En af de dage [S]

[Emilia Yaxley]

Det var ikke drømmen at skulle på arbejde på Tarantallegra efter at have tilbragt det sidste døgn på Fønixteatret, hvor hun lige havde fået et par timers søvn på et af sæderne i forreste række. Ikke desto mindre var det virkeligheden for Emilia, og hun var mere end en smule distræt, da hun hastede fra teatret til baren, allerede fem minutter for sent til sin vagt.

Der var knald på. Ikke alene lod alle til at ville fejre, at det var fredag; Montrose Magpies lod også til larmende at have indtaget ikke bare ét, men hele to af bordene, som de havde skubbet sammen på den i forvejen begrænsede plads. Det var i hvert fald lidt af et spil tetris, men Emilia gjorde sit bedste og ormede sig gennem lokalet fra baren og til bordene.

Men en fyldt bakke var hun netop på vej igen, da hun vendte sig om og stødte direkte ind i en fremmed mand. Den ene flaske på bakken vippede faretruende, før den faldt mod gulvet.

Samuel Willoughby

[Samuel Willoughby]

Kroppen var øm efter træningen, men det var relativt nemt at glemme, når man havde tømt et par glas. Der blev uddelt nogle humoristiske bemærkninger indbyrdes mellem holdet, og det var også nemmere at stikke med spøgfulde kritikpunkter til hinandens spil, når man var omfavnet af aftenens stemning. 

Sam havde i hvert fald ikke meget at brokke sig over, da han var på vej mod baren for en genopfyldning, nu hvor der kun var sølle, smeltende isterninger tilbage i glasset. Han nåede dog ikke ligefrem langt, da han kringlede sig rundt om bordet, eftersom han bankede direkte ind i en lille skikkelse.

Foden bevægede sig lidt fremad da flasken faldt. Den ramte skosnuden, og knustes derfor ikke mod gulvet, selvom den da udløste lidt af en brummende lyd fra amerikaneren. "Hva' helvede.."

[Emilia Yaxley]

Blikket faldt til flasken mod mandens sko, før det flakkede op og fandt... brystkasse. Emilia lagde nakken lidt tilbage for at kunne se op i hans øjne med et næsten beklageligt smil. Men også kun næsten.

“Undskyld, sir. ‘Så Dem ikke,” svarede hun og hævede brynene lidt over et sigende blik. Han stod immervæk temmelig meget i vejen.

[Samuel Willoughby]

Grundet den tætte kontakt, måtte Sam virkelig bøje nakken for at møde pigebarnets blik. Smilet om hendes læber fik det tvære udtryk væk fra hans, men han flyttede sig ikke med det samme.

"Det gør skam ikke noget," Fik han sagt, før han bukkede sig ned for at samle flasken op. Han forsøgte at stille den forsigtigt på bakken i hendes hænder, men rykkede på et glas i samme omgang, så tingene stod lidt mere ustabilt. Denne gang var det hans tur til at sende hende et halvbeklagende smil.

[Emilia Yaxley]

Det havde knapt fundet tilbage til balancepunktet, før det hele igen var i bevægelse, og Emilia hastigt måtte gribe i bakken med den frie hånd også, så den ikke gled ud af hænderne på hende.

“Wow, som to erumpenter i et eliksirdepot, hm?” bemærkede hun i tør humor og overvejede at træde lidt væk for at genskabe den normale afstand, der var passende mellem fremmede. Men hun havde trods alt været på vej til et bord, da han kom i vejen.

[Samuel Willoughby]

Sam løftede det ene brune øjenbryn en anelse over den mystiske metafor. Han kunne dog ikke lade være med at trække lit på smilebåndede over den. Englændere. Selv efter nogle år i landet, forekom deres formuleringer ham temmelig besynderlige. Der var dog også noget kært over det.

"Sikke et mentalt billede," grinede han, før han gjorde plads til at hun kunne komme forbi. Han stak hende et nik, før han gik mod baren. Et sekund efter skævede han over skulderen mod den kære skabning igen.

[Emilia Yaxley]

Der var måske ikke et varmt, imødekommende smil om hendes læber, men dog et spillende blik i de lyse øjne, som Emilia fik slanget sig om den fremmede mand. Hun smuttede ned til bordet og fik givet det tørstende folk deres drikkevarer og beklagede den manglende flaske, før hun fik snoet sig tilbage til baren igen. Og fik øje på manden.

Hun hviskede noget i øret på sin kollega, der tog den manglende flaske ned til bordet, mens hun selv stillede sig foran manden på den anden side af baren. Brynene blev hævet let.

“Nå, hvad kan jeg byde Dem på?”

[Samuel Willoughby]

Sams fingre trommede mod bardisken i den stund der forekom, før den selvsamme, lyshårede skabning han havde kigget efter, stod foran ham i baren. Selvfølgelig diskede han frem med sit bredeste smil. Hun var nu meget kær, og selvom han tvivlede på at han nogensinde kunne blive ligeså pigeglad som James Sirius Potter .

"Whiskey sour," svarede han. Normalt holdt han sig til sine øl, men efter at have fået selvsamme drink af en holdkammerat tidligere, havde han nok fået smag for det. "Skylder jeg dig noget for flasken?"

[Emilia Yaxley]

Det kom ikke det mindste bag på hende, at han skulle have en amerikansk drink. Ikke med dén accent. Emilia smilede da også lidt for sig selv, mens hun fyldte is i shakeren og fandt flasken med bourbon frem.

“Det skal De ikke tænke på,” svarede hun og fik både hældt bourbon og presset citron i shakeren.

“Så, er De på besøg eller bor De her? Altså i Storbritannien.” Hun fulgte ikke meget med i Quidditch.

[Samuel Willoughby]

Sam øjne flugtede kortvarig mod shakeren, da citronsaften blev klemt derned uden meget bøvl eller faldende kerner. Dernæst vendtes blikket op mod pigen igen. Bartendere levede af smalltalk og hårdt arbejde. Derfor fortolkede han ikke nødvendigvis hendes ord som ærlig interesse i hans 'ophold'.

"Jeg arbejder her," svarede han. "Quidditchspiller."

[Emilia Yaxley]

Emilias blik flakkede kun fra ham kortvarigt, når hun hældte flere ingredienser i. Nu sirup og æggehvide. Smilet sitrede lidt om hendes læber, mens hun lagde sin families holdninger til Quidditch som et erhverv fra sig.

“Virkelig?” Hun ventede ikke på svar, men fortsatte i stedet i den subtile humor. “Eller er det bare noget, du siger for at få pigerne til at dåne?”

[Samuel Willoughby]

Forældrene havde altid forsøgt at skubbe ham mod macusa. Han havde haft knaldgode karakterer trods alt, og med Quidditch kunne han vel bare få lukket noget damp ud i fritiden. Det var nok også salgstalen de havde kørt dengang de forsøgte at finde ham en fuldblods heks at forlove sig med.

Smilet blev den smule mere smørret ved den fremmede piges ord.

"Du dåner ikke," bemærkede han. "Så hvis det virkelig var en taktik, var den nok ikke ligefrem skudsikker."

[Emilia Yaxley]

Emilia slap en munter lyd og satte låget på shakeren. I starten havde hun talt, mens hun rystede det rundt, men nu vidste hun efterhånden præcis hvor længe det tog og glasset blev snart fyldt med den let skummende væske.

“Hvis jeg skulle dåne for hver Quidditchspiller, ville der være mange tørstende sjæle på Tarantallegra,” pointerede hun med et glimt i de grå øjne, som hun plantede en appelsinskive på kanten af hans glas. Med en lille cocktailserviet satte hun den foran ham.

[Samuel Willoughby]

"De drikker sgu også som hul i jorden," Bemærkede Sam ufortrødent og med en kækhed over udtrykket i de grønne øjne. Snart baksede han en hånd i baglommen for at fiske nogle mønter op derfra. "I det mindste skal I da ikke ligefrem frygte at gå bakerot." Han skævede tilbage mod holdet med et løft i mundvigen.

Mønterne blev rakt over disken. "Sikker på det med flasken?"

[Emilia Yaxley]

Emilia grinede sjældent, men nu trillede en blød latter alligevel over hendes læber. Hun klemte øjnene lidt sammen om et spillende blik. Mønterne forsvandt fra disken og fandt af sig selv ned i kasseapparatet.

“Hvis du virkelig har det skidt over det, kan du jo byde på én, når jeg har fri?” foreslog hun, testede temperaturen. “Hvis du stadig er her til den tid.”