Saltlakrids

[Freya Runcorn]

Freya hævede begge bryn lidt over Finns harcelereren, men det var ikke noget nyt at han havde et voldsomt temperament. Hun havde det samme.

“Hvad har Calliope gjort?” Ud over at være hans forlovede, selvfølgelig. Måske var det nok.

[Finley Runcorn]

Hvad havde hun ikke gjort. Det var snarere spørgsmålet. Finn ønskede ikke at fortælle om hvad der, sidste gang, havde fået dem til at blive uvenner. Selvom det her var første gang der var gået så længe uden kontakt.

"Hun bruger den der tavshedsmetode. Den samme mor bruger," bemærkede han, og stak det krøllede slikpapir ned i kappelommen. "Kan du ikke også lige snakke med hende? Åbenbart taler jeg ikke 'kvindemenneske'."

[Freya Runcorn]

Freya himlede med øjnene af Finley. "Hvis du kaldte hende det, så forstår jeg godt at hun ikke gider snakke med dig," konstaterede hun kontant.

"Du har altså omtrent lige så stor følelsesmæssig rækkevidde som en ske, Finn."

[Finley Runcorn]

"Jeg kalder hende værre," Mumlede Finn, som var det et egentligt forsvar. Lige nu, ville han ønske at han havde en lakridstryllestav til, at gumle kommentaren væk på. I stedet trak han på skuldrene.

"Er det så et nej, eller hvad?"

[Freya Runcorn]

Freya fnøs let og hævede begge bryn. "Hvad? Et nej til at blive blandet ind i dig og din forlovedes forhold til hinanden? Ja, det tror jeg, at jeg takker nej til."

Hun fandt den sidste lakridstryllestav frem, nappede en lille bid af den af med fingrene og rakte den til Finn. "Men når jeg engang får noget med en eller anden, så må vi se om du vil blandes ind i midten af det, fjolle."

[Finley Runcorn]

Finn rynkede på næsen, men vidste at han nok ikke havde kunne sætte forventningerne højt uanset. Det var bare et håbløst sats. Han trak huen tilbage over hovedet, med lokker stikkende ud hist og her, før Freya rakte ham lakridsstykket.

Han mumlede et tak, men selvom det lød temmelig underspillet, viste udtrykket i øjnene at han var godt tilfreds med gavmildheden. "Du får aldeles ikke noget med nogen," Lød det, lidt hastigt fra ham. Det lød som en kritik.

"Ingen skal i nærheden af min søster."

[Freya Runcorn]

Freya hævede begge bryn over Finns reaktion og gumlede selv på den sidste tryllestav. "Det tror jeg ikke du kommer til at bestemme," konstaterede hun kontrært. Og hun mente det.

"Regnede du med at jeg ville leve hele mit liv i cølibat?"

[Finley Runcorn]

Finn vrængede endnu mere på næsen nu hvor Freya diskede frem med C ordet. Et af dem i hvert fald. Han rystede på skuldrene i en teatralsk gysen.

"Ad. Bare. Ad," Han viftede tanken af sig. "Tydeligvis kommer jeg til at blande mig i dit kærlighedsliv. Så bland dig lige i min forlovelse."

[Freya Runcorn]

Freya kom til at grine af Finley, før hun sparkede lidt ud efter hans ene fod med sin egen. "Fjols," åndede hun ud med et glimt i øjet.

"Hvad er det lige præcis du vil have jeg skal gøre, så?"

[Finley Runcorn]

Finn diskede frem med en underholdt grimasse, før han puffede tilbage med skoen. Blidere end hun havde gjort, men omkring Freya sparkede han vist ikke ligeså meget igennem som nær Calliope. Ligeledes kaldte han hende heller ikke de samme slemme ting, som han sommetider slyngede mod Cal.

"I deler sovesal. Du kan måske bare,-" Han tyggede lidt på det. Egentlig ville han ikke have at veninden skulle fortælle Freya hvorfor hun var vred. "Kan du ikke bare fortælle hende at hun lige skal snakke med mig?"

[Freya Runcorn]

Freya fnøs let og himlede med øjnene, før hun trak på skuldrene. "Måske," musede hun, på trods af sin konstatering om at hun ikke ville blande sig i ham og Calliope Zabini.

"Hvad får jeg for det?"

[Finley Runcorn]

"Du får," Finn gravede lidt i kappelommerne efter bare et enkelt knut, eller noget af værdi. Det eneste han fandt var lommeuld. "Min taknemmelighed?" Det var tilbuddet han vendte tilbage med.

Selvfølgelig diskede han da også frem med et bredt smil og et bedende blik.

[Freya Runcorn]

Freya grinede lidt af sin håbløse bror, rystede på hovedet af ham, men kunne ikke lade være med at ende med at give sig.

"Fint, fjols. Men du skylder," konstaterede hun. "Rigtig meget."

[Finley Runcorn]

Smilet om hans læber blev så stort og barnligt som Finn kunne mønstre. Heldigvis havde han stadig rigeligt hvalpefedt i kinderne, og smilehullerne fik da også ærespladsen.

"Meget er hermed skrevet bag øret," Kom det fra ham. "Njåh, skal vi smutte?" Han nikkede sigende mod den store gruppe tredjeårselever der nok ville mase sig forbi bænken for at komme ind i slikbutikken. Børn.

[Freya Runcorn]

Freya gumlede det sidste stykke lakrids og rejste sig. “Der er næsten ikke plads bag dine ører med alt det du ellers gemmer der,” konstaterede hun og skubbede lidt til ham, før de gik videre.

Lukket?