Små narrøve

[Rupert Horatio Montague]

Rupert prøvede at læse til eksamen, men det var der et par snotunger fra tredje årgang, der hverken havde respekt eller forståelse for. De væltede rundt på læsesalen, pjattede, fjollede og var generelt til gene for deres omgivelser for. Til sidst, efter at have bidt temperamentet i sig et par gange, rejste Rupert sig op, gik hen til dem, greb en af dem i kraven og stirrede ham i øjnene.

"Hvis I tre komplette åndsamøber ikke skrider lige nu, så finder jeg jer efter skolen er slut og får jer til at fortryde det. Min bedstefar var en dødsgardist."

Dét fik dem til at stikke halerne mellem benene og da han havde sluppet den ene, luskede de alle tre ud af læsesalen. Rupert satte sig ned igen, lidt rød i nakken, men ellers tilsyneladende rolig.

Felicity Runcorn

[Felicity Runcorn]

Det var altid lidt frustrerende for Felicity når folk larmede i læsesalen. Hun ville gerne være gode venner med alle, så hun havde svært ved at konfrontere folk, men samtidig ville hun virkelig gerne studere. Hun havde dog siddet et lille stykke væk fra en fyr med mørke krøller og betragtet de larmende elever med et utålmodigt blik. Da hun så ham gribe til handling, blev hun en anelse overrasket og specielt over de ting der skete derefter. Det hele skete så hurtigt at hun ikke hørte alle hans ord men aggressionen havde dog været tydelig. Det gjorde Felicity en smule bleg, men det kunne vel ikke passe det han havde sagt. Det var ligesom når hun sagde hun hadede sin bror.

I et forsøg på at komme den mørkhårede elev imøde, smilede hun en anelse skævt til ham da han havde sat sig og hviskede afdæmpet.
"Det er desværre ikke alle der forstår at respektere læsesalens regler." Bemærkede hun.
"Tak fordi du skræmte dem væk, jeg er selv så dårlig til konfrontationer." Hviskede hun og skar en lille grimasse. "Har vi mødt hinanden før?" Spurgte hun og betragtede ham undersøgende.

[Rupert Horatio Montague]

Da Rupert havde sat sig og en pige begyndte at tale til ham, sitrede hans ene øje let et øjeblik over endnu en forstyrrelse. Han genkendte hende dog. Der var ikke mange, rene fuldblodsfamilier tilbage, som ikke var blodforrædere. Han havde været på Durmstrang, men selvfølgelig vidste han hvem det var Runcorns. Derfor anlagde han et mere høfligt smil og nikkede let.

“Rupert Montague,” præsenterede han sig. Han blev til tider glemt, på grund af skoleskiftet, men det var en fejl. Han var arving til hele sin fars formue. “Velbekomme. Nogen børn har ikke lært hvordan man opfører sig ordentligt.”

[Felicity Runcorn]

Egentlig skulle hun vel bare tie stille, men Felicity kunne på ingen måde bare forsætte med at læse efter den episode.
"Montague hm?" Sagde hun opmærksomt og kneb øjnene overvejende sammen. Hun kendte godt til familien, men ikke mere end hvem de var på overfladen.
"Nej, det har de ikke." Bemærkede hun og sukkede dybt. "Selvom jeg tror du smurte lidt tykt på. Det var lige før at jeg troede du mente det." Sagde hun og smilede skævt til ham, mens hun hvilede hovedet i sin hånd og betragtede ham lettere undersøgende.

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts smil svandt helt ind over spørgsmålet, fint koblet med at pigen valgte ikke at præsentere sig. Han så hende alvorligt i øjnene.

"Hvem siger, at jeg ikke mente det?"

Begge bryn hævede sig let, uden at han slap hende med blikket.

[Felicity Runcorn]

Det var vel den lidt chokerende oplevelse der havde sat hendes sociale evner til side.
"Øh." Sagde hun og blev helt rød i hovedet over hans blik, som hun syntes var lidt intenst og skræmmende.
"Det. Er. Der. Vel. Ingen. Der. Har. Sagt." Sagde hun langsomt.
"Men det. Det er da lidt af en trussel." Hviskede hun og så ham stadig i øjnene.
"Jeg har også nogle der øhm sådan begik forbrydelser i min slægt men det betyder jo ikke." Bemærkede hun men blev så helt tavs. Hvad prøvede hun egentlig at sige?

[Rupert Horatio Montague]

Rupert var ikke vanvittig imponeret af hendes talegaver eller generelle reaktion. Han hævede det ene bryn let, før han trak på skuldrene.

"Hvad er det egentlig du prøver på at sige, Runcorn?"

[Felicity Runcorn]

"Synes du ikke det var lidt upassende at true dem på den måde?" Bemærkede hun afdæmpet, nu hun havde fået kontrol over sin stemme igen. Felicity betragtede ham undersøgende og forsøgte at finde ud af om hans opførsel var for meget eller ej. Det virkede lidt aggressivt, men børnene havde selvfølgelig også været ret provokerende.

[Rupert Horatio Montague]

Han havde tydeligvis fejlbedømt hende. Vurderet af en pæn fuldblodspige fattede hvordan spillereglerne var. Rupert betragtede hende med et vist niveau af misbilligelse.

"Nej," svarede han simpelt. "De var forstyrrende små snotunger. De kan lige så godt lære konsekvenserne med det samme."

[Felicity Runcorn]

"Åh." Sagde hun og smilede svagt. "Det var de godt nok ja." Bemærkede hun og trak øjenbrynene overvejende sammen mens hun forsøgte at tænke. Hans tilstedeværelse gjorde det dog svært for hende at få sine tanker til at hænge sammen.
"Tja. Det er måske rigtig nok. I det mindste fik du dem til at holde kæft." Sagde hun og smilede skævt til ham. "Jeg er bare ikke vant til folk der er så direkte i deres måde at tale på." Bemærkede hun og kløede sig lidt på næsen.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert nikkede let. Han vidste at han ikke havde gjort noget forkert. Han følte sig ekstremt berettiget.

Så han slog bare op på næste side i sin bog og gav sig til at læse videre, imens pigen sad og kæmpede med sig selv.

[Felicity Runcorn]

Felicity bemærkede drengens reaktion og gik ud fra, at deres samtale nu var slut. Det var trods alt også læsesalen og hun ville ikke gøre ham sur ved at blive ved med at snakke. Derfor slog hun blikket ned mod sin bog og forsøgte at lade være med at tænke mere over det. Efter et par timer hvor de begge havde siddet og læst, rejste hun sig op og begyndte at pakke sine ting sammen så stille som muligt.

[Rupert Horatio Montague]