For preggo til bryllup

[Vera M. Selwyn]

Lucas Selwyn
Aftenen til brylluppet

Et snobbet fuldblodsbryllup var i første omgang ikke særlig fristende for Vera, men nu hun samtidig var gravid i femte måned, var det det sidste hun havde lyst til. Det havde været lige før at hun havde droppet turen hjem i påsken og bare blevet på Hogwarts, men tanken om ikke at se Lucas i længere tid før til sommer var for trist. Hun havde bedt Elias Oliver Wood om hjælp med kufferten, hvilket var nemt for hende nu hun efterhånden havde vænnet sig til at bede andre om hjælp. Da hun havde set Lucas på stationen, havde hun da også næsten grædt af glæde og det havde da også været rart at komme hjem til et sted hvor hun ikke behøvede at lade som om, hun ikke var gravid. Det var efterhånden blevet sværere og sværere og folk var begyndt at spørge om hun havde taget på. Det var klart at der blev snakket lidt om om hun var gravid, men det var der ikke meget at gøre ved og Vera var vant til at folk talte om hende.

Nu lå hun så i sengen og ventede på at Lucas kom hjem fra fuldblodsbrylluppet. Hun havde egentlig sagt til ham, at det var i orden at han tog afsted, men nu han var væk følte hun sig meget efterladt. Hun følte ikke hun passede ind i hans verden og han ville sikkert i sidste ende holde op med at elske hende, når han fandt ud af det. Alle folk ville altid tale om dem og hun kunne ikke lade være med at tænke på om han fik nogen misbilligende blikke til festen. Måske ville han finde ud af at de ikke skulle giftes alligevel og så ville hun være alene med et barn. Et dybt suk slap hen over hendes læber. Det var nogle fjollede tanker. Lucas elskede hende, det vidste hun han gjorde.

[Lucas Selwyn]

Lucas havde haft lyst til ikke at tage med. Han vidste jo udmærket godt at Vera ville sige nej, og det kom ikke som nogen overraskelse for ham da hun gjorde det. Men han forstod hende godt, og kunne han vælge med hjertet var han også blevet hjemme. Men det var en del af hans pligter som familiens overhoved og dem var han nødt til at tage sig af først og fremmest. Desuden vidste han at Vera var i trygge hænder derhjemme; og både hans mor og husalfen Potts ville sørge godt for hende.

Han havde derfor forsøgt ikke at tænke så meget over det da han endelig var kommet afsted. Først hen af aftenen begyndte det at trygge, og han var til sidst følt sig nødsaget til at takke af for i aften inden han fik for mange glas indebords. Han havde dog nydt aftenen selvom han ikke vidste hvor vidt den nyhed ville falde i god jord hos Vera. Selv var han dog i et glimrende humør da han trådte gennem de grønne flammer og ind i pejsestuen.

Han børstede støvet af sin skjorte og gik ind i en af de små stuer for at hilse på sin mor inden han trak sig tilbage til soveværelset. Blidt lukkede han døren op og stak hovedet ind. "Sover du Vera?"

[Vera M. Selwyn]

Egentlig sov hun ikke, men hun lod som om. Det var vel en form for måde at skabe afstand til ham, en smule passiv aggressivt måske, men hun kunne ikke finde ud af at reagere anderledes. Da han talte til hende, prøvede hun først at ignorere ham, men det kunne hun ikke få sig selv til så hun gabte en anelse og åbnede sine øjne.
"Jeg faldt vist i søvn." Bemærkede hun og trak dynen op over sin skulder, fordi hun havde sparket den væk tidligere fordi hun var søvnig.
"Var det en god fest?" Spurgte hun, selvom hun egentlig ikke ville høre det. En masse fuldblodstosser til en fest, det kunne da umuligt være sjovt. Måske havde det dog været det for Lucas. Han var jo en god fangst for pigerne nu hans far var ude af spillet. Der var nok ingen af dem der respekterede en forlovelse med en mugglerfødt.

[Lucas Selwyn]

Lucas virkede måske ikke særlig opmærksom på Veras humør og følelser lige nu, da alkohollen havde sat sig så meget fast at hans bekymrende sind ikke var i førersæddet. Han åbnede døren helt og trådte ind før han lukkede den bag sig.

Langsomt begyndte han at trække jakken af og løsne sin skjorte. "Det var fint." svarede han og løftede hånden for at stryge den gennem det mørke hår, så det strittede ud til alle sider.

"Der var et par der spurgte efter dig, og jeg skulle hilse" kom det fraværende fra ham som han dumpede ned på sengen og begyndte at trække snørrene op i sine sko. Om de havde gjort det for at prikke til ham vidste han ikke, på daværende tidspunkt havde han sat pris på at de overhovedet vidste at han var forlovet; måske turde de ikke andet.

Han kløede sig lidt på halsen og gav sig til sidst i kast med at knappe den hvide skjorte op.

[Vera M. Selwyn]

Synet af Lucas i det flotte tøj fik hendes hjerte til at hoppe en smule og hun trak dynen lidt ned, så hun bedre kunne se ham. Selv da hans hår strittede, syntes hun at han var pænt tiltrækkende at se på og derfor kunne hun næsten ikke finde ud af at være sur på ham mere.
"De er bare høflige." Bemærkede hun, overbevist om at de nok stod og bagtalte ham og hans valg af kone bag hans ryg.
"Skal jeg hjælpe dig med den?" Spurgte hun og betragtede ham knappe skjorten op. I det mindste kunne hun føle sig lidt nyttig på den måde, nu hun var så træt og udmattet hele tiden. Selvom det var en lille ting.

[Lucas Selwyn]

Et skævt smil havde alligevel trukket op, da han halvt vendte sig mod hende, mens fingrene ivrigt arbejdede med det gyldne knapper. "Jeg kender spillet. Nogen af dem var dog reelle nok.." svarede han og trak halvt på den ene skulder. Ærligt, så havde han til sidst ikke rigtig lagt mærke til det, men det var nok også derfor han havde valgt at drikke rigeligt, for ikke at spekulerer for meget over det; det ville desuden ikke gavne nogen af dem.

"Det må du da godt.." mumlede han og så ned af sig selv. Selvom han syntes at han da måtte have fået halvdelen af dem op, var det stadig kun de to øverste der stod åben.

[Vera M. Selwyn]

Spillet. Det var det Vera ikke var så god til, hun var jo vokset op i et miljø hvor man sagde det man mente og handlede derefter. Både på godt og ondt. Alt det her etikette var så mærkeligt. Hun valgte dog ikke at kommentere på det og i stedet lade det ligge, måske fordi hun var for træt til at skændes.

Forsigtig satte hun sig op og begyndte at fumle med hans knapper. Hun så ham i øjnene imens og smilede en anelse.
"Jeg var sur på dig inden du kom." Bemærkede hun. "Men så kom du hjem og jeg blev så glad for at se dig, at jeg glemte at være sur." Sagde hun og smilede skævt, hvorefter hun lod fingrene glide ned over hans brystkasse.
"Savnede du mig?" Spurgte hun så og lagde hovedet let på skrå, mens hun så ham i øjnene.

[Lucas Selwyn]

Lucas havde altid været i det. Spillet. Om det så var noget han havde lyst til eller ej, så var han en uundgåelig del af det, og på et eller andet tidspunkt ville Vera også blive trukket ind i det. Det huede ham ikke, men det var konsekvensen ved at vælge en som ham.

Han tog en hørlig indånding og rullede let med sine skuldre i håb om at den nagende smerte i ryggen ville fortage sig en smule. Han kunne ikke helt lade være med at smile over hendes ord, og han følte sig nødsaget til at dreje sig en smule så han kunne se på hende i halvmørket. "Du har aldrig været god til at være sådan rigtig sur på mig" svarede han med et drillende blik.

Han brummede let. Om han havde savnet hende? Hun måtte da være helt gal hvis hun troede anderledes. "Selvfølgelig.." Han lagde hovedet tættere mod hendes, og pressede næsen mod hendes kind.

[Vera M. Selwyn]

Det var sandt. Vera var aldrig rigtig sur på Lucas. Den eneste gang havde nok været da han havde kaldt hende det unævnelige. Det som de ikke talte om. Dengang havde hun været sur, men måske mest ked af det i virkeligheden.
"Nej, det har jeg ikke." Sagde hun og smilede svagt, mens hendes blik gled ned over hans ansigt til hans læber.
Da han nærmede sig hende bankede hendes hjerte hurtigere og hun lukkede sine øjne let i, mens hun vendte sit ansigt lidt så hun kunne kysse hans læber blidt. Selvom de havde været sammen størstedelen af påsken, så havde hun savnet ham de timer han var væk fra hende. Det var som om hun ikke kunne trække vejret, når han ikke var hjemme.

[Lucas Selwyn]

Måske brugte han det lidt imod hende; at hun aldrig rigtig kunne blive sur på ham. Lige nu priste han sig i hvert fald lykkelig over at det ikke var noget der skulle blive til en større samtale. Desuden gjorde de begge deres bedste, og en aften som denne ville næppe være første gang hvor deres forhold blev sat på prøve.

Han modtog glædeligt hendes læber i det blide kys. Han fandt altid ro når de var tætte, og efter en lang dag fandtes der intet bedre end at lade sig glide ind i favnen på sin forlovede. Han følte sig mere hel end nogensinde, og særligt nu hvor de ventede barn. Nu havde han langt mere i livet, som desuden også var blevet værd at leve.

Til sidst løsrev han sig dog fra hende for i stedet at rejse sig op. "Jeg bliver nødt til at hoppe i bad." beklagede han med et skævt smil.

[Vera M. Selwyn]

Den velkendte følelse af Lucas' læber var forførende og hun smilede en anelse, mens hun kyssede ham. Egentlig havde hun ikke planer om at lade ham slippe med det samme, men da han trak sig væk for at tale, måtte hun jo give ham plads.
"Okay." Sagde hun en smule modvilligt og lod sit blik glide hen over hans ansigt. Hun smilede svagt til ham og lagde så hovedet på skrå.
"Jeg ville hoppe med dig, men orker ikke lige at rejse mig." Bemærkede hun og skar en lille grimasse, mens hun strøg en lok af sit hår om bag øret. Det var begyndt at blive hårdt at være gravid og hun var ikke engang så langt endnu.

[Lucas Selwyn]

Noget i ham havde nok håbet på et lidt anderledes svar, og selvom det ikke var hans krop der forandrede sig, så forstod han hende godt. Der var jo ikke noget i deres liv der var ved det gamle, og det ville aldrig nogensinde blive som det var. Det var ikke alt sammen dårligt, men han havde da sine tanker om fremtiden; og om de kunne holde til det.

Lucas elskede Vera, og ville aldrig være foruden, det var han sikker på. Men det blev alt andet end let, og han overvejede ofte hvor langt de begge ville turde gå før de ville tage benene på nakken og stikke af. Han blev stående med blikket betragtende på hendes blege ansigt i et par lange sekunder før han trådte et halvt skridt væk fra sengen.

"Jeg lover ikke at være for længe om det" svarede han før han styrede mod badeværelsetsdøren.

[Vera M. Selwyn]

Da Lucas svarede, nikkede Vera blot en anelse, hvorefter hun lagde sig tilbage i sengen. Forsigtig lagde hun hovedet på hovedpuden og sukkede dybt, mens hun lod blikket glide op mod loftet i soveværelset og den smukke lyssekrone med stearinlys, der tændte automatisk når nogen gik ind af døren. Hvis hun havde kunne læse Lucas' tanker var hun nok blevet ret bedrøvet, men heldigvis var dette ikke en evne hun besad. I stedet kunne hun bare tænke sine egne tanker og føle sig skuffet over, at hun ikke kunne være det som Lucas ønskede hun skulle være. Kvinden der altid var med på den værste.

Da han kom tilbage havde hun lukket sine øjne og var allerede ved at være tæt på at sove, men hun bevægede sig dog en anelse så han kunne se at hun ikke var faldet helt i søvn endnu. Hun åbnede sine øjne lidt og så på ham kortvarigt, inden hun lukkede dem igen, af ren træthed.

[Lucas Selwyn]

Lucas havde et håndklæde bundet om livet da han kom ud gennem dampen fra badeværelset. Det nu halvlange våde hår strittede ud til alle sider efter at han havde forsøgt at tørre det. Hans blik hvilede mod Veras halvsovende skikkelse. Lyset flakkede let over hendes ansigt og lyste den blege hud op.

Han trak i et par rene underbukser før han kravlede op i sengen og lagde sig ind under den store dyne så han kunne komme helt tæt på hende. "Det er så dejligt at være hjemme.." mumlede han træt.

[Vera M. Selwyn]

Duften af shampoo og sæbe ramte hendes næsebor, da Lucas lagde sig ved siden af hende. Hun smilede svagt over hans ord og løftede sin hånd, for derefter at lægge om på hans ryg. Hendes mave gjorde at hun ikke kunne ligge så tæt som hun normalt gjorde. Snart ville den blive større og hun så ikke ligefrem frem til det. Når hun havde født ville hun sørge for, at tabe sig så hurtigt som muligt.
"Det er også dejligt at have dig hjemme." Hviskede hun og lagde sit ansigt helt tæt på hans, så hun kunne mærke hans ånde mod sin kind.
"Jeg er ret træt, falder nok snart i søvn." Sagde hun, selvom en del af hende stadig havde lyst til at kysse ham. Den anden del af hende, tvang hende bare til at falde til ro.

Afsluttet