Hvis jeg ku' stikke af, kom jeg gerne tilbag'

[Corban Yaxley Jr.]

Corban vidste ærligt intet om Tom Yaxley 's følelser. Sommetider virkede det som om han ingen havde. Han tyggede sammen, før han skuttede sig lidt i den kølige luft. Det værste var at han forstod hvad Emilia mente. Havde han bundet sig til en løgner, manipulator eller fanatisk pige, kunne han næppe blive lykkelig.

Men han havde Fiona. Alt var godt.

"Er ens kærlighedsliv ikke værd at risikere for ens familie?" spurgte han. Der var noget paradoksalt i spørgsmålet. For på mange måder var de ikke en rigtig familie.

[Emilia Yaxley]

Emilia døde lidt indeni ved spørgsmålet. Ved at se, hvor dybt familiens rædselsfulde værdisæt var sunket i ham. Hun fugtede læberne.

"Måske," medgav hun langsomt. "Men hvad med ens drømme? Ens person?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corbans drømme var temmelig pressefoldede. Han ville have en ministeriel karriere, gifte sig med Fiona og opdrage sine børn bedre end han selv var blevet opdraget.

"Forlod du mig for at blive skuespiller?" spurgte han så. Det var hendes drøm, åbenbart. 

[Emilia Yaxley]

Emilia rynkede brynene. Scenen var blevet et sted, hvor hun kunne slippe sit liv og være en helt anden for et par timer. Men det havde aldrig været dén, der trak hende væk.

"Selvfølgelig ikke, Corban," svarede hun, men vidste ikke, hvordan hun ellers kunne svare. "Jeg forlod aldrig dig. Jeg løb fra at blive overleveret som en pokal til en fremmed mand, jeg aldrig har mødt for."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban var klar over at Emilia aldrig havde mødt manden hun skulle giftes med. Derved havde hun vel heller aldrig givet det en ærlig chance, følte han. Han forstod godt hendes usikkerheder og hendes tvivl, men han kunne ikke bære at spejle sig i dem, når hans egen rute føltes så fastlåst.

Han sukkede lidt.

"Du var bare den eneste jeg havde tilbage, Em."

[Emilia Yaxley]

Emilia troede, at Corban havde sagt det værste, han overhovedet havde at give hende. Men så faldt nådesstødet. Hendes indre krøllede sig ubehageligt sammen over konstateringen og et øjeblik havde hun bare lyst til at trække ham tilbage til sig igen.

Så det gjorde hun.

[Corban Yaxley Jr.]

En skam sad i knoglerne over at have blottet sine følelser på den måde. Alligevel blev han pludselig krammet igen og syntes at glemme det for en skrøbelig stund. Måske var det ikke retfærdigt at ham at beslutte  hvad der var rigtigt og forkert. Selvom deres meninger var delte.

"Det er okay," sagde han, mumlende mod hendes hår. "Jeg har Fiona Buchanan nu." Der var nogen der elskede ham og var der. Desuden var han snart myndig, og med Fiona kunne han starte noget bedre.

[Emilia Yaxley]

Emilia nåede lige at håbe på tilgivelsen, før han fik hende i et sidste nådesstød. Fingrene lukkedes instinktivt tættere om ham, inden hun tog et skridt bagud og lod ham glide ud af sine arme.

"Jeg håber, I bliver glade," svarede hun og prøvede ikke at lade sit blødende hjerte skinne igennem.

[Corban Yaxley Jr.]

Det var nærmest for brat denne gang krammet blev afsluttet. Måske fordi det var på Emilias intiativ. Corban vidste dog at han ikke kunne tilgive hende. Ikke endnu. Det var første gang de havde set hinanden i et år, trods alt.

"Jeg vil sørge for at du bliver inviteret til vores bryllup," sagde han så, som et forsøg på en håndsudrækning, selvom den næppe var det samme som en egentlig tilgivelse. Det var et skridt i den rigtige retning.

[Emilia Yaxley]

Emilia blinkede ved tilbuddet. Der ville sikkert gå år, før Corban skulle giftes og tanken om, at det først var dér, han ville se hende igen, sved. Hendes ansigt røbede dog intet, som hun pressede et smalt, næsten høfligt smil frem.

"Tak, Corban. Det værdsætter jeg."

[Corban Yaxley Jr.]

Bare det at snakke med hende nu, var en risiko i sig selv. Corban havde kæmpet så længe og bravt for at gøre sig til en forlovet man kunne være stolt af. En magiker der måske kunne få en fremtrædende position engang. Så nogen ham med Em, kunne de måske tro at... Han ville følge hendes fodspor.

"Måske bør jeg gå ind nu," Fik han endelig sagt, selvom han mest af alt havde lyst til at kramme hende igen, eller foreslå at de kunne mødes i Hogsmeade. "Før nogen leder efter mig."

[Emilia Yaxley]

Emilia havde ikke lyst til, at øjeblikket skulle slutte. Samtidig kunne hun slet ikke klare at stå der over for det menneske, hun elskede mest i hele verden, og høre ham tale om svigtet.

"Gå ind," svarede hun blødt med et lille nik, før hun lige så forsigtigt hævede en hånd til hans kind og gav den et lille klem. Hun slap ham hurtigt igen.

"Pas på dig selv, Corban."

[Corban Yaxley Jr.]

Dén form for ømhed fik det både til at stikke og svi i ham. Alligevel var det ikke kun rædsomt at savne Emilia. Det var også bekræftende at vide at nogen derude støttede ham, selvom de så hans svaghed. For Corban havde aldrig rigtig associeret den med noget godt.

"I lige måde," Fik han dog sagt, før et svagt, men ærligt smil krusede over hans læber og han, temmelig modvilligt, måtte forlade sin storesøster ude i kulden.

Lukket.