Besøg

[Cillian O'Callaghan]

Det var en tidlig aften, før der for alvor blev travlt på det lille dansested i Hogsmeade, at Cillian O'Callaghan trådte ind, sammen med to ledsagere. Der var allerede enkelte på gulvet, men en generel rolig stemning, som vidnede om at aftenen kun havde taget sin spæde start. I et øjeblik stod han blot i indgangen og lod blikket glide over det nydelige lokale, før han fangede en forbipasserende bartender.

Spørgsmålet om, hvorvidt Ophelia Johnson var til stede og havde tid til at veksle et ord, blev utvivlsomt bragt videre og han selv efterlod sine to følgesvende nær indgangen, før han selv fortsatte lidt længere ind og stillede med udsigt til det sænkede dansegulv. Hænderne fandt hvile på gelænderet foran, placeret over hinanden og han smilede ganske svagt ved synet af de enkelte dansende.

[Ophelia Johnson]

Ophelia havde været i Hogsmeade i nok tid til at hun kendte samtlige andre butiks-, kro- og klubejere og var på fornavn med størstedelen. Relationerne var ikke altid nemme eller uproblematiske, men hun gjorde generelt sit til at komme nogenlunde overens med dem. Med ejeren af Den Kælne Kimær havde hun dog efterhånden etableret et semi-venskabeligt, stikkende, småsarkastisk forhold, som hun hun ikke hadede, men heller ikke ville komme til at indrømme at hun nød en lille smule. Eller endda lidt mere end det.

Ved informationen om, at han var på Tarantallegra, kom hun til at kaste et enkelt blik over sig selv i spejlet og rettede lidt på et hår og velourkjolen, før hun trådte ud fra kontoret og snart fandt ham, selvfølgelig med sine to bavianer. Et svagt smil og to let hævede, uimponerede bryn, mødte synet. "Nervøs for at blive danset i svime, siden du har assistance med, Cillian?"

[Cillian O'Callaghan]

Det var intet nyt for Cal, at Ophelia Johnson var skeptisk eller at hun var flabet. Han var bekendt med begge dele og lod sig ikke mærke med det, som han stod lænet lidt frem med underarmene på gelænderet foran sig. Tværtimod trak den ene side af hans læber en anelse op, som han drejede hovedet halvt over mod hende og hævede et øjenbryn let, uden endnu at rette sig op. Der var et muntert, nærmest afslappet glimt i de isblå øjne.

"Det er altid godt at tage sine forholdsregler, Ophelia," svarede han og rettede sig langsomt op, drejede sig mod hende. "Og det er mit indtryk at det ér formålet, når man kommer her?"

[Ophelia Johnson]

Ophelia trykkede sine læber en smule sammen, fulgte bevægelsen med blikket og undlod næsten, men også kun næsten, at trække lidt på smilebåndet over spørgsmålet.

"Jeg skulle håbe at de færreste falder helt i svime," konstaterede hun dog tørt. "Og jeg har på en eller anden måde svært ved at forestille mig dig danse. Tager du dine to skygger med ud på dansegulvet? Eller er det simpelthen dem du danser med?" Hun tiltede hovedet lidt.

[Cillian O'Callaghan]

Som altid havde hun travlt med at komme med umotiverede stikpiller, men Cal tog sig ikke meget af det. Han betragtede hende blot, mens hun talte og hævede et enkelt øjenbryn over hendes antagelse.

"Måske ved du ikke så meget om mig, som du tror," konstaterede han roligt og tog et skridt tættere på hende. "Betræder du nogensinde selv dit eget dansegulv, miss Johnson?"

[Ophelia Johnson]

Ophelia fulgte Cal med blikket og hævede et enkelt bryn, før hun trak let på skuldrene.

“Når jeg føler lysten til det,” konstaterede hun og så ham i øjnene. Hun havde ikke tænkt sig at slå blikket væk som en bly lille størrelse. Hun var ikke bange for ham. Andre var.

“Og når nogen tør spørge, til tider,” tilføjede hun.

[Cillian O'Callaghan]

Cal mødte roligt hendes blik og så interesseret på hende over svaret på spørgsmålet. Han slap en tænksom lyd og fugtede læberne, som buede en anelse opefter. Som altid brød han ikke øjenkontakten, men holdt den.

"Vil du gøre mig æren nu?" spurgte han og hævede øjenbrynene lidt, før antydningen af tænder kort var synlig. "Jeg er ganske overbevist om, at mine ledsagere kan underholde sig selv i mellemtiden."

[Ophelia Johnson]

Ligesom hun ikke var bange for ham, havde Ophelia heller ikke tænkt sig at blive charmeret af ham. Hun mødte dog hans blik lige på og kunne ikke stå for en udfordring. Hvad det end var han ville, så var hun klar til at møde det - også på dansegulvet. Så hun rakte sin ene hånd frem, smilede sardonisk og så kort fra den ene ledsager til hinanden.

"Hvis de bliver ensomme, har de jo hinanden," konstaterede hun.

[Cillian O'Callaghan]

Cal vidste ikke, hvorfor Ophelia Johnson altid havde været så defensiv og opsat på at vise ham, at hun var barsk, men det generede ham ikke. Han tog det med stoisk ro og smilede som en sand gentleman, da han rakte ud og tog imod hendes hånd. "Ganske rigtigt," svarede han med en kort gnist af morskab i det isblå blik, før han førte hende med sig.

På dansegulvet drejede han sig ind mod hende og var tydeligvis ikke uvant med at danse, som hans hånd fandt hendes talje med naturlighed. Blikket hvilede i hendes, da musikken spillede op igen og den samme, bløde bue forblev omkring den ene side af hans læber.

"Jeg er nysgerrig," konstaterede han lavmælt, som han førte hende ud i dansen, uden at tabe et trin, selvom han talte. "Hvad har givet dig det indtryk, at jeg ikke er en danser?"

[Ophelia Johnson]

Ophelia havde en tendens til at ende med at føre, når hun dansede med en mand, der lod hende. O'Callaghan indtog dog med den største naturlighed rollen som herre i dansen og efter et øjeblik medgav hun fysisk og lod ham. Hendes mørke blik hvilede i hans, som de, begge øvede, gled rundt på gulvet.

"Din generelle mafiaboss-udstråling," foreslog hun med en sitren i mundvigene. "Skurken i en historie danser ikke så tit. Han sidder mest bare i en lænestol og stryger sin hvide kat med hårene, ikke?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal lyttede interesseret til hendes svar, som han førte hende rundt. Blikket på hende forblev roligt og han gjorde ingen forsøg på at påstå, at han ikke var en skurk. Han smilede blot det ganske svage smil, som ikke afslørede tænderne og med den antydningsvise gnist af noget spøgende i det blå blik.

"Jeg har ingen kat."

[Ophelia Johnson]

Ophelia himlede med øjnene af svaret, imens hendes mundvige sitrede afslørende. Hun kunne altid regne med at kunne spille verbal pingpong med klubejeren.

“Så ved jeg ikke hvad du stryger bag dit skrivebord,” svarede hun drillende.

[Cillian O'Callaghan]

Cal fnøs, tilnærmelsesvis muntert, over hendes ord, før han fulgte en optakt i musikken og kort flyttede begge hænder til hendes talje, hvorfra han løftede hende. Efter en halv omgang, var hendes fødder mod gulvet igen og han indfangede hende, blikket endnu på hendes ansigt.

"Det var ellers mit indtryk, at du har svaret på alt, miss Johnson."

[Ophelia Johnson]

Løftet var ikke strengt nødvendigt i dansen og Ophelia havde ikke helt forventet det. Hun landede dog fint igen og vurderede at suget i maven kun handlede om overraskelse.

Da først Cal svarede hende, himlede hun svagt med øjnene, men trak også på smilebåndet.

“Slet ikke. Jeg er tydeligvis langt fra at have regnet dig ud,” konstaterede hun.

[Cillian O'Callaghan]

Det var et under at hendes øjne ikke sad fast, så ofte som hun himlede med dem, men det undlod han at sige højt. Han så bare interesseret på hende, alt imens han førte hende rundt i dansen. Et øjenbryn hævede sig lidt over hendes ord og det trak omkring hans ene mundvig.

"Det er sandelig en sensationel dag," konstaterede han lavmælt, spøgende, uden at blikket veg fra hendes. "Men du håber på at opnå det en dag?"