Mellem blomster og bobler

[Keeran Appleton]

Der var rigeligt at se til med et bryllup bestående af de mest prominente magikere i samfundet, en skeptisk svigermor og en elsker i åbenlys smerte. Men da han så et velkendt ansigt, kunne Keeran ikke lade være at søge over mod Cedrella Ogden.

"Jeg havde ikke troet, du ville se så modløs ud på din brors bryllup. Eller er det nu, du indrømmer din livslange betagelse af mig?" spøgte han blødt og slog sig ned over for hende.

[Cedrella Ogden]

Det ville være en løgn at sige, at Cedrella ligefrem nød brylluppet, men da en engang så velkendt stemme lød ved siden af, lysnede det alligevel en anelse. Hun drejede hovedet og så aftenens ene brudgom glide ned at sidde og uanset sit humør, trak et blødt smil op på hendes læber.

"Du ved da, at jeg altid har haft et blødt punkt for dig, Keeran," pointerede hun og ikke engang drillende. Mere bare varmt. Hendes blik gled over hans ansigt. "Tillykke."

[Keeran Appleton]

Keeran sendte hende et af de helt oprigtige, omend skæve smil og kunne ikke lagde været at puffe blødt til hendes knæ med glasset, en slags venlig opmuntring uden han behøvede at lægge ord på.

“Tak,” svarede han og tog en tår. “Og i lige måde med din bror.”

[Cedrella Ogden]

Cedrellas mundvige trak en anelse mere opefter over det lille puf, som hovedet gled til siden og hun så op på ham. Det var mere end et årti siden, at de havde gået runder sammen på Hogwarts og det var sjældent at de så hinanden, men alligevel mærkede hun sig selv slappe en anelse mere af i hans selskab.

Hun nøjedes dog med at vippe hovedet let i anerkendelse af Toms lykkelige dag. "Jeg er glad på dine vegne," sagde hun lavmælt og fandt at hun mente det. Enhver kunne se, at Keeran var blevet en mand af betydning, selvom hun naturligvis stadig huskede, hvem han havde været. "Og din brud er meget yndig."

[Keeran Appleton]

Hver gang Keeran fandt sig i Cedrellas selskab, undrede han sig over, hvorfor de to sjældent sås længere, men han kendte godt svaret. De fleste af hans bekendtskaber var gledet ud i sandet, da han flyttede til USA.

“Tak,” svarede han, måske en smule mere dybfølt end normalt. Men Ella var blevet mere end blot en tidligere medpræfekt. En betroet. Måske det var derfor, han fortsatte: “Jeg er heldig, at hun ville gifte sig med mig.”

Ikke kun på grund af hans blod.

[Cedrella Ogden]

Der var en mildhed, som var gledet over Cedrellas træk i det øjeblik, han havde sat sig overfor hende, som ellers havde været fraværende indtil det tidspunkt. I et øjeblik smeltede den fattede og til tider nærmest kølige professor væk, som hun smilede med ægte ømhed.

"Det ved jeg nu ikke," svarede hun, næsten muntert, men ikke underholdt. Bedrevidende, måske. Tonefaldet forblev dog helt lavmælt. "Hun har også en del af heldet på sin side."

[Keeran Appleton]

Øjnene gled ned over hendes ansigt for igen at ende ved hendes, blikket i dem anderledes nu. Bar en ømhed, der var forbeholdt Cedrella og deres årelange bånd. Et smil krøllede hans mundvige op, blottede tænderne.

"Hvad er den af, Ella? Har Hogwarts gjort dig blød?" spurgte han drilsk, mest for ikke at åbne op til det sårbare, bløde punkt i hans indre, der var forbeholdt hende.

"Eller er det bryllupsbrillerne?"

[Cedrella Ogden]

En impulsiv, lavmælt latter røg over Cedrellas læber ved spørgsmålet og overraskede nærmest hende selv og hun sendte ham et irettesættende blik, som blev spoleret af at smilet umiskendeligt blev hængende.

"En gammel pebermø som mig? Nonsens," svarede hun, som hun pressede læberne lidt sammen. Det hindrede ikke mundvigene i at sitre. "Jeg er blot, tilfældigvis, yderst indsigtsfuld."

[Keeran Appleton]

Keeran havde altid brudt sig godt om Ella, særligt når hun grinede. Normalt sagde han ikke noget, selvom han så tåbeligheder i det magiske samfund. Han indrettede sig blot. Men nu lænede han sig lidt frem mod hende - uden at true anstændigheden, selvfølgelig.

"Indsigtsfuld kan jeg give dig," konstaterede han og fortsatte, alvorligt. "Men du skal ikke omtale dig selv som en pebermø. Eller gammel, for den sags skyld." Et skævt smil strejfede hans læber, fik den ene mundvig til at sitre dovent.

"Medmindre, selvfølgelig, du vil fornærme gommen i samme ombæring?"

[Cedrella Ogden]

En munter lyd undslap hende og hun tænkte knapt over, at hun selv lænede sig en anelse frem. "Jeg mener ellers, at de siger, at mænd kun bliver bedre med alderen," svarede hun, en kende drillende.

Ikke at hun rent faktisk betragtede sig selv som mindre værd på grund af hverken sin alder eller ægteskabelige status. Snarere tværtimod.

[Keeran Appleton]

"Nå, det gør de, hm?" Keerans blik spillede mildt mod hendes og han bemærkede, ikke for første gang, hvor naturligt det føltes at være i hendes selskab. Han tog en tår mere og lod glasset hvile mod knæet.

"Jeg er nu mere interesseret i, hvad du mener om sagen."

[Cedrella Ogden]

Cedrella slap et lavmælt, muntert fnys og sendte ham et blik, der nærmest var irettesættende. "Det grænser til et upassende spørgsmål," pointerede hun, men var ikke tilnærmelsesvis fornærmet eller forarget. Blikket gled lidt over ham, før hun trak på den ene skulder.

"Men jeg kan da kun medgive, at der er noget om snakken."

[Keeran Appleton]

Det var ikke første gang, Cedrella havde sendt ham dét blik og Keeran brød sig godt om tanken om, at det nok heller ikke blev sidste. Han trak blot sorgløst på skuldrene og så fortsat opfordrende på hende, til hun gav sig.

"Jeg kunne gå hen og mistænke, at jeg havde ret," drillede han.

[Cedrella Ogden]

Cedrella havde i et øjeblik helt glemt alle de bekymringer hun havde over aftenen og det var befriende. Det havde altid været let i Keerans selskab, selvom det måske ikke burde have været det med deres forskellige baggrunde. Nu hævede hun blot et øjenbryn let og så på ham, læberne presset sammen om et smil.

"Ret i hvad?"

[Keeran Appleton]

Keeran blinkede blot til hende og så ingen grund til at gentage den spøgefulde bemærkning, han havde mødt hende med. I stedet tog han en tår og rettede sig lidt op.

"Det er for længe siden, jeg har set dig."