Sidste runde

[Keeran Appleton]

Keeran havde for længst mistet tal på, hvor mange han havde gået ned ad de mørklagte korriderer med Cedrella Ogden ved sin side. Det fik ganske vist natterunden til at tage lidt længere tid for de to præfekter, men det gav dem rigeligt med tid til at tale om alt mellem himmel og jord; en beskæftigelse, han efterhånden var blevet ganske henfalden til.

"Sandt," medgav han til en observation om deres eliksirprofessor. Tonen var spøgefuld, da han fortsatte. "Så må du vel komme tilbage engang og gøre det bedre?"

[Cedrella Ogden]

På papiret burde Cedrella Yaxley og Keeran O'Brien ikke have meget til fælles, men hun havde alligevel fundet en ligesindet i sin medpræfekt og nød som altid de natlige ture gennem slottet, selvom de efterhånden var talte. Morag MacDougal ville korse sig over det milde smil, der hvilede på hendes datters læber nu, som hun slap en tænksom lyd over forslaget. Hun svarede ikke helt med det samme, men fugtede læberne og overvejede lidt, før hun svarede. Blikket var mod korridoren foran dem.

"Det vil jeg gerne," indrømmede hun endelig, her i ly af natten, selvom det lød fuldkommen utænkeligt. De mørke øjne strøg over mod Keeran, oplyst af tryllestavene, som de holdt foran sig. "Jeg vil gerne være eliksirmester."

[Keeran Appleton]

Det havde egentlig været ment som en spøg, men Keeran opfangede snart, at Cedrella rent faktisk lagde overvejelser i sit svar. Og han forholdt sig tavs, afventende, før hun kom med indrømmelser i mørket. Han holdt blikket rettet fremad, mest af hensyn til hende. Det var sommetider lettere at sætte ord på den slags, når man havde parallelle blikke.

"Det mindes jeg ikke, du har sagt før," bemærkede han roligt, men uden skepsis i stemmen. Blot en blød opfordring.

[Cedrella Ogden]

Indrømmelsen var kommet en anelse bag på hende selv, men tankerne var ikke nye. Mørke øjne flakkede kort over på hans profil, før hun sænkede blikket en anelse og pressede læberne sammen om et blødt smil; mere en effekt af hendes liv i pænt selskab end noget andet. Forlegenhed.

"Jeg har ikke sagt det højt, før nu," indrømmede hun, kinderne en anelse varme. "Jeg ved godt, at det ikke er, hvad der forventes af mig," fortsatte hun, før hun alligevel skævede over på sin medpræfekt igen. "Men det føles bare rigtigt. Er det helt tåbeligt?"

[Keeran Appleton]

Keeran vendte blikket mod hende og overgav sig til et skævt smil ved synet af hendes forlegenhed. I det blege skær fra stavene, var han ikke helt sikker på, om hendes kinder rent faktisk tog farve eller det var indbildt. Han blinkede det mentale billede væk, som smilet blev drenget.

"Tjae, med tanke på, at der aldrig har været nogen til mig, så er jeg nok ikke den rigtige at spørge," pointerede han, men lød ikke nødvendigvis beklagelig over det.

[Cedrella Ogden]

Cedrellas blik gled op og mødte hans i skæret fra stavene og læberne krøllede sig uundgåeligt sammen til et lille smil. Hun var dog taknemmelig for, at han ikke tog hendes ord som helt latterlige. Hjertet hamrede stadig over at have sagt dem højt, men hun kunne alligevel ikke lade være med at svare i en tonefald, der næsten var drillende. Omend lige så varmt.

"Tæller dine egne forventninger ikke? Dem har du, så vidt jeg ved, ikke få af."

[Keeran Appleton]

Latterlig var muligvis et af de sidste ord, Keeran ville bruge om Cedrella, men han kunne ikke læse tanker og smilede blot drenget til hendes spørgsmål. Blikket blev vendt frem igen, men mundvigene pegede stadig opad, og der gik ikke længe, før det fandt tilbage til hende.

"Og hvad med dine egne forventninger?" vendte han spørgsmålet mod hende.

[Cedrella Ogden]

Det var et godt spørgsmål og hun tog en indånding. Det føltes allerede som meget at have sagt det højt, men på den anden side var katten ude af sækken nu. Alligevel overvejede hun tydeligt sine ord, før hun skævede over på ham og svarede. Kunne ikke selv lade være med at smile en anelse.

"Jeg tror ikke, at jeg kunne tilgive mig selv, hvis jeg ikke forsøgte."

[Keeran Appleton]

Keeran lod sig smitte af hendes smil, som han gik ned ad korridoren ved hendes side med den ene hånd om staven og den anden afslappet i bukselommen. Han nikkede en gang til hende og trak på skuldrene.

"Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at du kan gøre det, hvis du sætter dig for det," konstaterede han, udelukkende fordi han mente det. Og måske også lidt fordi blikket flygtigt var flakket til hendes bløde læber.

[Cedrella Ogden]

Smilet vandt lidt over Keerans tiltro, som bekræftede det, hun selv vidste. At hun kunne gøre det med de evner, hun havde. Den del var hun ikke for alvor i tvivl om. Blikket dvælede ved hans lidt, før hun blinkede og rettede det frem mod korridoren.

"Mine forældre vil ikke se på det på samme måde," tilføjede hun lavmælt. Smilet forsvandt ikke, men hun var også realist. "Hvis det står til dem, så er det livet som en god, lille hustru, der venter på den anden side af sommer."

[Keeran Appleton]

Selvom han var mugglerfødt, havde Keeran lært en ting eller ti om det magiske samfund gennem sin tid på Hogwarts. Havde suget hver detalje til sig, søgt enhver indgangsvinkel til en bedre hånd, end den han var blevet givet. Det meste elskede han, men der var også værdier fra især fuldblodsfamilierne, der virkede tåbelige.

"Det liv ville være spild på dig, Ella," konstaterede han uden at slippe hende med blikket mere end enkelte sekunder, kun for at fastholde kursen.

[Cedrella Ogden]

Cedrella fandt en vis tryghed i hans ord, selvom de ikke ville ændre på, at hun stod til at risikere sine forældres vrede. At alene tanken om det gav hende koldsved. Hun fandt dog bekræftelse i dem og opbakning til det, som hun allerede vidste med sig selv. Blikket mødte hans og læberne buede yderligere op i et blødt smil. Hun var ikke sentimental af natur, men det var ærligt, da de næste ord slap hende.

"Jeg kommer til at savne de her øjeblikke, Keeran."

[Keeran Appleton]

Ruterne var altid fastlagte og Keeran gik målrettet fra start til slut. Men nu fik hendes ord ham alligevel til at stoppe op og se ned på hende, som om det var første gang, han gjorde det. Selvom han for længst havde indprentet sig hendes træk.

"Det gør jeg også," svarede han ærligt og havde, modsat normalt, ingen bagtanker, da han rakte op og strøg hendes kind.

[Cedrella Ogden]

Cedrella standsede, da han gjorde og så tilbage mod ham, før hun drejede sig helt. Det var uventet, da hans fingre strejfede hendes kind og det samme var den varme fornemmelse, som spredte sig i hendes mave over fornemmelse. Alligevel føltes det helt naturligt og det milde smil svandt ikke ind, som hun fandt hans blik. Hun fugtede læberne, før hun talte.

"Jeg kan næsten ikke forstå, at det snart er slut."

[Keeran Appleton]

Keeran bøjede nakken lidt ned mod hende, draget tættere af det følelsestunge emne mere end noget andet. Afstanden mellem dem var også stadig passende for de to præfekter. Et smil trak lidt op i hans ene mundvige.

"Nej," svarede han, selvom han knapt kunne vente til at fortsætte sin vej op, op, op. "Eller at det er vores sidste runde."