Bjæf bjæf

[Elliott Wood]

Elliott levede generelt sit liv uden særlig mange fjender. Godt nok var han ingen mester i at initiere kontakt, men han var også temmelig svær at slippe af med, når først han var i ens liv. Og det var derfor, han ikke helt kunne lade være med at tænke på Frankie Figg, da han fik øje på drengen fra hans sovesal, der nok fremkaldte de diametralt modsatte følelser.

Han burde nok bare fortsætte tilværelsen og undgå ham, men noget fik benene til at søge over til Rupert Horatio Montague, der kom gående i modsatte retning. Foran ham var han dog ikke helt så beslutsom og rømmede sig kejtet.

"Øhm, Rupert, ikke? Jeg vil gerne lige snakke med dig."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert passede sit eget liv. Han havde ikke forsøgt at kysse Frank igen, siden deres sidste fysiske konfrontation, men han tænkte stadig på det og han var ikke i tvivl om hvem den lille brilleabe var, der stoppede foran ham. Han stoppede selv op og hævede begge bryn lidt.

"Aha," svarede han roligt, men skeptisk. "Om hvad? At din uniform var figursyet til en dværg?"

[Elliott Wood]

Elliott havde ikke haft meget andet end en impuls at køre på og stod lige pludselig lidt meget uden plan og blinkede foran den ældre ørn. De pludseligt halvsvedige håndflader hev lidt i den koksgrå sweater, der var trukket ud over skjorten.

"Hva'? Altså, nej, det, øhm..." Han tog en dyb indånding. "Nej, jeg, øhm, jeg vil fortælle dig, at jeg synes, du skal lade Frankie være." Hvad? Det havde på en eller anden måde virket som en bedre idé i hans hoved.

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts ene bryn hævede sig langsomt op og blev oppe, som han så ned på Elliott Wood. Konstateringen om Frank fik ham ikke til at vige, selvom det trak i hans mundvige et øjeblik.

"Jeg har ikke engang rørt din lille kæreste med en ildtang," svarede han syrligt. "Hvad er dit problem, Wood?"

[Elliott Wood]

"Han er ikke min-" væltede det ud af ham, før Elliott fik mindet sig selv om, at det jo sådan set ikke var dét, det skulle handle om lige nu. Han slap sin sweater.

"Mit problem er, at det aldrig er jer, der bliver og ser konsekvenserne af jeres handlinger. Eller sidder og venter på hospitalsfløjen. Og det er ikke i orden. Han er en god person, og han fortjener ikke at blive behandlet sådan der."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert himlede med øjnene og lavede et lille udtryk af væmmelse samtidig. Han rystede på hovedet af Wood.

"Du aner ikke hvad du taler om, pjevs," svarede han nedladende.

[Elliott Wood]

Elliott kunne ikke særlig godt lide at være uvenner med folk, men han kunne virkelig heller ikke lide Rupert, så det gik måske meget fint ud på ét. Han begravede i hvert fald de svedige hænder i lommerne og hankede op i sig selv.

"Måske ikke. Men jeg ved, at han fortjener at blive behandlet godt, så..." Han vidste ikke helt, hvor sætningen skulle ende, nu pointen allerede var på bordet.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert hævede begge bryn og havde faktisk virelig intet behov for at fortælle Elliott, hvordan det hele virkelig hang sammen. I stedet gik han helt tæt på den lille pjevs.

"Så hvad? Hvad har du tænkt dig at gøre?"

[Elliott Wood]

Elliott blinkede overrasket, da den ældre elev kom tættere på, og måtte kæmpe for ikke instinktivt at træde et skridt tilbage. Han klarede halsen og skubbede brillerne tilbage på næseryggen.

“Øhm, så ikke så meget. Jeg synes bare, du skal tænke over det,” svarede han. “Jeg mener, det er dit syvende år. Har du ikke bedre at tage dig til, end at sparke til ham?”

Han burde måske bare holde kæft, men han kunne åbenbart ikke stoppe sig selv. “For det lyder ret trist.”

[Rupert Horatio Montague]

Rupert følte sig ikke rigtig ramt af noget af det Elliott sagde. Han sparkede ikke til Figgs. Han havde sådan set reddet ham, selvom han ikke betragtede sig som en helt af den grund. Modsat den lille lort foran sig.

"Har Figgs bedt dig om at være hans helt, pjevs?"

[Elliott Wood]

Elliott rynkede brynene og stak hænderne tilbage i lommerne. Han rystede på hovedet. “Nej, selvfølgelig ikke,” svarede han, men måtte alligevel snart skubbe brillerne på plads igen. Kunne man svede på næseryggen?

“Jeg syntes bare, at du skulle vide det.”

[Rupert Horatio Montague]

Rupert fnøs let og blev stående intimiderende tæt på Elliott. Han hævede begge bryn uimponeret.

"Jeg synes da også han skal vide, at du er hans lille vagthund," drævede han. "Han vil sikkert være meget taknemmelig for at vide, at du er så god at stå og bjæffe ynkeligt på hans vegne."

[Elliott Wood]

Elliott var nødt til at lægge nakken en smule tilbage for at kunne fastholde øjenkontakten med Rupert. Han var ikke meget for at lade ham se sin nervøsitet, men det var lidt svært, når han stod helt oppe i skærmen på ham på den måde.

“Jeg er ikke hans vagthund,” indvendte han, selvom det jo egentlig var ligemeget at diskutere med ham. “Men jeg bekymrer mig om ham, og det gør du tydeligvis ikke. Så kan du ikke bare lade ham være?”

[Rupert Horatio Montague]

“Nårh, du bekymrer dig om ham,” efterabede Rupert karikeret.

“Pas du bare på dig selv, Wood. Du kunne risikere at falde ned af en trappe, så travlt du har med andre mennesker.”

[Elliott Wood]

Elliott følte sig ikke truffet af karikaturen. Det var jo sandt. Til gengæld overvejede han, om Rupert mon bekymrede sig om nogen. Brynene søgte lidt sammen og et sekund følte han næsten sympati med den ældre ørn. Så var sekundet ovre.

“Var det en trussel?”