Kortluntet

[Calliope Zabini]

Øjeblikket var lidt for ømt, lidt for sårbart og Calliope håndterede det på den eneste måde, hun kunne. Det var derfor en lettelse, da Finley gengældte skubbet.

Og selvfølgeligt trak hun sig lidt tilbage og puffede til hans skulder igen. Lidt hårdere, selvfølgelig.

[Finley Runcorn]

Fysisk sart som altid, ømmede Finn sig faktisk lidt denne gang. Han gav sig i hvert fald til at ømme skulderen en smule, og det var netop dér, han rent faktisk lod øjnene ramme Calliopes ansigt igen.

"Du skal altid have det sidste skub, Eugene,"  Bemærkede han mumlende.

[Calliope Zabini]

Af og til var Finn som en sart lille blomst og Calliope kunne ikke lade være at more sig lidt, da han ømmede sig. Hun tænkte slet ikke over det, da blikket gled tilbage til hans.

"Du skal ikke have det for nemt, Finney," mindede hun ham om.

[Finley Runcorn]

Det var ikke helt så rædsomt, at kigge hende i øjnene nu. Finn skænkede det faktisk ikke så mange tanker, selvom det var uundgåeligt at bemærke knuden i brystet blive lidt lettere. Mundvigen trak endda lidt på sig, før han diskede frem med et karakteristisk fnys.

"Som om du nogensinde gør det nemt for mig."

[Calliope Zabini]

Det var ikke, fordi Calliope havde gået og manglet ham eller noget. Men det føltes måske meget fint at have ham tilbage igen. Se den subtile trækning ved mundvigen, der fik hende til selv at spidse læberne om et smil.

"Som om du nogensinde gør det nemt for dig selv," lød det drilsk fra hende.

[Finley Runcorn]

Finn var udmærket klar over at der var en koncentreret mængde sandhed i hendes ord. Han gjorde aldrig noget nemt for sig selv. Medmindre det 'noget' omhandlede at fritage sig fra undervisningen ved at blive sendt udenfor døren. Eller 'skåne' sig selv fra fritimer ved at få sig en god omgang eftersidning.

"Hvad ville være det sjove i det?" spurgte han derfor med en dæmpet munterhed i stemmen.

[Calliope Zabini]

Det var over en måned siden, at Callie var stormet ud af hans hus og hjem. En måned siden, at hun sidst havde set på eller snakket med ham. Nu virkede det så naturligt, at hun knapt kunne forestille sig at undvære det igen.

“Netop,” slog hun fast og stødte skulderen blødt ind mod hans igen.

[Finley Runcorn]

Han skrev sig bag øret, at han aldrig måtte forsøge at kysse hende igen. Det havde været en dårlig ide, og han gad virkelig ikke blive mødt med stilhed igen. Finn ville næsten hellere have at hun kylede ting efter ham, end at hun ignorerede ham.

"Behøver vi virkelig ordne det her lort?" spurgte han og skævede rundt mellem glaskår, rod og andet bøvl, som virkelig var det sidste han ønskede at se til lige nu. "Du ved... Jeg har stadig noget slik tilbage fra sidste Hogsmeadetur."

[Calliope Zabini]

Sidste Hogsmeadetur. Hvor de havde aftalt at følges, men det aldrig var sket, fordi han lige pludselig havde forvandlet sig til jordens største troldelort. Callie gloede lidt ned på de smadrede glasskår.

"Yeah, lad os."

[Finley Runcorn]

De blev nødt til at klare opgaven, så de kunne slippe for værre eftersidninger. "Skal vi dele det efter?" spurgte han så, i et forsøg på at invitere hende til rent faktisk at hænge ud igen, uden det var helt tvunget.

Han rodede lidt i kassen, for at lægge tingene mere ordentligt i den. "Altså, hvis du har lyst. Eller noget."

[Calliope Zabini]

Opgaven var super uinspirerende og havde Callie vidst, hvilken besværgelse hun skulle bruge, havde hun nok snydt og brugt magi. Regler eller ej. Men hun havde aldrig forsøgt sig med husholdningsmagi og blev i stedet ved at skubbe umotiveret til glasskårene med støvlesnuden.

"Det kan vi vel godt," svarede hun henkastet, før hun alligevel skubbede sig på benene og gav sig til at kaste flere ting ned i kassen.

[Finley Runcorn]

Selvom Calliope var temmelig henkastet, da hun tog imod forslaget, trak det nu alligevel lidt i Finns ene mundvige. Det var mærkeligt at have en doven aftale med Calliope igen. Og faktisk motiverede det ham til at arbejde lidt hurtigere, selvom opgaven kunne trække utallige gab frem over læberne.

Der var jo også noget han gerne ville tale med hende om, men han vidste ikke om det var tiden til det lige nu. "Jeg tror jeg er færdig med den her," Han baksede besværligt kassen op i hænderne og satte den, nogenlunde organiseret, tilbage i reolen.

[Calliope Zabini]

Det var virkelig ikke nu, at de skulle begynde at lave mere ballade. Calliope havde i hvert fald været i en del flere slagsmål siden påsken og hun havde hørt, at det var det samme med Finley.

"Mh?" Hun så dovent hen på den. "Kan vi ikke også bare sætte den anden op og så sige, at vi er færdige?"

[Finley Runcorn]

Finn skævede til den anden kasse ved forslaget. De havde efterladt lidt af noget rod, men alligevel lød ideen simpelthen bare for fristende. Han skubbede glasskårene med skosnuden ind under reolen, før han bukkede sig ned for at samle kassen op. Den var langt tungere end dén han havde haft fat i.

"Kan du hjælpe med den?" spurgte han. Tungen havde allerede sat sig anstrengt i mundvigen.

[Calliope Zabini]

Der var ikke noget nyt i, at Finley og Calliope efterlod sig et rod. Det var vel snarere underligt, når de rent faktisk ikke gjorde. Callie virkede i hvert fald ikke tynget af samvittighed, da hun skubbede sig på fødderne.

"Slapsvans," drillede hun og tog kassen ud af hænderne på ham, før hun strakte sig. Og erfarede, at hun manglede den halv centimeter. Forbandet.