Velkommen til Tudselommen [S]

[Kala Patil-Fawley]

Efter omkring sytten ture op og ned ad trapper, kunne Kala endelig kaste den sidste kasse fra sig og dumpe ned i sofaen, der stadig stod skævt midt i stuen. Det var ikke lige dét, hun havde tænkt sig at bruge dagen før årets sidste kamp på, men da William Knight skulle flytte i en Hogsmeade-weekend, gav det næsten ikke menigt andet. Og distraktionen var da også kærkommen.

Hun slap en tung udånding og kastede et blik omkring på kasserne, mens hun trak fingrene igennem det mørke hår. Det var vamt og en smule fugtigt inde ved hovedbunden.

"Du ved godt, at man normalt plejer at fylde en kasse halvt med tunge ting, sådan så man ikke har én kun med sengetøj," pointerede hun med et skævt smil.

[William Knight]

Liam var næppe typen med et pakkesystem. Han var ret sikker på at hans mor var kommet med gode råd, men åbenbart var det nemt at overhøre den slags, når man nærmest bare kylede ejendele ned i kasser. Værelset havde været langt mere rodet end forventet. Fra ligegyldigt memorabilia til aldrig-læste bøger.

Sveden sad i perler på panden, da han lukkede døren bag heksen, der var kommet ind med den sidste kasse. "Vi klarede den jo," bemærkede han, før en hånd flugtede gennem håret.

"Merlin... mine ben." Han støttede sig lidt til væggen ved sofaen, med en stor overbevisning om at han aldrig ville kunne rejse sig op, hvis han først satte sig.

[Kala Patil-Fawley]

Kala prustede og himlede med øjnene af ham og hans evige optimisme. Udmattet sank hun lidt dybere i sofaen. Der kunne vel efterhånden ikke være mange timer, til hun burde være tilbage på slottet igen, men lige nu kunne hun knapt forestille sig at komme op fra sofaen igen.

"Du burde komme herover og hvile dem lidt," lokkede hun og slangede sig lidt. "Her er virkelig rart."

[William Knight]

Mørke øjne betragtede den udmattede skikkelse på sofaen. Merlin og morgana, hvor så hun godt ud. Køleskabet var tomt og han kunne ikke engang tilbyde hende en øl for besværet.

"Jeg er hamrende svedig," bemærkede han med et hæst grin. "Jeg er ikke i så god form som dig."

[Kala Patil-Fawley]

Fingrene gled igennem håret igen, løftede det lidt fra hovedbunden og fejede det væk fra nakken, alt sammen i forsøget på at komme lidt af med varmen igen. Det var også derfor hans bemærkning trak et fnys fra Kala.

"God form eller ej, jeg får brug for hjælp til at komme tilbage til slottet," konstaterede hun med en stadig pustløs latter.

[William Knight]

"Du skal fandme ikke afsted endnu," Protesterede Liam, måske en anelse for hurtigt. Flytningen havde taget tid og hun havde været ved hans side gennem det, men han var tydeligvis ikke helt klar til at blive ladet alene endnu. Venstre mundvige hævede sig, før han nærmede sig sofaen.

"Jeg beholder dig her," Han gav hende i hvert fald ikke et valg, da han lagde sig over hende. Svedig og det hele.

[Kala Patil-Fawley]

Kala grinede, halvt i morskab og halvt i tåbelig glæde over, at han tydeligvis gerne ville have hende til at blive. Ikke, at hun for alvor havde været i tvivl, men den nagede da af og til stadig. Og hun stoppede ikke, da han dumpede tungt ned over hende.

"Det mener du godt, du kan?" spurgte hun, men gjorde ikke ligefrem modstand. Tværtimod strakte hun armene op på hver side af hans hals og det var blevet helt naturligt, da hun søgte hans læber.

[William Knight]

Liam var nok både tung og doven ovenpå flytningen - såvel som over Kala - men det afholdt ham ikke fra at smile dumt og drenget ned til hende. "Mhm," Sammenstykkede han, før deres læber mødte hinandens.

De var nok begge rimelig varme og svedige, men det var nok kun at forvente nu hvor foråret da også have givet dem sol på kinderne under flytningen. "Jeg giver dig ikke ligefrem meget plads til at slippe væk lige nu," bemærkede han.

[Kala Patil-Fawley]

Varm og svedig havde aldrig holdt dem fra noget som helst, snarere tværtimod. Det var vel fordelen ved at gøre den slags med sin bedste ven. Der var ikke det humør, Liam ikke allerede havde set hende i, set hendes værste og bedste sider.

Kala smilede ind mod hans læber og stjal et kys mere. "Sikken skam," svarede hun uden at lyde den mindste smile beklagelig over det.

[William Knight]

Et kys blev opfulgt af et andet, før Liam trillede ned ved siden af Kala på sofaen. Det krævede nu også at han måtte holde lidt fat om hende, så hans moslen tilrette ikke skubbede hende ned på gulvet. Han lagde sig på siden med en doven arm omkring hende og næsen trykket kortvarig mod hendes kind.

"Huskede jeg at sige tak?" spurgte han så.

[Kala Patil-Fawley]

Kala rykkede gerne lidt til siden for ham og slyngede sin arm om hans. At hun vippede lidt over kanten gjorde hende ikke så meget. Hun slappede af i Liams arme og smilede lidt, som hun vippede hovedet til mod ham.

"Du behøver ikke at sige tak, baby," mumlede hun og tog en dyb indånding. "Vi er der for hinanden, ikke?"

[William Knight]

Liam anede ikke hvordan det var at bo alene. Nok havde han haft huset for sig selv en weekend indimellem, men tanken om at skulle tage afsked med Kala og bare være sig selv, med et liv i flyttekasser, var mere end besynderlig. Brune øjne bevægede sig over hendes ansigt, mens tomlen strøg over hendes ryg.

"Mhm. Altid," bekræftede han. "Hvordan klarer nerverne det?" Quidditchkampen var den kommende dag.

[Kala Patil-Fawley]

Det hele havde stået på pause, mens de havde flyttet alt Liams ragelse, men nu de lå ned, kom det hele tilbage, affødt af hans spørgsål. Kala jamrede lavmælt og lukkede øjnene i.

"Du må ikke minde mig om det," sukkede hun. Siden kampen mod Ravelclaw og samtalen med Daniel Slughorn, var det gået fra at være kampen, der kunne vinde pokalen, til kampen, der kunne afgøre hele hendes fremtid.

[William Knight]

Selvom de begge var varme og nok også svedige, var Liam ikke længe om at trække hende tættere. "Åhr. Pus," Lød det fra ham. Der var unægteligt noget drillende i tonelejet, selvom han vidste at der nok stod mere på spil end bare hæder. Hun havde trods alt fortalt ham om Montrose.

"Du klarer den." Selvom flytningen kunne give hende ømhed til morgendagen.

[Kala Patil-Fawley]

Selvom Kala aldrig lod til at blive træt af at ligge helt tæt med ham, var hun heller ikke blevet immun for det drilske tonefald og hun nev lidt til ham. "Mh," brummede hun, uoverbevist. Ikke, at hun tvivlede på sit hold eller sine evner, hverken som anfører eller målmand, men der stod for meget på spil til skråsikkerhed.

"Så længe, du ikke kalder mig pus, skal det nok gå."