Isnende forår

[Felicity Runcorn]

Ian Ogilvy

Det kunne godt være at det var maj måned, men lige i øjeblikket var temperaturene ikke særlig høje. Specielt der, hvor solen ikke nåede frem og et af de steder var krypten. Felicity havde lige været nede og aflevere en forsinket opgave til eliksir professoren, hun havde ikke nået at aflevere den endnu fordi hun havde været lidt 'syg'. Egentlig var det ikke reel sygdom, nærmere de såkaldte 'kvindeproblemer', men Felicity var en af dem der blev hårdt ramt også selvom hendes far forsøgte at hjælpe med alle slags midler. Hun havde det dog en smule bedre nu, men følte sig alligevel så svag, at hun endte med at glide på det glatte gulv i krypten. Et øjeblik senere slap et højt skrig hen over hendes læber og hun bed hårdt ned i sin underlæbe for ikke at komme til at græde. Hvert øjeblik kunne en dum slange komme forbi og de skulle ikke se hende græde. Derfor holdt hun det inde og begyndte sammenbidt at samle de ting op der var faldet ud af hendes taske, mens hun prøvede at ignorere den ulmende smerte i hendes haleben.

[Ian Ogilvy]

Ian var, meget mod sin vilje, på vej mod biblioteket, da han hørte et skrig fra rundt om hjørnet. Brynene trak sig sammen, før han satte farten lidt op og så Felicity Runcorn sidde på gulvet. Kortvarig overraskelse viste sig på hans ansigt, før han uden tøven krydsede afstanden.

"Her," tilbød han lavmælt og rakte en hånd frem, klar til at stable hende på benene. "Slog du dig?"

[Felicity Runcorn]

Felicity ville egentlig have foretrukket at ingen havde set hende falde, men sådan gik det jo aldrig, når man endelig faldt. I stedet dukkede Ogilvy op. Typisk.
"Nej, jeg slår mig aldrig når jeg falder på et stengulv." Sagde hun surt og rakte ud efter sin læbestift, inden hun tog tasken over sin skulder og tog imod hans hånd lettere modvilligt. Lettere ustabilt kom hun op at stå på sine ben, dog uden at slippe hans hånd fordi hun følte sig lidt ude af balance.
"Det er bare min numse. Den gør vildt ondt." Bemærkede hun og snøftede lidt. Det var altså ikke retfærdigt at det skulle ske for hende idag.

[Ian Ogilvy]

Ian anede ikke, hvorfor hun svarede ham så surt, men han lod være med at spørge til det. Hun havde nok bare slået sig og han var tavs, som han hjalp hende på fødderne og sørgede for at hun stod, uden at trække sin hånd til sig. Blikket hvilede på hende og han rynkede lidt på brynene. Han nikkede en anelse til hendes forklaring.

"Det er jeg ked af. Skal jeg følge dig op?" tilbød han roligt, uden nogen bagtanker og som det var det mest naturlige i hele verden. Blikket hvilede på hende, brynene let sammentrukne.

[Felicity Runcorn]

Det var det mest naturlige i Felicitys verden at han ville tilbyde lige netop dette. Hun forventede det nærmest, ikke fordi hun var en røvforkælet pige, men fordi hun gik ud fra alle ville alle det bedste.
"Ja tak." Sagde hun og slap hans hånd for i stedet at stikke den under hans arm.
"Jeg skulle bare aflevere en opgave til eliksirer." Bemærkede hun og sukkede. "Og så skulle jeg åbenbart lige falde." Sagde hun og himlede med øjnene.
"Man skulle ellers tro at jeg var mindre klodset når jeg nu spiller quidditch." Bemærkede hun.

[Ian Ogilvy]

Ian mente såmænd sit tilbud og rakte endda ud og tog hendes taske, uden at spørge først. Det var naturligt for ham at bære den for hende og han lod hende tage sin arm, før han ledte hende videre, selv på sikre fødder. Det trak skævt op i hans mundvige og hans tonefald var beroligende.

"Du er heller ikke vant til at færdes i krypten," pointerede han.

[Felicity Runcorn]

Felicity protesterede ikke da han tog hendes taske. Han var åbenbart godt opdraget, selvom han var fra Slytherin. Hendes bror var tilgengæld ofte en idiot.
"Hm. Jeg har faktisk eliksirer." Sagde hun og rettede sig lidt op.
"Men hvad skal man ellers hernede? Her er koldt og vådt og mørkt." Bemærkede hun og rynkede lidt på næsen. Så hellere Gryffindors tårn.

[Ian Ogilvy]

Ian kunne nemt have pointeret, at det at have eliksirer ikke var det samme som at færdes i krypten på daglig basis. Han blev da også en anelse fornærmet over hendes ord og det fik hans ansigtsudtryk til at blive en anelse køligt, selvom han hverken trak armen til sig eller stak hende tasken tilbage. Problemet var naturligvis, at det var svært at argumentere mod hendes ord, men krypten var stadig der, hvor Slytherineleverne holdt til.

"Måske er du bare sart," konstaterede han, måske lidt ufølsomt.

[Felicity Runcorn]

Felicity opdagede ikke Ians ansigtsudtryk, fordi hun var alt for optaget af sig selv og at rette lidt på sit hår. Det skulle jo sidde perfekt, nu hun endelig havde fået den helt rigtige blonde farve tilbage.
"Sart?" Sagde hun og måbede.
"Jeg er aldeles ikke sart." Bemærkede hun lettere stædigt.
"Kan faktisk holde til en del ting." Sagde hun. "Hvorfor synes du jeg er sart?" Spurgte hun og så nysgerrigt på ham.

[Ian Ogilvy]

Ian kunne pointere, at han kun var kommet med et forslag, men han undlod, som han fulgte hende gennem krypten. Han trak på den ene skulder og hævede brynene lidt ned mod hende.

"Det ved jeg ikke, om du er," endte han dog med at sige, sandt nok.

[Felicity Runcorn]

Egentlig var Felicity ikke helt glad ved at blive set arm i arm med ham på gangene, men hvis nogen spurgte kunne hun jo altid sige sandheden: at hun bare havde slået sig.
"Hm. Okay." Sagde hun og så ud til at acceptere svaret.
"Er du så sart?" Spurgte hun og vendte blikket mod ham, mens hun løftede øjenbrynene let.

[Ian Ogilvy]

Ian tog hendes spørgsmål med stoisk ro og smilede blot en anelse, som han trak nonchalant på skuldrene.

"Nej. Jeg har ikke imod at være i krypten," konstaterede han.

[Felicity Runcorn]

"Nej okay." Sagde hun lettere frustreret over at han var så rolig omkring alting og hun følte hun eksploderede af følelser.
"Hvordan klarer du det så dernede? Savner du ikke sol og varme?" Spurgte hun og mødte hans blik.

[Ian Ogilvy]

Ian hævede et øjenbryn over hendes spørgsmål, som fik ham til at lyde som en forvokset flagermus. Han fnøs, men ikke uden munterhed og hævede brynene lidt.

"Tror du aldrig, at os fra Slytherin kommer ud?" spurgte han, næsten drillende.

[Felicity Runcorn]

"Nej." Sagde hun. "Min bror ville sidde hele dagen og læse nørdede blade indenfor, hvis han kunne." Sagde hun og smilede skævt.
"Men måske lever i ikke alle som vampyrer." Bemærkede hun drillende og stak blidt sin albue ind mod ham.