Os og dem

[William Knight]

Knight ejendommen, Skotland
Påskeferien

Der var noget over at kunne dovne den i det mest afslappede tøj, nu hvor en god portion af fuldblodsfamilierne var trukket i det stiveste rober og mest falske smil. De gamle var naturligvis også taget afsted, og selvom de havde præsenteret muligheden for Liam, havde han takket pænt nej tak. Omtrent ti minutter efter de var forsvundet ind i kaminens grønne flammer, blussede den op igen.

En halv time senere, slangede han sig på sofaen med Kala Patil-Fawley , mens grammafonen spillede et oldtidsfund af et nummer fra De Sære Søstre. "Så, hvad sagde han helt nøjagtigt?" spurgte han ind, da de havde kommet ind på en snak Kala havde haft med anføreren Daniel Slughorn .

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde benene over hans, halvt siddende, halvt liggende. Smilet var dog slet ikke lige så afslappet, men derimod helt sitrende ved tanken om, at hun rent faktisk havde haft en snak med Daniel Slughorn.

“Jeg har fortalt dig det her allerede,” grinede hun overbærende. Hvis ret skulle være ret kunne hun heller ikke forestille sig, at hun nogensinde blev træt af at gentage det. “De kan ikke give garantier, men de er interesserede. Og de vil holde øje med næste kamp.”

[William Knight]

Fortællingen var ikke et nyklækket samtaleemne, men Liam kunne ikke lade være med at bringe det op. Ikke når Kala lyste sådan op over det, hver gang hun fortalte om samtalen hun havde haft med den berømte anfører. Smilet om hans læber var mindst ligeså stolt so det havde været sidste gang.

"Hvordan klarer nerverne sig?" spurgte han så, mens tomlen roligt strøg over hendes ben.

[Kala Patil-Fawley]

“Cirka så godt, som man kunne forestille sig,” svarede Kala med et grin. Der var i sandhed noget intimiderende over st blive iagttaget af et professionelt hold. Hun trak fingrene distræt gennem håret.

“Jeg har ikke engang fortalt mine forældre om det.” Det behøvede hun i virkeligheden heller ikke for at kende deres reaktion.

[William Knight]

"Fuck dem," Lød det nærmest for hurtigt fra Liam, før han fangede sig selv i det og sendte heksen et beklagende smil. "Du... ved forhåbentlig hvad jeg mener." Rettede han.

Han rettede sig lidt op, for at presse læberne mod Kalas tinding.

"Du klarer den, babe." 

[Kala Patil-Fawley]

Kala ville virkelig gerne være sådan en pige, der sagde fuck dem og fulgte sine egne drømme. Men tanken om forældrenes misbilligelse satte kun gang i en ubehagelig murren i maven. Den blev heldigvis lidt mindre over Liams kys og blide kærtegn.

“I det mindste ved jeg, jeg altid har en fan,” bemærkede hun i blød humor i stedet for at svælge i bekymringen.

[William Knight]

Efterhånden var Liam blevet mere ufiltreret. Det hændte dog at han sagde tingene for ligeud, ligesom han engang havde haft til vane. En arm svang omkring Kala, så de sad ret flettet ind mod hinanden. Det var faktisk temmelig forfriskende ikke at være bundet til en krostue og et støvet værelse.

"Den største fan," Rettede han. Quidditch sagde ham ikke meget, men det gjorde Kala. "Jeg vil sgu gerne se jeres næste kamp."

[Kala Patil-Fawley]

“Det er vel selvsagt,” grinede hun. Hvis Liam var hendes eneste fan, var han vel automatisk også den bedste. Hun endte med at glide op på ham og lod det ene ben finde ned på hans anden side, så hun endte på hans skød.

“Virkelig?” Brynene fløj op. “Hvorfor?”

[William Knight]

Efter tandrækken havde blottet sig lidt over reaktionen, fulgte han op med et blødt grin, da heksen landede over ham. Han måtte læne hovedet lidt tilbage mod sofahynden for at se op mod hende.

"Jeg vil gerne se dig banke mit gamle kollegie sønder og sammen," Kom det fra ham. Han løftede hånden for at puffe lidt af hendes mørke hår på plads bag øret.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde altid haft det godt med at sidde sådan over Liam og hun fulgte sin ene hånds vandring over hans overkrop med en dæmpet latter. Hun så op og fandt de mørke øjne stadig med let bukket nakke.

“Så du har sluppet den gamle kollegieloyalitet?” drillede hun med et sitrende smil om læberne.

[William Knight]

"Har den nogensinde rigtigt været der?" Liam besvarede spørgsmålet med sit eget. Han havde kostet Gryffindor en del point gennem sin tid. Deriblandt ved at hygge sig lidt for grundigt med Kala på Quidditchbanen. Kortvarig vendtes de mørke øjne ned mod hendes fingre, der gled over hans overkrop.

"Jeg mener bare, at det kunne være så fucking fedt at se dig spille igen."

[Kala Patil-Fawley]

Kala grinede lidt og kunne ikke være helt beklagelig over minderne om, hvornår han han havde kostet sit hus flest point. Eller det faktum, at han gerne ville se hende spille igen. Faktisk gav sidstnævnte hende et bredt smil om læberne.

“Jamen så må du jo hellere komme forbi,” svarede hun og trommede lidt på hans brystkasse. “Det er den 2. Maj.”

[William Knight]

Liams øjne fæstnede sig mod Kalas endnu en gang, mens hun trommede mod hans bryst. Han nikkede med et blødt smil, mens tommel og pegefinger pillede ved en lok af hendes hår.

"Okay," Han strakte hals, for at møde hendes læber i et tiltrængt, blødt kys.

[Kala Patil-Fawley]

Nok var de ikke altid de bedste til at udtrykke deres følelser, men Kala kendte stadig de fleste blikke og smil, han sendte hende. Vidste, hvad der lå bag. Og hun så kysset, før han overhovedet strakte hals.

Hun mødte ham ivrigt på halvvejen og dvælede ved hans læber.

[William Knight]

Det var rart og velkendt. Siden eftermiddagen på kroværelset, hvor de havde nogenlunde-snakket om tingene, var Liam desuden begyndt at savne Kala mindre. Desuden var han ikke ligeså ihærdig omkring at dulme den flaksende fornemmelse som hun kunne kreere i ham.

Læberne slap ikke hendes med det samme. Da de dog gjorde, var der noget meget saligt over udtrykket i hans øjne. "Endnu en gang fortryder jeg at jeg ikke bare flyttede ind i klokketårnet."