Tirsdag på kvisten

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus hadede virkelig kælenavne, men han elskede virkelig Lavender og nænnede som altid ikke at rette hende, da han dukkede op i køkkenet hos hende. Der var uanset ingen konnotationer til hans mor, der aldrig havde kaldt til bordet på den måde. Eller nogen måde, for den sags skyld.

"Det dufter fantastisk, Lavender."

[Lavender C. Buchanan]

Lavender smilede varmt over Thaddeus. Han var så rar ved hende at hun stadig ikke rigtig forstod at andre var lidt bange for ham. Hun var helt tryg, som hun slog ud imod den anden stol og selv satte sig ned.

“Det er bare stuvning,” konstaterede hun. “Men jeg håber det smager - og du må gerne tage resterne med hjem.”

Hun skænkede vand op til dem begge to, imens hun fulgte ham med blikket, uden at indse at hun knapt så væk.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus tog plads og smilede varmt til hende, ikke længere så afdæmpet, som det var i offentligheden. Blikket fulgte bevægelserne, mens hun fik hældt vand op til dem og han tænkte knapt over det, da han løftede fingrene og fik træskeen til at hælde op til først hende og senere sig selv.

Først da tillod han sig selv at se tilbage på hende.

[Lavender C. Buchanan]

Det kildede i nakken, da Thaddeus' blik mødte hendes igen og et øjeblik stoppede Lavender helt op, før hun blinkede, så væk med et svagt, forvirret smil og skyndte sig at tage en tår vand, før hun klarede halsen lidt.

"Har du haft en god uge, siden sidst?"

De havde selvfølgelig lige set hinanden lørdag. Men det var det hun plejede at spørge om. Det var hjemmevandt.

[Thaddeus Buchanan]

Musklerne sitrede lidt under huden omkring Thaddeus' bryn, men de rykkede sig aldrig. Et øjeblik syntes han dog at have set noget, der kunne ligne... Han rystede tanken af sig.

"Den har været ganske triviel," svarede han roligt og tog pustede på den varme stuvning, før han smagte den. De talte frem og tilbage over maden og flere gange tog han sig i at dvæle ved hendes øjne eller måden, hendes læber bevægede sig på, mens hun talte.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender nød Thaddeus' selskab, ligesom hun altid gjorde. Han lyttede altid på hende og han var så opmærksom. Det ville være et under, hvis alle andre var lige så gode til at føre en samtale som han var. Hun tog en dyb indånding på et tidspunkt i slutningen af måltidet og smilede svagt, lidt vemodigt.

"Jeg kommer sådan til at savne vores stunder alene sammen, Thaddeus," musede hun og løftede sit glas med vand. "Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal klare mig uden, må jeg indrømme."

[Thaddeus Buchanan]

Der gik længe mellem, at Thaddeus tillod sig at være alene med Lavender, men når det gik som nu, forstod han ikke selv hvorfor. Uanset hvor attråværdig, han fandt hende, var selvkontrollen ikke for alvor udfordret. I hvert fald ikke før hun ytrede ord, der fik hårene til at rejse sig lidt i nakken.

"Hvorfor tror du, at du skal være dem foruden?"

[Lavender C. Buchanan]

Lavender fugtede læberne og rynkede panden svagt. “Når du bliver gift er det næppe passende, at vi ses så ofte alene,” pointerede hun. “Så skal du velsagtens bruge din tid med din hustru, som det passer sig.”

Hun tog en dyb indånding og smilede svagt. “Du kommer heller ikke til at savne at underholde mig, er jeg sikker på.”

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus rynkede brynene over hendes ord og folden fik selskab, da hun fortsatte. Han kunne selvfølgelig sige, at en hustru ikke ville ændre på hans ret på at tilbringe sin tid, som han ønskede det, men det var allerede langt fra hans fokus.

"Jeg beklager, hvis jeg har gjort noget, der har givet dig det indtryk," konstaterede han alvorligt.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender blinkede en enkelt gang over svaret og mærkede lidt varme i kinderne, før hun rystede på hovedet. “Nej, du har været helt perfekt... En perfekt Gentleman, mener jeg.” Hvorfor sagde hun sådan noget?

“Jeg holder frygtelig meget af dig, Thaddy. Men jeg er sikker på at det ikke er passende, hvis du er gift. At vi ses så meget, mener jeg.”

[Thaddeus Buchanan]

Mennesker havde en tendens til at bruge så mange ord. Fyldte tid og luft op med dem, snakkede hele tiden. Nu væltede de også fra hende, men de prellede alle af på Thaddeus.

"Hvorfor tror du, at jeg ikke ville savne det?" spurgte han i stedet roligt, alvorligt. Brynene var stadig sammentrukne.

[Lavender C. Buchanan]

Lavenders mellemgulv trak sig nådesløst sammen over spørgsmålet og hun følte sig temmelig tør i halsen. Hendes blik flakkede og faldt kort, før hun tvang det op igen. Hun var en voksen kvinde, ikke en teenager.

“Det... Jeg mente bare at du har været så sød og overbærende med mig i al tiden efter Vincent,” svarede hun lavmælt og lidt presset. “Jeg kommer til at savne dig.”

[Thaddeus Buchanan]

Panden blev kun langsomt glattet igen og det var nok meget godt, at der var et bord mellem dem til at forhindre hans impuls til at række ud efter hende. Thaddeus rettede sig lidt op.

"Jeg har ikke båret over med dig, Lavender," konstaterede han fast. "Jeg har tilbragt tid med dig, fordi jeg nyder at tilbringe tid med dig."

[Lavender C. Buchanan]

Lavender havde det ret hårdt over Thaddeus og hans insisteren, som ikke ligefrem gjorde det nemmere at være hende. Hun modtog dog forsikringen uden mere diskussion og rankede sig selv lidt med et beklagende blik.

“Undskyld,” svarede hun reelt, før hun rakte den ene hånd frem og lagde den over hans i en impuls.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus rystede lidt på hovedet. Af og til måtte han ganske vist bære over med hendes behov for evigt at undskylde, men det var primært, fordi det gjorde det forbandet fristende at tage hendes ansigt i hænderne og kysse hende. Som altid holdt han sig til tanken, som i forvejen var rigeligt upassende.

"Jeg holder af dig, Lavender. Ikke kun fordi jeg burde af respekt for Vincent. Af dig," konstaterede han roligt og lukkede fingrene om hendes hånd. "Og jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at se dig, fordi jeg er nødt til at indgå kontrakt med en kvinde."