Lidt før midnat

[Emilia Yaxley]

Det var torsdag og det betød selvfølgelig, at Emilia havde den tidligere af vagterne på Tarantallegra. Som altid var det temmelig presset at nå det, selvom teateret ikke var langt derfra og følelsen af at skulle skynde sig, blev ikke mindre derefter.

En halv time før midnat kunne hun endelig slå håret ud og male læberne op. Hun nåede dog aldrig længere end at have fået den første drink i hånden, før hun pludselig fandt sig selv i en temmelig uønsket samtale med en mand, hun havde betjent tidligere, der insisterede på konsekvent at stå lidt for tæt på, uagtet at hun blev ved at tage et halvt skridt tilbage.

Hamish Buchanan

[Hamish Buchanan]

Hamish hadede ikke at være på Tarantallegra, selvom han ikke havde haft noget behov for at skulle ud på dansegulvet. Han var på vej over mod sine venner, en drink i den ene hånd, da hans blik faldt på et overraskende bekendt blik.

Han så overrasket ud, før han læste resten af situationen og impulsivt brød ind. Med et behageligt smil.

"Miss Yaxley. Længe siden."

[Emilia Yaxley]

Emilia følte sig trængt op i en krog, da hendes blik pludselig fandt en uventet skikkelse. Men hun nåede ikke engang at overveje, hvordan det mon ville spille sig ud, før han kom hende til undsætning.

"Hvis De vil have mig undskyldt," bemærkede hun køligt til troldmanden, der endte med at vende sig væk med en ubehagelig bemærkning om kvinder, som vist primært var et udtryk for, at det var lidt for længe siden, han havde været sammen med én. Hun skænkede ham dog ikke mange blikke. Opmærksomheden var på det lille pust af en fortid, der ikke var så langt væk.

"Mr. Buchanan," besvarede hun hilsenen og overdøvede resten af idiotens sætning. "Jeg havde ikke troet, jeg ville se dig her."

[Hamish Buchanan]

Hamish hævede et øjenbryn lidt. Han havde ikke set hende i næsten et år, men hun lignede sig selv.

"Jeg kan kun sige det samme," svarede han roligt og kastede et enkelt blik mod manden, før han så tilbage på Emilia.

"Jeg antager ikke, at det er en af dine venner?"

[Emilia Yaxley]

Det var kommet bag på Emilia, at Hamish overhovedet var på Tarantallegra, men da den første overraskelse havde lagt sig og blikket faldt ned over ham, undrede det hende slet ikke, at han var sit samme skræddersydede selv. Et smil strejfede hendes læber, da hun fandt tilbage til de mørke øjne uden skyggen af generthed over sit bliks vandren.

"Nok nærmere én, der er blevet lidt for komfortabel med at ånde på mig," svarede hun og kunne ikke dy sig for, med et glimt i øjet, at tilføje: "Selvom det ene selvfølig ikke udelukker det andet."

[Hamish Buchanan]

Et lavmælt, muntert fnys undslap Hamish, som tog en tår af sin drink og undlod at sige mere om manden. I stedet så han interesseret på kvinden foran sig.

"Det er længe siden," konstaterede han, ikke uden interesse.

[Emilia Yaxley]

Det var længe siden. Faktisk mindedes Emilia ikke at have set Hamish siden Avery-brylluppet og det var lidt for nemt at huske, hvordan det var endt. Måske kom det til udtryk af blikket, hun kastede på ham.

"Ja," svarede hun, konstaterende, men det trak da i mundvigene, da hun fortsatte. "Du ligner dig selv."

[Hamish Buchanan]

Hamish rettede sig instinktivt en anelse op over hendes blik, som virkede alt for velkendt. Det bragte minder tilbage, som han helst ikke skulle dvæle alt for meget ved nu. Han tog en indånding og fnøs lavmælt over hendes konstatering, men tog imod det med et lille nik. Hans blik gled over hende.

"Du ser godt ud," konstaterede han, fordi det var sandt. Hun så anderledes ud. Mere afslappet, måske?

[Emilia Yaxley]

Tænderne var kortvarigt synlige, men forsvandt snart igen bag rødmalede læber. "Tak," svarede Emilia og tog en tår af den drink, en kollega havde givet hende som tak for hjælp med at tage en vagt.

"Jeg fik en invitation til dit bryllup." Det var lige så meget en konstatering som en opfordring.

[Hamish Buchanan]

Hamish vidste, at Emilia var inviteret, for Alissa havde allerede fortalt ham det. Han smilede lidt og bøjede nakken en anelse. Ansigtet afslørede ikke noget andet end venlighed, men sådan havde det altid været mellem dem.

"Og kan vi forvente at se dig der?" spurgte han interesseret.

[Emilia Yaxley]

Emilia vidste ikke helt, hvorfor hun var blevet inviteret til Hamish' bryllup eller om han forventede at se hende der. Ingen af spørgsmålene blev decideret besvaret, selvom hun i det mindste følte sig mere afklaret omkring sidstnævnte.

"Selvfølgelig vil jeg da komme til dit bryllup," svarede hun med et lille smil og kunne ikke dy sig for at tilføje: "Og jeg har moret mig fint til de sidste to Avery-bryllupper, jeg har været til." Selvom hun nok ikke ville ende med at liste sig af sted med Hamish denne gang.

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne ikke lade være med at fnyse. Det trak i den ene side af hans læber, som han så kort til siden og tog en tår af sin drink. Så vendte det mørke blik tilbage til Emilia.

"Lad os håbe, at du også kommer til det denne gang," konstaterede han og hævede øjenbrynene lidt. Denne gang ville det ikke have noget med at ham at gøre, dog. "Og jeg håber, at du er forberedt på at sidde ved hovedbordet."

[Emilia Yaxley]

Nej, Hamish havde virkelig ikke forandret sig meget og det dirrede lidt om Emilias mundvige, men hun slap ham ikke med blikket, mens hun tog en tår. Tværtimod hvilede det på ham, da han igen så tilbage.

"Hovedbordet?" gentog hun, som spøgen gled lidt i baggrund for overraskelse.

[Hamish Buchanan]

Hamish regnede ikke for alvor med, at hun rent faktisk vidste det, men anså det også derfor som en god idé at advare hende. Han nikkede og tog en dyb indånding.

"Hele din familie kommer til at sidde der," konstaterede han. "Eftersom din bror er forlovet med min søster."

[Emilia Yaxley]

Emilia havde altid godt brudt sig om Hamish og egentlig også hans forlovedes storebror, men det var nogenlunde også de medlemmer fra deres respektive familier, som hun var interesseret i at tale med. Desuden var udsigten til at sidde med sin familie nok til at trække lidt af følelsen ud af hendes ansigt.

"Ah." Hun tog en indånding at styrke sig på, men blev heldigvis distraheret, da det slog hende: "Jeg troede, din forlovede stadig gik på skolen?"