Tirsdag på kvisten

[Lavender C. Buchanan]

Lavender havde været i gang med at lave mad siden hun kom hjem. Brød var ved at bage i ovnen, grøntsagerne og kødet simrede over gryden og hun havde det lidt varmt. Det var en god undskyldning for at skifte for Thaddeus kom, for selvom han bare var hendes svoger og intet andet, så kunne hun jo ikke stå der med svedpletter under armene, når hun bød på middag. Hun debatterede meget med sig selv, før hun tog en lidt pænere hverdagskjole på, knappede den helt op til halsen og snoede sit hår bestemt op i en knold. Det var jo ikke et stævnemøde.

Derfor var det også noget pjat, da hun sneg sig til at duppe en enkelt dråbe af den søde yasmin-parfume bag ørerne og på sine håndled, før hun skyndte sig tilbage ned af trappen i tide til at tage brødet ud af ovnen, lige før det ringede på døren. Nærmest stakåndet, åbnede hun den for Thaddeus Buchanan med et lidt stresset smil.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus havde haft alle planer om at nå hjem og tage et bad, før han skulle forbi Lavender, men arbejdet som unævnelig var ikke altid at planlægge efter og han kom direkte fra ministeriet. Han tog sig alligevel tiden til at glatte det i forvejen skarpt stående jakkesæt.

Efter en dyb indånding og en hånd over håret, ringede han på og hævede brynene lidt over den pressede heks. "Kommer jeg for tidligt?" spurgte han bekymret, selvom han var ret sikker på, at han nok nærmere var fem minutter for sent på den.

[Lavender C. Buchanan]

Lavenders mellemgulv blev til mush over at se Thaddeus og hun måtte give sig selv et grundigt, mentalt rap over fingrene.

Hun trådte til siden for ham med et selvfølgeligt “nej, nej,” forsikrende ham, før hun slog ud mod knagerækken. “Skal jeg tage din kappe?”

Lejligheden var ikke enorm og duften af maden var derfor alle steder allerede.

[Thaddeus Buchanan]

Det var ikke evigheder siden, at Thaddeus havde fået et ordentligt måltid. Han besøgte regelmæssigt Sylvester Buchanan og nød husalfens evne til at få et måltid på bordet. Men der gik evigheder mellem, at han fik ét, der var tilberedt med følelse. Dedikeret til ham. Og han værdsatte det bestemt.

Han rystede blidt på hovedet og trak selv kappen af. "Du har vist rigeligt at se til. Lad ikke mig opholde dig, jeg skal nok finde mig til rette," forsikede han, selvom han som altid var rank og nystrøgen. Selv i Lavenders hjem, der duftede dejligt af mad.

[Lavender C. Buchanan]

Lavenders skuldre faldt lidt ned ved svaret og hun vendte sig rundt og gik mod køkkenet i sine bløde hjemmesko. Det var længe siden hun rigtig havde tilberedt et hverdagsmåltid til en anden. Nærmest tilbage til dengang hun ikke boede alene med Milady.

Hun var næsten færdig med at dække op ved det lille køkkenbord, men manglede at fylde vand i glaskanden. Så var der gryden, der skulle af blusset og til sidst brødet. Hun havde styr på det hele, indtil hun kom til at skære sig lidt i den ene finger og slap et smertensudbrud.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus hang kappen på knagen og tillod sig selv at kaste vurderende blikke i lejligheden, selvfølgelig kun de steder, han umiddelbart kunne se uden at snage. Lige så meget for at lære hende bedre at kende, som for at sikre sig, at Lavender havde et ordentligt sted at bo, nu hun var efterladt uden husbond.

Udbruddet tiltrak hans opmærksomhed og det tog ikke de lange ben mange sekunder at bære ham ud til hende. Han tog blidt hendes hånd i sin og havde allerede trukket staven fra ærmet med den anden.

"Tillad mig," bad han roligt og ventede på hendes tilladelse, før han helede hendes sår med magi. Nok var han ikke helbreder, men havde nok generel erfaring til det.

[Lavender C. Buchanan]

Hun havde været distraheret. Opfyldt af at tænke på hvordan det føltes at lave mad til Thaddeus. Hvordan hun så frem til at servere ham et ordentligt måltid, som han utvivlsomt ikke fik nok af. Hvordan lejligheden tog sig ud for hans inspicerende blik. Pludselig var der blod, ikke meget, men lidt fra hendes finger og et par stænk på kniv og skærebræt. Thaddeus kom hurtigere end hun nåede at tænke på at gøre noget og hun fik kun lige fat i at han hævede tryllestaven, før hendes hud krøb sammen om det skæve lille sår igen og hun blinkede med øjnene.

“Tak,” svarede hun, lidt overrasket. “Jeg ved ikke hvad der er galt med mig. Jeg kan normalt godt skære et brød, uden at have brug for assistance.”

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus havde selvfølgelig ikke gjort noget uden Lavenders samtykke og han strøg blidt hendes finger, hvor såret havde været, med de fingre, der stadig lå om hendes hånd. Et dæmpet, men ikke desto mindre varmt smil strejfede hans læber, før han lod staven glide tilbage i ærmet.

"Jeg tilbyder dig gerne min hjælp, hvor jeg kan."

[Lavender C. Buchanan]

Lavenders hjerte hamrede lidt, som hun løftede blikket til Thaddeus, huden sitrende under hans blide kærtegn.

“Du har altid været meget hjælpsom,” forsikrede hun lavmælt. “Jeg ved ikke helt hvad jeg har gjort for at fortjene det.”

Hendes mellemgulv trak sig en smule sammen. Det føltes en lille smule farligt at stå sådan sammen med ham.

[Thaddeus Buchanan]

"Jeg holder af dig," svarede Thaddeus ærligt og vidste godt, at det var en farlig leg at stå så tæt på Lavender, når de var helt alene. Men i sidste ende var Thaddeus ikke for alvor udfordret. Han havde altid haft en del selvkontrol og nok respekt for hende til at pådutte hende noget.

Så han slap hendes hånd igen og trådte tilbage for at genetablere den propre afstand.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender var ikke nær så god til at lukke ned for sine følelser og et øjeblik stod de tydeligt skrevet i hendes blik, hvis ellers han havde kigget efter. Så så hun lidt forfjamsket ned, trak selv sine hænder til sig og vendte sig rundt mod brødet igen.

“Jeg håber du er sulten,” konstaterede hun helt mor-agtigt. Hun fik tørret bloddråberne op og genoptog skæringen af et par skiver brød, som røg ned i en brødkurv.

“Har du egentlig været her før...?”

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus så ikke i hendes blik og selv, hvis han havde gjort, havde et blik ikke været nok til at overbevise ham om, at han så andet, end han havde gjort de sidste par år. Følelserne for hende var trods alt intet nyt fænomen og han havde fundet sine strategier til at håndtere dem. Lidt mere effektivt, efter Vincent var ude af billedet.

"Nej," svarede han roligt og fulgte hendes bevægelser med blikket.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender drejede sig mod Thaddeus og bordet igen med brødkurven i hænderne. Hun smilede svagt.

“Du må gerne kigge lidt rundt så, hvis du har lyst,” opfordrede hun. “Det kan være du snubler over Milady på vejen. Du kan godt lide katte, ikke?”

Køkkenet var ikke rigtig stort nok til to. Ikke når det at være tæt på ham påvirkede hende så meget. Fik hendes blik til at flakke til hans læber på den måde.

[Thaddeus Buchanan]

Nakken blev bøjet lidt i taknemmelighed og hænderne allerede samlet på ryggen. "Jeg har intet imod katte," konstaterede han roligt, selvom han aldrig havde set megen formål i at have et andet dyr end uglen.

Han smilede en enkelt gang, afdæmpet, til hende, før han tog opfordringen.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender fulgte ham kort med blikket, som han gik. Den ranke ryg, de brede skuldre. Det var direkte latterligt hvor flot en mand han var og hun lagde alt for meget mærke til det.

Hun slog sig selv fysisk over fingrene, før hun gjorde de sidste ting færdigt, satte maden på bordet og glattede sit hår lidt ned. Hun tog en dyb indånding og pustede den ud. Moderlige, søskendeagtighed. Det var det hun skulle have fundet frem. “Thaddy?” Hun stak hovedet ud af køkkenet. “Så er der serveret.”