Enden på en lang forlovelse

[Vera M. Selwyn]

Lucas Selwyn
d. 11 juli

Egentlig var der ikke blevet sparet på noget, men det var der så alligevel. Det havde nok aldrig været planen at holde en vielse som denne for Lucas. Hans mor havde dog alligevel forsøgt at gøre det bedste ud af det. Den store stue var smukt pyntet op og et par stole var sat frem til de få gæster der var.
Oppe i soveværelset sad Vera foran toiletbordet og kiggede sig selv i spejlet. De var blevet adskildt selvom der ingen egentlig grund var til det. Det var vel bare tradition, selvom det var tydeligt at Vera og Lucas allerede havde overskredet den grænse. Tydeligt, på den store bule der var på Veras mave. Alligevel havde hun taget en slags brudekjole på, en løs en, der ikke var hvid. Hvid var symbolet på uskyldighed. Det passede dårligt til hende.

Da hun gik ned ad trappen var det med hjælp fra en af Hestias venner, som skulle følge hende op ad gulvet, nu hendes far ikke var inviteret. Hun kunne dårligt gå selv i disse dage og havde da også brugt det meste af sin tid derhjemme, efter hun kom tilbage på Hogwarts. Vera stoppede udenfor stuen, hvor resten af gæsterne og Lucas ventede. Hun havde brug for et øjeblik, et kort sekund, inden hun gik ind og hun ikke kunne gå tilbage igen. Tiden stod stille et øjeblik, men så tog hun en dyb indånding og nikkede. Husalfen åbnede døren for dem og det første der mødte hendes blik var Lucas og hun kunne ikke lade være med at smile. 

[Lucas Selwyn]

Lucas havde haft nok at se til den sidste tid. Foruden det hektiske arbejde inden han gik på sommerferie, så var der brylluppet. Noget han både frygtede og så frem til. Det ville ikke blive som hverken han eller hans mor havde troet, og det havde taget ham lang tid at affinde sig med de konsekvenser der medfulgte hans valg af brud.

Men aldrig havde han været mere sikker da han så Vera komme ned af trappen. Selvom hun vaklede virkede hun stærkere end nogensinde. Det havde krævet alt fra hende at sige ja til hans frieri. At blive en del af hans familie, ville kun give flere problemer.

Han sank en enkel gang, og trådte et skridt frem for at tage Veras arm så han selv kunne støtte hende.

[Vera M. Selwyn]

Det virkede som om det tog evigheder for hende at gå op til Lucas. Selvom den fysiske afstand ikke var særlig lang, så var det alligevel som om det tog alt for længe. Da hun endelig kunne række ud efter Lucas' arm, føltes det som om hun kom hjem. Et smil dukkede op på hendes læber og hun mødte hans blik. "Hej." Sagde hun afdæmpet og gik helt hen ved siden af ham, så hun kunne læne sig mod ham mens ceremonitroldmanden begyndte sin tale.
"Idag er beviset på, at kærlighed trumfer alt." Sagde han højtideligt.

"Selvom det er et lille selskab, er det tydeligt, hvordan kærlighed ikke lader sig kue, selv mellem to magikere fra så forskellige baggrunde som jer. Lucas Selwyn, fra en gammel fuldblodsfamilie og Vera Monaghan, fra den irske mugglerverden. Nogle mennesker vil måske tænke sit. Nogen vil ikke kunne forstå jer. De vil spørge jer, hvorfor? Og lige meget hvad, vil de måske aldrig kunne forstå. Det er dog ikke vigtigt, for i ved hvad i har i hinanden." Sagde den gamle mand og smilede til det unge par.
"Og derfor vil jeg spørge dig, Lucas Selwyn, vil du tage Vera Monaghan som står ved din side, som din partner i livet i medgang og modgang? Og vil du elske hende og passe på hende, resten af livet?" Spurgte han så og så afventende på den unge mand, måske med en svag skarphed i sit blik, fordi han alligevel ikke var helt imponeret over at han havde formået at gøre en ung pige gravid før ægteskab.

[Lucas Selwyn]

"Hej selv." svarede han lavt. Lucas løftede hovedet så de mørke øjne mødte hendes. Hele hans krop skælvede og selvom han følte sig sikker, så var han sikker på at alle kunne se hvor ujævnt han i virkeligheden stod. Han trak en god portion luft ind før han så roligt som han kunne, pustede det ud gennem næsen.

Da manden foran dem begyndte at tale, rettede han instinktivt hovedet frem, og trykkede lidt ekstra om Veras hånd. Hun var der stadig. Alle følelserne væltede op jo mere han talte om hvor forskellige de var. Hvor håbløse og selviske de var. Han var i en evig strid med sig selv, men alligevel holdte han sig rank uden at vise nogen tegn på hverken svaghed eller fortrydelse.

Lucas var udmærket klar over at det var et brud på alle regler, magiske som muggler. Det tog ham et øjeblik, da han ikke ønskede at det lød som hverken en hvisken eller en svag hakkende lyd.

"Ja." kom det promte og klart.

[Vera M. Selwyn]

Det havde altid overrasket Vera at Lucas ville være sammen med hende og endnu engang, overraskede det hende igen. En lille del af hende havde måske regnet med at han aldrig ville sige 'ja'. At han ville træde væk fra hende, i sidste øjeblik. Selv efter han havde friet, havde hun ligget i sin seng og følt at det var surrealistisk. Nu stod hun her. Ceremonitroldmanden vendte blikket mod hende og stillede hende det samme spørgsmål.
En rød farve dukkede op i hendes kinder og hun mødte troldmandens blik, hendes stemme var ikke så klar som Lucas', men hun følte sig alligevel sikker.

"Ja." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe, mens hun mærkede sit hjerte hamre derudaf. Vidste hun overhovedet hvad hun sagde ja til?
Ceremonitroldmanden erklærede dem som ægtefolk, mens han løftede sin tryllestav og udførte håndsfæstningen. Derefter, sagde han at de havde lov til at kysse hinanden.
Vera vendte sig forsigtig mod Lucas og løftede sit blik op mod hans øjne, lettere afventende. Hun kunne på ingen måde stille sig på tæer og møde hans læber, ikke med den vægt hun bar rundt på.

[Lucas Selwyn]

Nogen gange overraskede han også sig selv. Lucas var kompliceret til tider, og delte ofte ikke særlig mange af sine dybeste og inderste tanker med nogen; end ikke med Vera som lige om lidt ville blive både hans hustru og mor til hans første barn. Han havde altid været en knækket ung dreng, der så inderligt forsøgte at leve op til sin fars umulige krav. - Selv efter hans død kunne han hjemsøge sin familie.

I de flestes øjne var Vera sådan en heks der ville kaste sig med besværgelser, og med sikkerhed havde Lucas under sin trolddom. Det var han også; forelskelse. Vera gjorde noget ved ham så han ikke længere følte sig alene i en verden hvor man er sin egen lykkes smed. Han havde ikke valgt hende af pligt, og selv inden hun blev gravid ville han giftes med hende. Intet havde ændret sig, nok nærmere tværtimod. Han ville mere end noget andet gøre hende til sin.

Da cermonien var ovre måtte Lucas endelig vende sig mod sin hustru. Blidt løftede han sin hånd mod hendes kind, og lod fingrene i lette kærtegn stryge den bløde let rødmende hud. Han var ikke længe om at bøje sig det sidste stykke så deres læber kunne mødes i det forseglende kys.

[Vera M. Selwyn]

Forsigtig gengældte Vera kysset. Hun plejede ellers ikke at holde sig tilbage, men hun bar på deres barn og der var andre mennesker til stede. Desuden, skulle hun bevise at hun kunne finde ud af at opføre sig efter reglerne, at hun kunne være en selskabsdame også selvom de nok ikke ville få så meget selskab som andre familier.

Efter hun havde gengældt hans kys, trak hun sig lidt tilbage og smilede svagt til ham. Derefter gav hun hans hånd et klem, mens hendes smil blev en smule bredere og et skær af lykke gled hen over hendes øjne. Bag dem klappede de få gæster der var tilstede og hun vendte ansigtet mod dem og lod blikket glide hen over dem. Det var hendes nye familie nu og hun følte sig rørt over at de havde accepteret hende som hun var.

[Lucas Selwyn]

Det var langt fra som det plejede, og Lucas kunne både mærke det på sig selv men i den grad også hos Vera. Lige nu stod de jo begge på utrådt grund. Han sendte hende dog et sikkert blidt og lod sin hånd finde hendes igen for at give dem et blidt klem.

Han vendte sig rundt og nikkede til de få gæster. Det gik et øjeblik før han klarede halsen en smule.
"Min hustru og jeg vil gerne sige jer tak fordi i havde lyst til at fejre dagen med os, og med de ord syntes jeg vi skal gå ind i den store stue og få os noget mad" Han slog ud med den ene arm mod den opslået dør der førte ind i den blålige spisestue.

[Vera M. Selwyn]

Hustru. Det var et ord hun skulle vænne sig til. Vera var egentlig overrasket over at Lucas brugte det så tidligt og med så stor naturlighed, som om de altid havde været gift. Hun smilede dog blot lidt til resten af familien og så derefter på Lucas. Derefter fulgtes de alle sammen ind i den blå spisestue, hvor hun satte sig på stolen ved siden af sin mand.
Bryllupsmiddagen forløb stille og roligt og Vera var glad for at hun kunne sidde ned igen. Det gjorde det nemmere at bære rundt på barnet i hendes mave. Det ville dog nok ikke vare længe før hun blev nødt til at undskylde sig, men hun ville blive siddende til alle var færdige med at spise.

[Lucas Selwyn]

Lucas havde vænnet sig til tanken i lang tid, og havde knapt nok kunne vente med endelig at kunne bruge det. Han kunne heller ikke lade være med at sende hende et skævt smil før han førte hende ind i stuen.

Middagen forløb stille og roligt, og det glædede Lucas at alle så ud til at more sig; det var alt afgørende at de gik derfra med en positiv indstilling, som de så kunne sige videre til de gæster der var udebleven.

Lucas havde kendt Vera så længe at han kunne læse hende som en åben bog, og selvom han satte pris på hendes gejst og viljestyrke var han godt klar over at det ikke ville være længe til at hun var nødt til at trække sig for en stund.

Selvom det var ærgerligt ville det dog give Lucas mulighed for at blive opdateret af familien. - Og så kunne han også finde ud af om de var her fordi de havde lyst, eller fordi de skulle finde ud af hvem det nye medlem var.

[Vera M. Selwyn]

Da desserten kom på bordet, var Vera så træt at hun efterhånden var faldet ud af de fleste samtaler. Desuden, var barnet begyndt at sparke utålmodigt. Sikkert fordi det havde fået en masse god mad at spise i løbet af aftenen. Hun skævede lidt mod Lucas og smilede flygtigt til ham.
"Jeg bliver nok snart nødt til at gå i seng, men du kan bare forsætte aftenen. Jeg går alligevel ud som et lys." Sagde hun og smilede lettere undskyldende. Det var ikke ligefrem den fedeste afslutning på aftenen, men der var ikke meget hun kunne gøre ved det.
"Måske vi kan snakke lidt over morgenmaden?" Spurgte hun. Så vidt hun kunne huske havde de aftalt morgenmad i sengen. Det var det hun så mest frem til. En stille stund med sin mand, hvor ingen forstyrrede dem.

[Lucas Selwyn]

Lucas rakte ud efter hendes hånd hvor han flygtigt men blidt klemte om de slanke fingre. Et bekymrende men forstående smil vist sig og han nikkede langsomt.
"Jeg vil forsøge ikke at vække dig når jeg kommer op" svarede han forsigtigt og løftede hånden for at kysse den.

Heldigvis var der ingen overnattede gæster, og de kunne derfor komme sig over festlighederne sammen. "Naturligvis. Jeg for Karen til at at hjælpe dig op" sagde han og vendte så blikket mod en af tjenestepigerne der stod i døren.