Gamle venner

[Archie McCormack]

Archie havde ikke været hjemme mere end et par dage, før han slog vejen forbi ministeriet og derfra tog med en gammel ven til Hogsmeade. Kimæren var ikke et sted, han kom uopfordret, men det var unægteligt bedre end andre steder, hvor han både kunne få en skænk og forestille sig Hamish Buchanan betræde.

Og han kastede et interesseret, kun mildt underholdt, blik på kammeraten, der netop havde afsluttet en fortælling fra den sag, der havde optaget meget af hans tid.

"Merlin," brummede han. "Du burde have valgt et felt, hvor du kunne beskæftige dig med andres genialiteter frem for at rette op på deres idiotiske handlinger."

[Hamish Buchanan]

Hamish brugte en del tid på at arbejde, men nogle ting var værd at holde fri for og han var mere end tilfreds, som han sad på Kimæren med det, der nok var hans bedste ven. Ikke at han gjorde sig i den slags termer for alvor. Et lavmælt fnys undslap ham, men der var noget umiskendeligt muntert under det, som han vippede glasset let.

"Måske, selvom nogle ville mene, at genialitet også kan udspringe af idioti," pointerede han. "Eller du vil måske påstå, at alle de forbandelser I møder er fri for dét?"

[Archie McCormack]

Archie lænede sig lidt tilbage og kastede et blik over det, der mere end hans bedste ven, nok var hans eneste ven. I hvert fald den eneste, han for alvor ville beskrive sådan, trods han da sagtens kunne hygge sig med kollegerne, når de sad ved bålet.

"De er alle kastet af mennesker, er de ikke?" bemærkede han retorisk med en trækning ved mundvigen, før han hævede glasset til læberne.

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en lavmælt, munter lyd og tog en tår mere af sin whisky, før blikket rettede sig mod vennen igen. Det ene ben blev foldet ind over det andet.

"Jeg hører, at du har været i ørkenen igen," bemærkede han, stadig en anelse overrasket over nyheden. Sidst de havde talt, havde Archie ikke haft nogen intention om at skulle tilbage foreløbig.

[Archie McCormack]

Archie sænkede nakken lidt i bekræftelse. Det havde ikke ligefrem været en glædelig nyhed, da den havde trukket ham ud af den varme seng og Valeries favn. Men nu, stående på den anden side, var han ikke fortrydelig.

"Komplikationer på det projekt, jeg var tilknyttet," svarede han og drejede glasset lidt mellem fingrene, mens han overvejede, hvor meget han havde lyst til at dele.

"Valerie tog med." Godt nok ikke med det samme, men når han så tilbage, kunne han knapt huske de få dages adskillelse.

[Hamish Buchanan]

Hamish' øjenbryn gled en anelse op over tilføjelsen og ord forlod ham i forundret skepsis. "Til ørkenen?"

Dét havde han ærligt talt svært ved at se for sig.

[Archie McCormack]

Archie forstod godt reaktionen. Engang havde han betragtet det som en umulighed. Alene det mentale billede af Valerie med sand i håret havde været nok til at holde ham fra at spørge. Men nu kunne han stadig levende genkalde det for sit indre blik.

"Hun er blevet ansat i Gringotts," forklarede han, selvom han stadig var en smule forundret over det. Men ikke fortrydende over at kunne have hende hos sig. "Vi søgte om at få hende tilknyttet vores projekt i forbindelse med ansættelsen."

[Hamish Buchanan]

Hamish' forbløffelse var både reel og åbenlys, som han så på sin ven. Det virkede uforligneligt med den porcelænsagtige kvinde, men han tænkte måske endda mere på at det var noget af en udvikling fra, at de op indtil påsken havde boet hver for sig. Men på den anden side vidste ham om nogen, hurtigt ting kunne ændre sig.

"Det må jeg nok sige," svarede han og så undersøgende på den anden troldmand. "Og det er intet problem for dig at arbejde med din hustru?"

Selv kunne han ikke forestille sig at have Alissa som kollega.

[Archie McCormack]

Archie brugte det meste af sin tid på meget aktivt ikke at tænke på, hvordan hans og Valeries situation havde set ud for blot et par måneder siden. Han kunne svare, at han bedre kunne forestille sig det end ikke at have hende nær sig, men det var for selvudleverende. Så han rystede blot svagt på hovedet.

"Med mig under jorden det meste af tiden og hende med et helbredertelt i lejren, så jeg hende primært uden for arbejdstiden, uanset," svarede han roligt, selvom han stadig var imponeret over de gange, han havde set hende i aktion.

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en lidt tænksom lyd, der mest af alt sagde der-kan-man-bare-se. Han havde stadig svært ved at visualisere sig det, men sidst han havde set den lyshårede helbreder, havde hun også virket endnu mere skrøbelig end ellers.

"Praktisk," svarede han og tilføjede, så med et lille glimt i øjet. "Selvom det ikke lover godt for hyppigheden af vores møder, når nu der ikke er noget til at trække dig hjem."

[Archie McCormack]

Archie forstod godt hans skepsis, men havde ikke meget mere at sige til sagen. Han havde set, hvor naturligt Valerie faldt ind der og havde aldrig haft behov for at bevise noget over for kammeraten. Måske, fordi Hamish aldrig havde lagt op til det.

“Selvfølgelig er der det,” slog han afslappet fast, men gik dig ikke så vidt til direkte at sige, at han var en af grundene.

[Hamish Buchanan]

Hamish var ikke så alvorlig og det trak lidt i hans mundvige, før han tog en tår af whiskyen og fulgte den op med en afslappet indånding.

"Jeg regner i hvert fald stadig med din tilstedeværelse i juli."

[Archie McCormack]

Archie kastede et blik over vennen med et let træk i mundvigen og sænkede nakken lidt i bekræftelse. Glasset blev hævet til læberne igen.

"Glæder du dig?" Det føltes som et underligt spørgsmål over hans læber. Men der var få mennesker, hvor han rent faktisk var interesseret i deres indre liv.

[Hamish Buchanan]

Hamish tog en dyb indånding over spørgsmålet og vippede glasset let, som han så ned i det. De var ikke specielt føleføle, men hvis Hamish skulle åbne lidt op overfor nogen andre end Alissa, så var det nok Archie.

"Ja," konstaterede han. "Selvom jeg også er klar over, at det kun kommer til at forværre det, når hun rejser væk igen.",

[Archie McCormack]

Archie forventede ingen længere smøre og var næsten overrasket over, at der kom mere end et ja. Værdsat var det dog, selvom han ikke smilede, men i stedet nikkede til hans ord. Han var bekendt med følelsen.

“Tager I et sted hen før?” stillede han et spørgsmål, han nok ikke ville have tænkt over, hvis ikke Valerie havde åbnet samtalen om bryllupsrejse.