassende at gøre det til mit bryllup."

[Aleksander Karkaroff]

"Jeg deltog i dit bryllup af ren respekt for invitationen." Udbrød Aleksander træt. Han vidste godt hvordan det hele lød, men hun pressede citronen. Ikke nok med at hun bragte det hele op igen; noget han forsøgte at gemme væk, så hev hun ham endda også ud på et eller andet tåbeligt sted.

"Jeg ved det er slut." vrissede han, og lød nærmest opgivende. Desuden mente Aleksander at han havde opført sig ordenligt, at Maeve havde brug for at skyde skylden på ham, den måtte han så tag.

".. Skulle du absolut tage mig med helt her ud, bare for at fortælle mig det?"

[Maeve Appleton]

Maeves øjne skød lyn over Alexanders komplet manglende selvindsigt og hendes kæbe spændtes synligt, som hun rystede langsomt på hovedet af ham.

"Fucking Bullshit, Alexander," svarede hun. "Du kom for at se mig og du valgte, midt i festen, at kalde mig æblekind. Jeg er ikke din æblekind og jeg vil ikke finde mig i at du prøver at stille det op som om det er mig, der har gjort noget forkert."

[Aleksander Karkaroff]

Måske kunne han virkelig ikke se noget som helst. Måske var han stadig bitter over det hele, og måske, bare måske ville han ikke indrømme at hun havde ret. Det blev i hvert fald sværere for ham at beherske sig, og han måtte knytte sine hænder for ikke at reagerer instinktivt. Ingen af dem havde været særlig fair, men Aleksander vidste bedre end at forsøge at overbevise hende om noget andet.

Aleksander selv syntes heller ikke at han havde gjort noget forkert, og det var nok der hele problemet udsprang. Samtidighed med begge deres stædighed. "Jeg beklager at jeg gjorde dig utilpas, men jeg mente intet ondt med min tilstedeværelse" kom det til sidst fra ham.

[Maeve Appleton]

Maeve købte det ikke. Han gik fra at true hende til at undskylde. Hun kneb øjnene sammen.

“Du har lige stået og sagt at jeg skulle være glad for at du ikke gjorde mere, Aleksander. Hvad skulle det betyde?”

[Aleksander Karkaroff]

"Du frustrerer mig!" udbrød han en smule mere vredt end hvad han havde selv havde troet og trådte instinktivt et skridt tilbage og veg blikket fra hende.

"Undskyld" sukkede han og lod en hånd finde den varme nakke. "Jeg ville dig så meget, at jeg måtte kæmpe med hver eneste muskel i min krop Maeve." svarede han langsomt og oprigtigt.

"Jeg havde brug for at se dig. Men jeg ved nu at jeg aldrig skulle være dukket op" Han rankede sig og løftede hovedet for at se på hende. For det var jo slut, og et eller andet sted vidste han det godt, og havde gjort det længe.

[Maeve Appleton]

Maeve rynkede på næsen. Han havde været den eneste hun ville have engang, men hendes følelser for Keeran var intense nu og resterne af kærlighed og begær for hulemanden foran hende blev ikke vækkede at halve trusler eller forsikringer om passion. Keeran Appleton havde selvkontrol. Det var bedre. Tryggere.

“Jeg ved ikke hvad du troede der ville ske,” svarede hun lavmælt. “Hvad du havde forestillet dig at jeg skulle gøre på det tidspunkt?”

[Aleksander Karkaroff]

Han havde ikke forestillet sig noget; han havde endda forsøgt at ankomme til festen fattet og i kontrol. For han vidste det godt, hvilket også var grunden til den smerte det forvoldte ham. Noget han overhovedet ikke kunne lide at være i.

"Realistisk set? Intet. Følelsesmæssigt? Alt." svarede han med et halvt suk. "Jeg havde desuden heller ikke planlagt at vi skulle tale sammen." I hvert fald ikke så privat, nok nærmere den forbipasserende lykønskning.