Papirskugler og fjollerier

[Felicity Runcorn]

Gideon Flint

Det var en ganske almindelig onsdag aften og Felicity sad i fællesstuen med nogle af sine venner, som larmede en hel del. Et par af drengene var endda begyndt at smidde med papirskugler og i det hele taget var tingene lidt ved at løbe ud af kontrol. Selv for fællesstuen var det for meget. Felicity var begyndt at mærke nogle af de andre elevers lettere irritable blikke og hun sukkede en anelse over sine venner og bad dem om at tage lidt hensyn. Det fik de to drenge til at gå deres vej, men kun efter de havde kastet en papirskugle som tilfældigvis ramte en hel anden dreng. En som Felicity kun kendte af navn, men dog alligevel kendte til, fordi han gik på hendes brors årgang og de kom i de samme kredse. Forsigtigt rejste hun sig op og gik hen til ham.

"Vil gerne undskylde på vegne af mine 'venner'." Bemærkede hun og skar en grimasse, mens hun så efter dem som de gik ud af rummet.
"De er ikke specielt godt opdraget desværre." Sagde hun og sukkede lettere opgivende, hvorefter hun pustede let til en lok af sit blonde hår.
"Du er Flint ikke? Jeg tror vi har mødtes før til et eller andet kedeligt selskab som vores forældre tvang os med til." Bemærkede hun og lagde hovedet let på skrå. 

[Gideon Flint]

Papirskuglen ramte Gideon på skulderen, før han løftede de brune øjne fra bogen, han havde i hænderne. Oldtidens Runer var nok svært nok at koncentrere sig om, men han havde en næsten imponerende evne til at fokusere i larmende omgivelser. Dovent løftede blikket sig, da kuglen så ramte gulvet.

"Det er ikke din opgave at undskylde på nogens vegne," bemærkede han med en trækning på skulderne, da en lyshåret pige havde nærmet sig hans plads. Selvfølgelig vidste han hvem hun var. Det var rimelig vigtigt for ham at skabe et overblik over fuldblodsfamilierne.

"Et af de mange selskaber, mener du," En svag trækning viste sig i mundvigene. "De kan sgu være morsomme nok, hvis man bare ved hvem man skal snakke med."

[Felicity Runcorn]

Det var sandt nok hvad Gideon sagde, men Felicity følte som altid et behov for at rende rundt og slukke ildebrande, så alle var i godt humør og ikke blev sure. Hun brugte så meget energi på det, at hun helt glemte at hun var udmattet efter en lang dag.
Gideons bemærkning fik hende til at vifte lidt gestikulerende med hånden, som om hun forsøgte at sige at det var ligemeget. Hun smilede dog overrasket over at han kunne huske hende og løftede sine øjenbryn.

"Sandt nok." Bemærkede hun og satte sig ned på armlænet på den stol eller sofa han sad i.
"Sidst jeg var til et af de selskaber, sneg jeg mig til at drikke et glas rødvin, men du må ikke sige det til nogen." Bemærkede hun og smilede skævt, mens hun strøg en lok af sit hår om bag øret. "Det smagte dog ikke engang særlig godt." Sagde hun og skar en grimasse.

[Gideon Flint]

Blikket fulgte pigen lidt, da hun satte sig ned på sofaens armlæn. Han satte bogmærket i bogen, men lukkede den endnu ikke helt i. I stedet lyttede han bare lidt til pigens kommentarer, uden meget reaktion til at begynde med. Det var nok bare den slags impulsive samtaler der sneg sig ind i hverdagen, men han ville nok heller ikke afslå den slags når det galt en person fra en indflydelsesrig familie. Det gjorde ham vel ikke forfængelig. Bare... fornuftig.

"Det lyder harmløst," bemærkede han så. Han havde sneget sig til nogle tårer af sin fars cognac til den sidste herrefrokost - og den første han var blevet inviteret til at få et kig ind til.

"Din hemmelighed er sikker hos mig."

[Felicity Runcorn]

Felicity vidste egentlig ikke helt hvorfor hun sådan prablede lige pludselig, men det var vel hendes måde at undskylde på, selvom hun egentlig i princippet forstyrrede ham.
"Åh. Tak." Sagde hun og smilede. "Jeg havde nu heller ikke regnet med at du sådan ville sladre til mine forældre." Bemærkede hun og lagde hovedet lidt til den ene side.
"Jeg mener. Det er sådan lidt. Voldsomt. Men selv hvis du gjorde, ville de nok tilgive mig." Sagde hun og sukkede let.
"Jeg er nemlig ikke en ballademager som min bror er." Sagde hun med et skævt smil. "Hvad med dig? Du virker som den fornuftige type." Sagde hun og skævede ned mod bogen.

[Gideon Flint]

Et af de tætte mørke bryn hævede sig opad i panden, da Runcorn blev ved med at plapre løs. Ikke at det, som sådan, var et problem. Han var trods alt næsten færdig med sit kapitel og han var mere end nysgerig på hvor hun ville hen med det hele. Selvfølgelig kendte han dog hendes bror. Han gik på hans årgang, men havde vist også en tendens til at tjene en merlinsmasse eftersidninger ind. Det var temmelig utilregneligt.

"Fornuftig og fornuftig," Gideon trak på skuldrene, selvom han nok selv anså det som rungende sandt. "Jeg holder mig bare ude af ballade, du ved. Eller lader være med at fortælle om det til fremmede." Den sidste sætning blev mest sagt i spøg, at dømme på trækningen i mundvigene.

[Felicity Runcorn]

Fremmede. Ja, Gideon var vel på nogle punkter en fremmed. Anyway, Felicity smilede skævt over hans kommentar og trak på skuldrene.
"Du er vist klogere end mig." Bemærkede hun og skar en grimasse. "Egentlig ville jeg bare forsøge at udligne nogle problemer i fremtiden, i forhold til papirkuglekasterne, men du virker til at være en fornuftig fyr, så måske behøvede jeg slet ikke." Sagde hun og smilede skævt.
"Og så har jeg lidt en ting for at forsøge at blive venner med dem, som mine forældre ville elske jeg blev venner med. Det kan jeg ikke lade være med. Så du må lide under det, så jeg kan skrive et brev til mine forældre om hvordan jeg talte med dig. Så bliver de rigtig glade." Sagde hun og grinede afdæmpet, selvom hun havde på fornemmelsen at hun talte alt alt for meget. Hun kunne dog slet ikke lade være. Sådan var det når hun snakkede med folk der ikke delte så meget ud af sig selv.

[Gideon Flint]

Gideon skulle ofte grave informationer ud om folk. Runcorn serverede vist det meste for ham. Han kunne dog ikke dømme hende for at ønske at please hendes forældres forventninger. Derfor sendte han hende et smalt smil.

"Du skriver hvad du vil," bemærkede han, før han kløede sig over hagen.

"Familier som vores må vel stå sammen."

[Felicity Runcorn]

Gideon var slet ikke så uvenlig som nogle forsøgte at få ham til at fremstå. Det var vel også mest fordommene om fuldblodsfolk, der nogle gange gav folk et forkert indtryk. Det var i hvert fald det Felicity tænkte.
"Ja, det må vi vel." Sagde hun og smilede skævt. "Der er så mange der dømmer mig på forhånd på grund af mit navn og slet ikke ser mig for den jeg er." Sagde hun med et afdæmpet suk.
"Bare fordi jeg er en Runcorn, er jeg altså ikke en nar. Eller, det kan godt være jeg er en nar nogle gange, det ville min lillebror nok sige, men det er ikke på grund af mit navn." Bemærkede hun og fnes afdæmpet.

[Gideon Flint]

Gideon havde egentlig ikke haft sig noget særligt ry på skolen. Han havde hængt ud med fuldblodsklubben i et års tid - det var sandt nok -, men han havde aldrig været det aggressive medlem. Faktisk, var han sikker på at nogen i klubben betvivlede hvordan han, for nyligt, overhovedet havde fået magten ud af Montagues kløer. Især når deres temperamenter og motivationer var så forskellige.

"Når jeg hører navnet Runcorn, tænker jeg bestemt ikke at det skulle gøre dig til en nar," Brynene rynkede lidt spekulativt. Det lød næsten som om pigebarnet havde fordomme overfor sit eget blod. "Ens familie er en del af ens identitet, hvis du spørger mig."

[Felicity Runcorn]

Felicity kunne ikke lade være med at smile over hans ord, det var rart at der var en der forstod hende på det punkt. "Tak." Sagde hun og pillede lidt nervøst ved en lok af sit hår. Samtalen var begyndt at spidse lidt til og det gjorde altid Felicity lidt nervøs når hun frygtede at det måske ville ende ud i en form for diskussion.

"Åh, ja det vil jeg også mene." Sagde hun og nikkede. "Tror bare at folk har mange fordomme om en på grund af ens navn og dem kan jeg ikke altid se mig selv i." Bemærkede hun.
"Men jeg er da stolt af min familie og hvor jeg kommer fra." Sagde hun og nikkede langsomt. "Det er du vel også?" Sagde hun og lod blikket glide lidt søgende ned mod ham.

[Gideon Flint]

Gideon havde skam også hørt nok fordomme om sit eget navn. Hvordan hans far havde været en kronisk snyder på Quidditchholdet. Typisk, at nogen halvblodsforældre formidlede den slags ligegyldige informationer fra deres skoletid til deres børn. Som om de ikke havde nok at tage sig til.

Smilet blev mere formildet, da Felicity forklarede sig mere. Og nævnte at hun var stolt over hvor hun kom fra. Selvfølgelig nikkede han, da hun vendte spørgsmålet mod ham. "Hm, naturligvis," Opfulgte han. "Jeg tilhører en af de ældste magiske slægter. Man bør være stolt af den slags."

[Felicity Runcorn]

"Flint slægten er en imponerende slægt ja." Sagde hun og smilede oprigtig til ham. Det var rart at kunne tale om disse ting med nogen. Hun elskede at nørde historie og de fleste på hendes alder ville hellere drikke øl og skabe sig.
"Har i ikke en Minister for Magi i din slægt?" Spurgte hun, fordi hun var lidt i tvivl om om hun måske tog fejl.

[Gideon Flint]

Gideon var faktisk imponeret over at heksen kendte til det. Det var trods alt mange, mange år siden Josephina Flint havde været minister for magi. Faktisk var det nogle hundrede år siden. "Du kan din historie," Han sendte heksen et blødt smil.

"Hvem ved. Det kan være at vi en dag får endnu en." Han blinkede en enkelt gang med det ene, brune øje.

[Felicity Runcorn]

"Det kan jeg da." Bemærkede hun og nikkede hurtigt. Felicity følte at det var hendes pligt at kende til de magiske slægters historie. Det fik hende til at føle sig godt tilpas, fordi hun vidste hvor hun kunne placere folk i forhold til hinanden.
"Åh, virkelig?" Sagde hun med et lettere imponeret blik i sine øjne.
"Du er sørme ambitiøs." Bemærkede hun med et skævt smil. "Men du virker nu klog nok, til at det i hvert fald er en mulighed." Sagde hun og mødte hans blik. Hun havde i hvert fald et godt indtryk af ham indtil videre.