Sidste projekt

[Kala Patil-Fawley]

Kala rynkede brynene lidt og kastede et blik over ham, før hun så væk igen. "Jeg vidste ikke, at jeg tydeligvis skulle noget," konstaterede hun.

Faktisk havde hun prøvet at undgå det. Håbet, at det på en eller anden måde ikke ville blive et problem, hvis bare hun ignorerede det. Lidt som Rupert.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert fnøs lidt og hævede begge bryn. “Falsk ydmyghed klæder ingen,” konstaterede han ligefremt.

“Hvorfor lader du som om?”

[Kala Patil-Fawley]

Kala fnøs helhjertet over, at han nu også havde tænkt sig at gøre sig klog på hende, når de praktisk talt ikke kendte hinanden. Samme klasse eller ej.

"Vil du flette mit hår eller skal jeg flette dit, mens jeg fortæller historien?" spurgte hun tørt.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert var generelt ikke særlig god til at socialisere - tydeligvis. Han bed lidt sammen over det flabede møgsvar og rystede på hovedet af hende.

“Du kan flette næbet,” konstaterede han bare.

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke ligefrem dén high road, Kala havde stilet efter og hun mærkede samvittigheden røre på sig, selv efter hans svar. Hun tog en indånding, men så ikke på ham, da hun svarede.

"Mine forældre håber stadig på, at jeg besinder mig og får et arbejde i ministeriet. Eller... at jeg vælger det, altså." Hun fugtede læberne. "Så. Derfor."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert hævede begge bryn. Han vidste ikke at halvblodsmagikere og middelklassefolk på den måde også havde krav til deres børns karrierer eller liv og så et øjeblik undrende på Kala.

“Hvorfor? Der er da ikke mere prestige i det,” pointerede han.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var lidt overrasket over dét, der nærmede sig en helt normal samtale med Rupert, men hun var også socialt fleksibel nok til at fortsætte. Hun trak på skuldrene.

"Min fars forældre gjorde vist en undtagelse med min mor," svarede hun uden at tænke over, hvad der inspirerede ærligheden. Og så hemmeligt var det heller ikke. Fawley var trods alt blandt de respekterede fuldblodsfamilier. "Fordi hun er i ministeriet. Jeg tror, de håber, jeg gjorde det samme."

Fandt hun en fuldblods, ville hendes børn i hvert fald få samme blodstatus. For dem, der gik op i den slags pis.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert forstod ikke helt logikken i at skulle vælge ministeriet, men han forstod konceptet at følge i sine forældres fodspor. Det var præcis hvad der blev forventet af ham. Han trak på skuldrene.

“Så har du tænkt dig at gøre det? Som din mor?”

[Kala Patil-Fawley]

Ministeriet blev, især sat over for Quidditchvejen, betragtet mere seriøst i nogle kredse. Og det var uden tvivl en mere stabil levevej. Men Kala kunne ikke for alvor forestille sig et liv ved at skrivebord.

"Finde en fuldblodstroldmand og prøve at få familienavnet frem?" spurgte hun retorisk og rystede lidt på hovedet, men fortsatte alligevel. "Jeg ved det ikke. Jeg er en erumpent blandt enhjørninge i den ramme."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert fnøs let over beskrivelsen. Han følte sig mere som en tikkende bombe, men kunne ellers sympatisere.

“Hvis du ved det, hvorfor forsinker du så den uundgåelige reaktion til du kommer hjem fra skolen, i stedet for at tage den nu?”

[Kala Patil-Fawley]

For første gang kastede Kala et blik over ham, som vågnede hun mentalt i samtalen og indså, hvem hun talte med. Men det fik hende ikke til at søge tilbage til det bidske hjørne. I stedet strejfede et svagt smil hendes læber, før hun igen rettede blikket tilbage til projektet.

"Jeg har ikke et andet sted at bo efter skolen."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert var stadig i gang med at sortere i jorden og gøre ved, imens de talte. Han havde belejligt glemt hvem han snakkede med, men grundlæggende havde han heller ikke et problem med en Fawley og selv visse mugglere var jo i stand til at føre en samtale. Nogen var i stand til en del mere...

Blikket gled tilbage på Kala og han hævede et enkelt bryn let, men sympatiserede også med dét. "Betyder det at du har tænkt dig at indordne dig?"

Tonen var ikke overrasket. Han kendte alt til at indordne sig.

[Kala Patil-Fawley]

Kala rynkede brynene lidt over spørgsmålet. Svaret havde hun bevidst undgået i flere år og de sidste par måneder var det kun blevet mere indædt. Det havde hjulpet med træning, men nu var pokalen vundet og intet andet tilbage end eksamener. Og et valg.

Hun trak undvigende på skuldrene, men anede ikke, hvad hun skulle svare. Med Liam væk og alle planerne knust med hendes hjerte, var der ikke meget tilbage. Og hun kæmpede lidt med en insisterende prikken bag øjnene, der fik hende til at holde blikket stift rettet mod den mørke muld.

[Rupert Horatio Montague]

Der blev meget stille og det var temmelig akavet.rupert brød det dog ikke. Han sad og kiggede på planten imens han arbejdede. Til sidst rømmede han sig dog.

“Så. Hvilken slags ministeriejob?”

[Kala Patil-Fawley]

Modsat Rupert havde Kala ikke noget imod stilheden. Hun havde ondt i håret og i forvejen lidt rigeligt at tænke på, især ovenpå dén samtale. Derfor havde hun heller ikke et svar til hans spørgsmål, men stod blot tavst et øjeblik, før hun vendte ét mod ham i stedet.

"Er det dét, du gør?" spurgte hun. "Indordner dig?"