Eksamenstid

[Peninnah Flint]

De første elever var allerede endt på hospitalsfløjen med nervøse sammenbrud og Penny havde skævet lidt til dem og tænkt sit. Men da hun den morgen kom til at spilde græskarjuice ud over bogen, der lå opslået ved siden af hendes tallerken, var hun ikke længere hævet over det.

En tudetur eller tre senere sad hun på hospitalsfløjen og stirrede lidt ud i luften, beroliget af den søde væske, hun havde fået.

Gideon Flint

[Gideon Flint]

Ofte kunne man anklage Gideon for ikke at bekymre sig om meget andet end sig selv og sine egne målsætninger. Bekymring var dog netop hvad der bevægede sig gennem de mørke øjne, som straks fandt Peninnah i en af de fjerne hospitalssenge. Hun sad op og, selv på betydelig afstand, kunne han se at hun havde grædt.

"Penny," Han kom over til sengen, satte sig på kanten og greb blødt om hendes hånd. "Er du.. Har du det bedre?" Han behøvede ikke at spørge om hun var okay. Han kendte hende for godt.

[Peninnah Flint]

For en halv time siden havde hun følt sig bundløst ulykkelig, men nu sad Penny bare og blinkede træt frem for sig. Hun så til siden, da der lød skridt og hvert træk lod sig farve af længsel, da Gideon nærmede sig.

Og hun tøvede ikke med at læne sig frem mod ham, da han greb hendes hænder. Et mat smil brød frem.

"Jeg har det fint, Gideon," forsikrede hun mildt uden for alvor at tage stilling til, om det var sandt, men fordi det var dét, hun gjorde. Hun passede på ham, beroligede ham.

[Gideon Flint]

Den bekymrede rynke i panden forsvandt ikke. For selvom Penny måske kunne se ud til at have det fint, var der nærmest en fjernhed over hinden i de mørke øjne. Han lænede sig nærmere og pressede et broderligt kys mod hendes tinding.

Netop da han lænede sig frem, skævede han diskret over mod glasset der stod på sengebordet. Tomt. Han rettede sig op igen. "Tal til mig," Det var det samme han havde bedt hende om så mange gange før.

[Peninnah Flint]

Vipperne sitrede lidt under kampen mod øjenlågene, der truede med at glide i ved det bløde kys mod sin tinding. Penny lænede sig helt instinktivt ind mod det og rettede sig kun modstræbende op igen, da han kiggede til siden for hende. Sikkert mod bordet. Hendes eget blik endte på tæppet, hun sad på.

"Det er bare... Meget lige for tiden," svarede hun med en lille hovedrysten og pillede lidt ved en løs tråd.

[Gideon Flint]

Hånden vedblev om hendes, og Gideon blev ikke ligefrem optimistisk over måden hvorpå hendes blik ramte tæppet. Han var urolig for hende og mærkede endda et stik af en følelse han sjældent følte meget til - samvittighedsnag.

"Jeg presser dig for meget," Erkendte han så. Det var klubben. Han var selv pissestresset, men havde sendt meget af det hårde arbejde mod Penny.

[Peninnah Flint]

Det var ikke så meget sine egne bekymringer som uviljen mod at gøre Gideon bekymret, der havde fået Penny til at sænke blikket og ved hans ord så hun straks tilbage til hans mørke øjne. Hun rystede omgående på hovedet og klemte lidt om hans hånd.

"Nej. Nej, det har ikke noget med dig at gøre," indvendte hun og mente det. Og så gik der hul. "Det er bare eksamen og læsning og hele det med Rupert. Jeg har stadig ikke fået at vide, hvordan han har det eller om han kommer til at kunne tage sine eksamener eller om han overhovedet klarer den og jeg føler bare, at jeg er en dårlig forlovet.

Og Erin har alt det her lige nu med Ian, som jeg gerne vil være interesseret i og spørge ind til, men jeg er bare så træt hele tiden og jeg kan bare ikke lade være at tænke på, at det hele kommer til at distrahere mig for meget fra min eksamen, så jeg dumper. Men jeg kommer også til at forsømme det, jeg burde, når jeg prøver at læse. Og jeg kan ikke koncentrere mig om noget uanset, fordi jeg hele tiden tænker, at jeg burde prioritere min tid anderledes.."

[Gideon Flint]

Gideon klemte om Peninnahs hånd, da det hele væltede frem. Alt presset og alle bekymringerne. Mange af dem, tilhørte kategorien af ting Gideon skubbede til side, fordi han havde sit eget at tænke på: registreret, men skubbet til side. Brynene krummede sig sammen i oprigtig medlidenhed.

"Hey, hey," Tomlen strøg over hendes håndryg, før to fingre fra den frie hånd fangede hendes hage og søgte at skubbe hendes blik opad mod hans. "Penny," Stemmen var blød. "Jeg er her. Det hele kommer i orden."

[Peninnah Flint]

Tårerne var forsvundet, som den momentære apati efter gråden havde taget hende. Men nu var hun tæt på Gideon igen og med hans duft i næseborene, blev øjnene blanke igen. Hun snøftede lidt, da han førte hendes blik op.

"Det ved du ikke," indvendte hun i blød protest.

[Gideon Flint]

Gideon modsatte sig hende ved at nikke. Øjnene fjernede sig ikke fra det bedrøvede ansigt, og han mærkede det nive svagt i næsen, da hun snøftede. Fingrende flyttede sig ikke fra deres blide placering mod hendes hage.

"Jeg sørger for det. Jeg hjælper dig," Forsikrede han hende om.

[Peninnah Flint]

Penny var lidt misundelig på Gideons evige ro, men fandt tryghed i berøringen, der afholdt tårerne fra rent faktisk at manifestere sig. Hun blinkede den blanke hinde væk.

"Jeg ville ikke være en byrde for dig, Gideon," indvendte hun. Det var han for vigtig til.

[Gideon Flint]

Mørke øjne flakkede blødt mellem Peninnahs. Det gjorde mere ondt på ham, end han egentlig ville vise - at han måske kunne have skubbet for meget arbejde over mod hende, trods hun havde sit eget at se til. Klubben var hans ansvar. Kindtænderne blev bidt sammen.

"Det er det sidste du er," sagde han ærligt. Hånden gled op mod hendes kind, hvor tomlen blidt strejfede blød hud. Samvittigheden bed lidt. "Du er min førsteprioritet. Okay?" Når alt kom til alt, var det sandt nok. Men i hverdagen, puffede han måske også klubben og sine egne præstationer i første række.

[Peninnah Flint]

Det var ikke, fordi Penny ikke følte sig ansvarlig over for klubben, at hun ikke stod som dets leder. Men hun var ingen frontløber, ingen anfører. Og havde hun vidst, hvad han tænkte, havde hun protesteret.

Men hun så i stedet mellem de mørke øjne og prøvede at lade ordene trænge ind i sit pressede sind. Instinktivt lænede hun sig ind mod hans berøring.

"Jeg skal ikke være din førsteprioritet," indvendte hun dæmpet, selvom det var præcis, hvad han var for hende. Hvad han altid havde været.

[Gideon Flint]

"Men det er du," Lød det roligt fra Gideon, hvis blik ikke søgte væk fra hendes. "Du har selv sagt at jeg er elendig til at vise hvor meget du betyder for mig. Så lad mig i det mindste aflaste dig." Han forsøgte sig med en svag trækning på læberne.

Han kunne få en anden til at tage klubnotaterne, og bruge mere af sin tid på at læse op sammen med hende. Selv hvis der ikke var tid til rådighed nu, måtte han skubbe til andre planer for at hjælpe hende.

[Peninnah Flint]

Ordene sendte en varm bølge ned gennem hende, selvom de virkelig ikke burde. Penny vidste jo udmærket godt, at Gideon måtte sætte familienavnet, sig selv og sin uddannelse højest, men det ændrede ikke på følelsen, det efterlod hende med.

"Læs med mig," bad hun blødt og forsigtigt, næsten samvittighedsfuldt over bare at spørge.