Brandfarlig

[Ian Ogilvy]

Ian blottede tænderne i et tilfreds smil. Han var faktisk ikke i tvivl, velvidende at han kunne sno sin mor om lillefingeren. Den største udfordring var, hvis hans far sagde nej, men hvorfor skulle han afvise en fest for nogle af de allervigtigste elever på skolen? Og ærligt talt var han rimelig ivrig efter at vise, hvor gode kontakter han allerede havde.

"Det bliver ikke noget problem," konstaterede han derfor, selvsikkert.

[Gideon Flint]

"Godt," Gideon stak kammeraten et bredt og sammenstykkende smil. Han strakte kortvarig armene over hovedet, for lige at strække sig. Man sad elendigt på de her bænke, men på et eller andet tidspunkt måtte de jo kigge på mødeagendaen.

"Spørgsmålet er om vi kun skal invitere gruppen eller bare... Folk af gode familier. Gode kandidater til klubben." Han undgik at nævne muligheden for kun at invitere fuldblods. Det var hos Ian trods alt.

[Ian Ogilvy]

Det var nok meget godt, at Ian ikke vidste, hvad Gideon tænkte, for han ville helt klart have taget det til sig. Nu var han bare tilfreds med, at Gideon tydeligvis var enig i, at det var en god idé.

"Det er vel en oplagt mulighed for at sondere terrænet og udvælge, hvem der burde være med."

[Gideon Flint]

Gideon havde et udtryk i blikket, der normalt dukkede op når han var i planlægningshumør. Smilehullerne dukkede frem i kinderne og han pillede lidt ved stilken på det halvspiste, forlagte æble foran sig.

"Lige min tanke," Han nikkede. "God sprut. Gode slægter. Folk vil se at det er attraktivt at være tæt på os."

[Ian Ogilvy]

Ians begejstring blev ikke mindre og han var selvtilfreds, selvom han kontrollerede det nok til, at det ikke skinnede tydeligt igennem. Der var dog en gnist af det i hans øjne, som han nikkede.

"Og ingen professorer, der holder øje med, hvad vi foretager os."

[Gideon Flint]

Gideon fnøs muntert ved tanken. Professorerne og vejlederne var lidt af en naturlig problemstilling på skolen, når man havde en klub der helst skulle fungere under radaren. Netop derfor håbede han at kunne bare en eller to vejledere ind i sine kredse. Givet de var af god slægt, naturligvis.

"Frihed. Et sjælden stund for kostskoleelever," Han grinede. Når man så endelig var derhjemme, havde ens familie jo ikke ligefrem set én længe. "Få det til at ske, Ian." Han blinkede til kammeraten.

[Ian Ogilvy]

Ian tog ordren til sig og havde ingen planer om at skuffe - men regnede heller ikke med, at det ville været et problem. Så derfor medgav han blot, før han vippede tilbage på stolen og vendte tilbage til emnet.

"Nå. Det var noget med en agenda?"

Luk?