På vej tilbage.

[Aleksander Karkaroff]

De skulle endelig påbegynde deres rejse hjem. Nu havde de været i Luxembourg i snart to måneder, og Aleksander var ved at være godt træt, og ville ikke indrømme at han havde hjemve og savnede sine børn. I stedet var han bare gået hen og blevet en smule mere sur.

Dominiques nye papire var kommet, og nu skulle hun til og gå under navnet Dominique O'Callaghan - Hvilket sådan set var udmærket. De var kommet igennem de første stempler, og havde derefter rejst med susepulver så tæt på Hollands grænse som overhovedet muligt, hvor der efterfølgende ventede dem en transitnøgle som kunne tage dem direkte hen foran en lille havnekro. - Her skulle de sove, så de kunne nå den tidligste afgang mod Edinburgh.

Aleksander lod sig dumpe ned i et ledigt hjørne, og trak kappe og hat af og lagde det på stolen ved siden af sig. Han bestilte til dem, og først da de var alene igen vendte han ansigtet mod den unge heks foran sig.

"Så langt, så godt." brummede han og nikkede til hende.

[Dominique O'Callaghan]

Det var efterhånden evigheder siden, at hun havde gået med kappe. De sidste mange uger var det primært blevet til mugglertøj og hun følte sig mere på udebane end nogensinde før, selvom de langt om længe var på vej tilbage til Storbritannien.

Zoé fugtede læberne og trak det mørke hår bag øret, da først hun havde lagt benene over kors. Hun nikkede alvorligt.

"Hvornår rejser vi?" spurgte hun, ude af stand til at slappe af.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander var stille da servitricen kom hen imod dem for at sætte deres drinks på bordet. Han nikkede let mod hende før opmærksomheden gled tilbage på Zoé. "I morgen tidlig. Inden fanden for sko på." mumlede han og greb om flasken med den brændende whisky.

Hans blik flakkede mod det unge ansigt før han alligevel overgav sig og skænkede op til dem i hver deres glas.

[Dominique O'Callaghan]

Snart ville hun starte et liv som Zoé. Et liv, hvor hun ikke længere kunne være semi-alkoholiseret og patte whiskey, når det passede hende. Så hun var mere end tilfreds, da hun kunne lukke fingrene om glasset. En gravøl for Dominique Weasley, måske.

Hun tog en indånding og hævede glasset lidt mod ham uden at sætte ord på skålen, før hun drak.

[Aleksander Karkaroff]

Hen over Aleksanders ansigt var der stadig et par tænksommebryn, og han så stadigvæk ikke helt tilfreds ud da han løftede blikket og så mod det blege ansigt.

"Har du tænkt over hvad du vil gøre når vi kommer til Wales? Dine venner.. Familie?" spurgte han og tog en tår fra glasset. Han kunne sådan set være fuldstændig ligeglad, men nu havde han rejst rundt med hende, side om side i to måneder; så lærte man en del om hinanden, og om han ville det eller ej så betød hun nok mere for ham end han ville indrømme.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé havde ingen anelse om, at de ikke var på vej direkte til Wales og trak blot lidt på den ene skulder. Det var et spørgsmål, hun havde formået at holde på afstand. Men med hver kilometer, de lagde bag sig, blev den kun mere insisterende.

"Nej. Men jeg vil vel prøve at få en hverdag," svarede hun. Det havde aldrig været hendes spidskompetence.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander nikkede forstående, og satte ikke yderlige spørgsmålstegn ved det. Han om nogen vidste hvad det krævede at lægge alt bag sig, selvom ens gamle liv altid ville hjemsøge en, hvor meget man end forsøgte at holde sig på afstand.

"Fornuftigt.." brummede han og lænede sig lidt frem for igen at tage flasken og skænke endnu et glas op til sig selv. "Det vil være godt for dig at have noget at beskæftige dig med" Det var ikke sundt for hende hvis hun havde for lidt at lave.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé nikkede en gang og skubbede sit næsten tomme glas frem mod ham, da han åbnede flasken. Hvis hun skulle klare det med sine nerver, var hun nød til at holde indtaget stabilt. Hun hævede blikket til ham og brynene med.

"Jeg har ikke den vilde erfaring," indrømmede hun roligt og uden at skamme sig over det. "Med andet end at danse." Og stryge mænd med hårene.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksanders lyse blik hvilede imod glasset, før han efterkom hendes ønske og skænkede op til hende. Det blev en lang nat, og der ventede dem en endnu længere dag, så han forstod godt behovet for at drukne tankerne lidt. Særligt når man så på alt som Zoé havde været igennem, og hvad der fortsat ventede hende. Han beundrede i den grad hendes mod.

Selvom Aleksander tit var at finde på Kimæren i de sene nattetimer, havde han aldrig lagt mærke til kvinderne der dansede, selvom hun uden tvivl havde været der. Han havde det med at finde den mørkeste krog, længst væk fra gæsterne hvor han kunne slupre de dyre drikkevare i sig. - Og når han så endelig var der var det nok mest for at få en ordenlig sludder med @cal .

"Byen er ikke så stor, mon ikke der er et par butiksindehavere der med glæde kunne bruge lidt hjælp?" Han ville ikke begynde at komme med for mange gode idéer, da den erfaring han selv sad med næppe ville hjælpe hende.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé smilede smalt og nikkede lidt. Livet som medhjælper i en lille butik i en søvnig by i det sydlige Wales var ikke den fremtid, hun havde regnet med. Men det var bedre end alternativet, så hun prøvede at tilgå det med rejst pande. Og et fyldt glas.

Hun hævede det til en tavs skål og gjorde et godt indhug, før hun sænkede glasset igen. "Og hvem ved, måske får jeg en ny hobby, der kan aktivere mig?"

[Aleksander Karkaroff]

Måske var det ikke lige dét hun havde forestillet sig, men det liv som hun var skubbet ud i var næppe noget hun med vilje havde sat sin næse op efter. Desværre var det sådan det var, og derfor kunne man ikke tillade sig at have for store forhåbninger og krav i ens nye tilværelse.

Men hun tog det flot, det ville Aleksander blive ved med at beundre hende for. "Måske.." brummede han med et par gnistrende øjne. "Så længe du passer på dig selv" bemærkede han. Han var selv havnet i det forkerte selskab, da han som ung kedede sig og manglede noget udfordring, han så helst ikke at det samme skete for Zoé.

[Dominique O'Callaghan]

Brynene søgte lidt sammen over hendes pande. Dominique havde altid været i stand til at tage vare på sig selv (i hvert fald indtil et vist punkt) og Zoé havde alle planer om det samme. Men hun var selvfølgelig allerede én gang endt i en situation, der nær havde kostet hende alt.

"Ja, dér har jeg ikke den bedste historik," konstaterede hun tørt, men ikke uden en let trækning ved mundvigen. Hun drejede glasset mellem fingrene og fulgte bevægelsen, før hun igen så op på ham.

"Men jeg skal prøve."