Moralske tømmermænd

[Kala Patil-Fawley]

Selv to dage efter kampen havde Kala det stadig lidt underligt. De moralske tømmermænd varede længere end de fysiske, og efter de var færdige med dagens træning, skridtede hun hen til Jemima Burke i stedet for at søge direkte mod omklædningsrummene.

"Kan vi lige snakke?"

[Jemima Burke]

Jemima havde svævet rundt i et underligt limbo efter festen, hvor det halve af skolen havde været vidne til hun gav Elias Oliver Wood en verbal røvfuld. Hun havde ikke rigtigt fortrudt det, men ville måske have ønsket, det var sket knap så offentligt og ikke havde involveret hendes egen holdkaptajn.

Hun havde ikke snakket med nogen af dem siden. Det var nemt nok at undgå Elias. Kala var sværere og hun tøvede synligt, da den ældre Slange stoppede hende før hun nåede at følge med de andre mod omklædningsrummene "Ja, sure." mumlede hun med et blik der flakkede ubeslutsomt.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var splittet mellem at have vildt dårlig samvittighed på den ene side og på den anden side ikke rigtigt at føle, at hun havde gjort noget galt. Elias havde, så vidt hun forstod, ingen følelser for Jemima. Og det havde bare været et kys.

Alle disse ord blev dog siddende for nu, som hun guidede angriberen med sig væk. "Hvordan har du det?"

[Jemima Burke]

Jemima ville have stukket hænderne i lommerne, hvis der havde været nogen og hun ikke havde en kost i den ene hånd. Det var en velkendt beskyttelses-mekanisme, ligesom hætten der kunne trækkes godt hen over hovedet. Nu nøjedes hun med at trække på skuldrene "Okay." det var lidt en løgn, men tættere på sandheden end at sige hun havde det fint.

Hun kunne ikke helt få sig selv til at se Kala i øjnene mere end et par sekunder ad gangen. Mere fordi hun havde dårlig samvittighed, end fordi hun reelt set var vred på hende.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde lyst til at pointere, at hun ikke lød eller så ud som én, der var okay. Og at hendes spil også havde båret præg af distraktionerne. Men hun lod være og stak hænderne i lommerne med et dæmpet suk.

"Well, det håber jeg i hvert fald, du er. Okay, altså. Med sidst."

[Jemima Burke]

Jemimas bryn trak sig sammen så der opstod en lille rynke over hendes næseryg. Hun havde altid været elendig til at lyve og havde egentlig ikke tænkt sig at begynde på det. Hun bed ned omkring sin underlæbe og slap den igen med et lille suk, før hun mødte Kalas blik, stadig tøvende, men uden at se væk "Ikke rigtigt.." indrømmede hun og fortsatte "Men det bliver jeg." fingrende vred sig lidt omkring kosteskaftet "Det var bare.. jeg blev bare lidt taget på sengen. Det havde ikke noget med dig at gøre."

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde aldrig prøvet at være forelsket på dén måde. Selvom hun stadig ikke kunne se tegnene og var af den overbevisning, at hun ikke var noget særligt, havde forelskelse altid været gensidig. Selvom det ikke nødvendigvis havde gjort det mere simpelt.

"Vær ikke for hård ved Wood. Han går selv gennem noget," bemærkede hun forsigtigt. "Han gjorde intet for at såre dig."

[Jemima Burke]

Jemimas bryn trak sig endnu mere sammen og der gik flere sekunder før hun nikkede en enkelt gang "Det ved jeg godt." konstaterede hun lavmælt og så ned igen, mens den dårlige samvittighed prikkede igen "Det er bare.. " hun gik i stå og prøvede igen "Jeg ved godt det er dumt og det ikke bliver os. Det var bare ikke særlig fedt at prøve at komme over det og så lige se jer." fortsatte hun og flyttede ubekvemt vægten mellem fødderne.

[Kala Patil-Fawley]

Kala vidste godt, hvor ondt det gjorde. Hun kunne godt huske det, da Imrah lige pludselig havde kysset med en anden, mens hun selv rendte rundt med blødende hjerte efter bruddet. Men hun havde ikke gjort noget ved det og stak da også hænderne i lommerne nu med et lidt klemt udtryk.

"Jeg ved godt, det ikke er rart, men..." Hun tog en dyb indånding. "Men det er ikke hans skyld." Hun kunne pisse godt lide Elias Oliver Wood og det gjorde ondt at se ham plaget af det.

"Jeg siger ikke, du skal have det vildt fedt med ham lige pludselig. Men jeg tror, at I begge kunne have meget godt af at få talt det ud. Han banker sig selv i hovedet med det."

[Jemima Burke]

Mere tavshed, mens fortænderne bag overlæben, tyggede på underlæben. Hun var måske ikke helt enig i det hele, men langt hen ad vejen, selvom Kalas ord kun fik den dårlige samvittighed til at vokse "Jeg havde heller ikke lige planlagt det, okay!" forsvarede hun sig, kun for at punktere igen øjeblikket efter og gumle mere på sin underlæbe.

Det var ikke hende der havde filret rundt med en han virkede hadede for så at kysse med en anden, som hun virkelig godt kunne lide, lige foran næsen på hende. Hun sukkede opgivende og slog ud med den frie hånd "Jeg aner ikke hvad jeg skal sige til ham efter den åndsvage fest."

[Kala Patil-Fawley]

Kala blinkede overrasket over udbruddet og et år forinden havde det muligvis fået hendes indre til at krakelere lidt. Nu lagde hun armene over kors og tog en dyb indånding.

Hun kendte ikke den fulde historie, men hun havde hørt lidt. Og havde sat nogle af brudstykkerne sammen. Ikke, at hun syntes det retfærdiggjorde reaktionen. Det var jo trods alt ikke noget, Elias havde gjort mod hende bevidst, så vidt hun forstod.

"Så lad være med at sige noget. Bare lad være med at straffe ham," svarede hun, måske lidt hårdere end normalt.

[Jemima Burke]

Jemima havde aldrig tilnærmelsesvis bidt efter Kala og fortrød det også så snart det var sket. På samme tid føltes det hele også lidt for meget som en reprimande, der kun fik den dårlige samvittighed til at vokse til en stor, hård knude i hendes mellemgulv.

Det pressede forræderisk bag hendes øjne mens hun bed en forsvarsberedt kommentar i sig og sank i stedet før hun sagde noget "Jeg straffer ham ikke." mumlede hun mens brynene igen trak sig sammen. Det gjorde hun da ikke? Ikke bevidst i hvert fald.

[Kala Patil-Fawley]

Kala kunne pisse godt lide Jemima og kunne se mange sider af sit sekstenårige selv i hende. Men hun havde samtidig været venner med Elias Oliver Wood i årevis og den instinktive trang til at beskytte ham meldte sig omgående.

"Hør, jeg skal egentlig heller ikke blande mig i det. Bare... hold det fra banen."

Hun havde egentlig tænkt sig at være mere følsom med den yngre pige, men nu var hun langt mere hendes anfører, som hun løsnede de korslagte arme og så på hende.

[Jemima Burke]

Jemima stampede den dårlige samvittighed godt ned og trak et usynligt skjold op, før hun rankede sig og mødte Kalas blik neutralt "Selvfølgelig." mumlede hun uden at føle det på nogen måde var en selvfølge, men hun erkendte at have fået en velfortjent reprimande af sin anfører efter middelmådigt spil.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde det lidt skidt indeni over det, men hun vidste på den anden side heller ikke, hvordan hun ellers skulle gribe det an. Hun trak luft ind for at sige noget, men endte i stedet bare med at slippe det igen med et enkelt nik.

"Kom." Hun kastede med hovedet mod omklædningsrummet og begyndte at gå med en nagende fornemmelse indeni.