Opfølgning

[Ailis C. Finnigan]

d. 19. maj

Det var et par dage siden kampen og de hektiske begivenheder, der var fulgt i kølvandet på den. Det første var næsten druknet for Ailis over det, men lidt af sejrsrusen havde da fundet tilbage og blussede op igen nu, som hun kom ned i krypten, på vej mod opholdsstuen, og fandt sig selv lige på vej imod Kala Patil-Fawley .

Instinktivt spirede et lille smil på læberne, på trods af, at de ikke havde talt siden festen og instinktivt sagtnede hun farten en anelse.

"Hey."

[Kala Patil-Fawley]

Kampen var måske ved at være et overstået emne for alle taberne, men for Kala levede sejrsrusen stadig i bedste velgående. Det skulle den kommende måneds eksamener og fremtidsbeslutninger sikkert nok lægge en dæmper på, men for nu lyste hun op i et nyt smil, da hendes blik faldt på den mørkhårede angriber.

"Nå, dér var du," drillede hun velmenende og gjorde et nik mod den retning, Ailis var kommet fra. "Du ved godt, det gode vejr er den vej, ikke?"

[Ailis C. Finnigan]

Ailis kunne ikke lade være med at smile en anelse beklagende over Kalas ord, selvom der var morskab under. Hun havde ikke glemt, hvordan deres veje sidst var skiltes.

"Var det en invitation til at gå med ud i det?" lød det alligevel helt afslappet fra hende, som et skælmsk udtryk sneg sig ind i de mørke øjne.

[Kala Patil-Fawley]

Med aftensmaden godt bag dem, var der vel ikke mange timer, til de skulle være tilbage i opholdsstuen. Men det så Kala kun som en god grund til at komme ud og trække lidt frisk luft, mens hun stadig kunne.

"Den er stående," svarede hun selvfølgeligt og endte ved hendes side.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis skulle ikke spørges to gange, eller bare én, og tøvede ikke med at følge med Kala tilbage mod udgangen af krypten. Læberne buede en anelse opefter, som hun drejede hovedet lidt og hævede brynene mod anføreren.

"Så, lever du stadig højt på sejrsrusen?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap en munter lyd, men kunne ikke engang få sig selv til at have det dårligt over det. Ikke, når hun stadig så tydeligt kunne huske vægten af pokalen og jublen med holdet.

"Er det så tydeligt?"

[Ailis C. Finnigan]

Ailis slap en munter lyd af bekræftelse. "Ja," medgav hun og så på veninden med et drillende blik. "Men det er vist også helt okay. Jeg er i hvert fald heller ikke kommet mig helt over det endnu," konstaterede hun, som de nåede op i indgangshallen igen. Hun tøvede ikke så længe, før hun tilføjede.

"Og hey, jeg er ked af, at jeg bare forlod dig til festen. Det var ikke så cool."

[Kala Patil-Fawley]

Kala grinede og havde det helt fint med, at smilet stadig blev lidt bredere og hendes krop virkede lidt lettere. Derfor viftede hun også bare lidt med hånden af undskyldningen.

"Det skal du ikke tænke på," forsikrede hun og mente det, selvom hun ikke kunne lade være at drille hende lidt. "Fik du et bedre tilbud?"

[Ailis C. Finnigan]

Ailis fnøs lidt over spørgsmålet, men en trækning ved hendes ansigt, afslørede også, at der var noget lidt smertefuldt forbundet med det hele. Hun forsøgte dog at maskere det, selvom Kala havde set hende falde helt fra hinanden før. Måske var det derfor, at hun var lidt tøvende omkring at indrømme nu, at hun var faldet i med begge ben igen.

"Ikke ligefrem bedre," endte hun dog til sidst med at indrømme med en lille skuldertrækning, selvom der havde været en efterfølgende del, der ikke havde været helt skidt. "Det kloge ville have været at blive hos dig."

[Kala Patil-Fawley]

Musklerne om hendes bryn spillede lidt, men de blev aldrig helt trykket sammen. I stedet drejede Kala hovedet halvt mod angriberen, så hun kunne lade blikket glide over hende.

"Der er noget ved hele festrammen, der ikke hænger sammen med at gøre det kloge," bemærkede hun med et skævt smil. "Noget, du har lyst til at snakke om?"

[Ailis C. Finnigan]

Ailis slap et fnys, men smilede også en anelse mat, som hun rystede på hovedet. "Der er vist ikke så meget mere at sige," konstaterede hun. Ikke noget, som hun ikke allerede havde sagt til Kala. Og hun behøvede ikke en påmindelse om, hvor vanvittigt dumt det havde været.

"Jeg håber, at resten af din fest forløb lidt mere udramatisk?"

[Kala Patil-Fawley]

Tankerne vandrede helt af sig selv tilbage til vejledernes badeværelse, hvor hendes aften var endt med Elias Oliver Wood, og der lå et skævt smil om hendes læber, da hun slap en bekræftende lyd.

"Jeg fandt i hvert fald en sofa for at undgå flere uheld."

[Ailis C. Finnigan]

Ailis hævede et øjenbryn lidt, både over ordene, men også over tonefaldet og udtrykket på Kalas ansigt. Det sitrede i hendes mundvige.

"Flere?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala nikkede lidt. Efter et par dage havde hun selvfølgelig overvejet, om hendes snublerier og manglende balance til festen mon havde noget med en heks med lyserødt hår, der nu havde to årsager til at have et horn i siden på hende.

Men hun var fast besluttet for, at hun havde havde haft drama nok for sin skoletid og havde bare undgået den yngre heks. Og hun smilede da også bare ubekymret til Ailis.

“Ja, med min balance den aften var det vist kun et spørgsmål om tid, før jeg tog nogen med mig i faldet.”

[Ailis C. Finnigan]

Ailis slap en munter lyd og selvom hun var udemærket klar over, hvem der havde været årsagen til Kalas uheld, så undlod hun at sige noget. Hvorfor var hun ikke helt klar over. Måske fordi hun ikke var villig til at tale mere om dét.

"Det kan der være noget om," svarede hun i stedet.

Lukket