Sidste projekt

[Rupert Horatio Montague]

Rupert kneb øjnene lidt sammen over spørgsmålet. Han havde ikke særligt behov for at dele ud af sig selv, så han trak på skuldrene.

“Alle forældre har engang været dem der skulle indordne sig. Nu kan de selv lave reglerne,” konstaterede han.

[Kala Patil-Fawley]

Kala kom til at fnyse og selvom lyden var dæmpet, stod han tæt nok på, til han uden tvivl ville høre det. Men hun burde selvfølgelig havde forventet, at det kun gik én vej.

"Jamen så må du vel glæde dig, til du en dag får børn," konstaterede hun.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert havde svaret hende - omend på sin egen kringlede måde. Han trak lidt på skuldrene over reaktionen og trykkede læberne sammen.

“Det kan man sige,” konstaterede han. “Og ellers må man jo bare leve efter deres spilleregler på overfladen.”

[Kala Patil-Fawley]

Kala var på mange måder ganske simpel og ledte ikke efter skjulte betydninger bag ord eller nuancerne i semantik. Generelt var der ikke den store proces mellem tanke og tale.

"Er der overhovedet nogle af jer fuldblodstroldmænd og -hekse, der ikke lever jeres liv under overfladen?" røg det da også fra hende.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert fornemmede at spørgsmålet ikke for alvor handlede om ham. Han hævede begge bryn let og hans mundvige krøllede en smule op.

“Lever alle ikke anderledes under overfladen?”

[Kala Patil-Fawley]

Kala kastede et blik fremad igen og overvejede det, men kom aldrig med et svar, før det blev tid til at runde timen af og hun igen kunne sige farvel til Montague.

Men hun var ikke arrig længere. Tværtimod kastede hun et tankefuldt blik efter ham, da hun forlod drivhuset lidt senere.

afsluttet