Isnende forår

[Ian Ogilvy]

Ian fnøs muntert, men undlod at sige, at Finley Runcorn også var lidt af en freak. Og da hun gav ham en blid albue i siden, var det da også blot et drenget smil, der gled frem over hans læber.

"Du har jo set mig på quidditchbanen," pointerede han og hævede øjenbrynene lidt, ikke uden at se selvtilfreds ud.

[Felicity Runcorn]

"Set dig?" Sagde hun. "Og spillet mod dig." Sagde hun og pressede lidt luft ud mellem sine fortænder.
"Du holder dig ikke ligefrem tilbage." Sagde hun og løftede sine øjenbryn.

[Ian Ogilvy]

Det drengede smil voksede kun over hendes ord og han så ikke den mindste fortrydende ud. "Selvfølgelig ikke," konstaterede han og i tonefaldet lå det, at det naturligvis var en af grundene til, at de havde vundet turneringen.

"Hvorfor skulle jeg det?"

[Felicity Runcorn]

"Det skal du da heller ikke." Sagde hun med et skævt smil. "Det var bare en konstatering." Bemærkede hun.
"Vil du gerne blive quidditchspiller? Sådan professionelt?" Spurgte hun og spidsede sine læber nysgerrigt.

[Ian Ogilvy]

Ian hævede et øjenbryn og fnøs lavmælt. "Nej," konstaterede han simpelt, mest fordi det ikke var en rigtig karriere. Måske ville han have overvejet det i en verden, hvor han ikke prøvede at vinde sin fars opmærksomhed, men det var ikke noget, man kom ordentligt frem i verden med. På det område var der vist ingen tvivl om, at han og Archie McCormack var brødre, uanset hvor lidt han brød sig om det.

"Det er ikke et ordentligt arbejde."

[Felicity Runcorn]

"Uhh. Jeg er helt enig." Sagde hun og nikkede. "Jeg forsætter nok heller ikke. Specielt hvis jeg bliver forlovet vil jeg nok droppe det. Så har jeg nok ikke tid mere." Sagde hun og smilede bredt. Hun havde nemlig tænkt sig at være den perfekte forlovede. Ligesom hun stræbte efter det med alt andet.

[Ian Ogilvy]

Det var godt at høre, at Felicity var en fornuftig pige. Ikke at han ikke kunne være fuldkommen ligeglad, men det var rart at høre, at der i det mindste var nogen, der havde de rette værdier. Måske skulle han nævnte hendes navn for Gideon.

"Selvfølgelig," svarede han, helt enig. "Det er også mest passende."

[Felicity Runcorn]

"Flint mente ellers at jeg godt kunne forsætte med at spille. Kender du egentlig ham? Gideon." Sagde hun. Chancen var stor. De var jo jævnaldrende.
"Men jeg ved ikke om han bare argumenterede for argumentets skyld. Han er så tør. Ligesom en kiks." Bemærkede hun med et skævt smil.

[Ian Ogilvy]

Dét var nok ikke det rigtige at sige til Ian, hvis ansigtsudtryk blev en god del mindre varmt og hævede brynene i et uimponeret udtryk, som fik ham til at se en helt god del mere arrogant ud.

"Gideon Flint er min bedste ven," sagde han, næsten irettesættende og netop med det formål, at få hende til at skamme sig lidt over sine ord.

[Felicity Runcorn]

Felicitys kinder blev ildrøde over hans bemærkning og hun sank en klump, mens hun skævede op mod hans ansigt.
"Nåeh. Jamen jeg kan da også godt lide ham. Det var ikke sådan ment. Jeg har da kendt han længe, fra familieselskaber og sådan... Det er bare fordi han er så. Nej, glem det. Jeg holder bare min kæft nu." Sagde hun og følte hun blev mindre ved siden af ham. De kunne åbenbart ikke holde til at blive drillet og Felicity var dårlig til at censurere sig selv når hun talte. Faktisk talte hun mere når hun ikke burde og omvendt. Og lige nu burde hun ikke.
"Altså jeg mener bare. Han er jo meget boglig og sådan. Jeg mente jo ikke noget ondt med det." Sagde hun og havde lyst til at slå sig selv i hovedet.

[Ian Ogilvy]

Ian fortrød ikke sine ord ved hendes reaktion. Tværtimod var den lige som den skulle være og han gjorde intet for at sige, at det var okay. Faktisk var han næsten en anelse tilfreds. Han hævede et øjenbryn og så ned på hende. Han sagde dog heller ikke mere for at forsvare Gideon, men slap blot en uinvesteret lyd, som de nærmede sig enden af krypten.

"Så er vi her," konstaterede han og slap hende igen, uden at det havde noget at gøre med, hvad hun havde sagt. Det var bare det naturlige tidspunkt.

[Felicity Runcorn]

Reaktionen føltes en anelse mangelfuld for Felicity. Da han slap hende kiggede hun lidt himmelfaldent på ham og overvejede hvad hun skulle sige eller gøre. Tilsidst rakte hun ud efter sin taske og så afventende på ham. Han var vist stadig sur på hende, siden han virkede så kold.
"Tak fordi du fulgte mig herop." Sagde hun afdæmpet og smilede flygtigt.

[Ian Ogilvy]

Ian var ikke vred og overgav hende blot tasken, før han nikkede let til hendes ord, som om at det ikke var det helt store. Selvom han da var gået ud af sin vej for det, eftersom han havde været på vej tilbage til opholdsstuen.

"Jeg håber ikke, at du får et blåt mærke," sagde han da også, pænt opdraget og trådte tilbage igen, da han havde overgivet tasken til hendes skulder.

[Felicity Runcorn]

Ians reaktion fik hende til at blive en smule mere rolig. Hun nikkede en enkelt gang og smilede svagt.
"Det gør jeg nok." Sagde hun. Lige på halebenet. Hvor grimt.
"Hvis du har brug for noget så sig til, jeg skylder dig vist en tjeneste." Bemærkede hun. Felicty brød sig ikke om at rende rundt og føle hun skyldte folk noget. At hun stod i gæld. Slet ikke til en slange på quidditchholdet.

[Ian Ogilvy]

Ian mente som sådan ikke, at hun skyldte ham noget, men hvis hun havde det sådan, så havde han absolut ikke tænkt sig at pointere det. Det kunne jo være, at han rent faktisk fik brug for det på et tidspunkt og derfor nikkede han blot og smilede ganske let, som man nu gjorde.

"Det skal jeg huske," lovede han og lod en hånd glide ned i lommen på sine bukser, uden at blikket veg væk fra hende.