Sladrehank, skal ha'...

[Summer Maddox]

Summer var måske en rolig sjæl og betragtede da også sig selv som pacifist. Men hun var heller ingen forsagt, lille mus, når hun stod over for uretfærdighed. Og hun ville i hvert fald ikke lade ham tromle over sig.

"Nå, men måske rager det mig, hvad du har lyst til," svarede hun og slog hans tryllestav væk fra brystet, selvom den kolliderede ubehageligt med begyndede blødhed. "Og du har allerede fået en advarsel, så fem point fra Gryffindor. Hvis ikke du stopper nu, er jeg nødt til at gå til dit overhoved."

[Cailean Morgaine]

Cailean havde måske satset lidt for hårdt på, at Summer Maddox bare var en forskræmt lille Hufflepuff, som han nemt kunne intimidere. Men da staven blev slået væk, og hun meget tydeligt lagde op til at sladre igen, måtte han slå dén idé ud af hovedet.

Han var virkelig ikke interesseret i, at hun skulle rende til Professor Padraig Ogden. Så for et øjeblik rettede han sig bare op og så på hende, med sammenbidte tænder og smalle øjne. ”Det er dit ord mod mit.”

[Summer Maddox]

Det gjorde lidt ondt i hjertet, at Cailean nok aldrig ville være andet end én, der gjorde hende ked af det. Men det var et problem, til når hun lå alene i sin seng bag det lukkede gardin og kunne snøfte lidt ned i sin pude.

"Jeg ved ikke, hvorfor du tror, det er en god ting for dig," konstaterede hun med den ro, hun nu beherskede. Hun var trods alt vejleder. Og han en sjetteårs, der havde for vane at komme i problemer.

[Cailean Morgaine]

Det var ikke særlig gennemtænkt. Det kunne han godt se nu. Det var faktisk ret dumt, men han havde vel regnet med, at han kunne forskrække hende nok til, at hun ikke ville sige noget til nogen igen. Han tog en hørbar indånding, og sendte hende et hårdt blik.

”Hvis du sladrer igen, Maddox!” Advarede han og hævede staven mod hende igen for et øjeblik, inden han strammede grebet om den og stak den i lommen. ”Og når du ser Corban igen, så fortæller du ham, at du tog fejl!” Blå øjne stirrede ind i blå, før Cailean drejede om på hælen og gik mod døren.

[Summer Maddox]

Det prikkede allerede faretruende bag øjnene, og Summer åndede lettet op, da han endelig vendte ryggen til. Hun havde ingen intentioner om at lyve over for Corban Yaxley Jr.. Men det havde hun ikke tænkt sig at sige, nu han endelig var på vej ud.

Hun snøftede og bevægede sig kun langsomt ud på gangen for at finde sine bøger. Måske hun burde finde den ældre vejleder fra Gryffindor igen.

lukket? eller måske kan Corbs joine?

[Corban Yaxley Jr.]

Bøger lå strøget mærkværdigt over gulvet og en elev havde da også taget fat i en passerende Corban Yaxley, for at nævne noget om høje stemmer fra våbenrummet. Da vejlederen havde nærmet sig området, samlede han da også en bog eller to forvirret op i favnen.S. Maddox stod der på en af dem. Og så hørte han sit navn blive nævnt.

Skulderen stødte mod Caileans, sekunder efter han nok havde forladt våbenkammerat. "Cail..?" Et øjeblik efter bemærkede han den snøftende Summer forlade selvsamme rum.

"Hvad... foregår der?"

[Cailean Morgaine]

Cailean ignorerede idioten han ramte ind i på vej ud, indtil en velkendt stemme lød og Cailean ikke kunne gøre så meget andet, end at forbande sit ikke eksisterende held.

Hvad fanden lavede Corban her? På det her tidspunkt? Af alle steder og tidspunkter?

Han stoppede og vendte sig for at se, om han rent faktisk var så uheldig, eller om han havde hørt forkert. Men det ar selvfølgelig Corban og det lille vejlederemblem skinnede forræderisk på hans bryst. Forbandet. Cailean var mundlam.

[Summer Maddox]

Det stak forræderisk bag øjnene, men Summer indså hurtigt, at hun nok ikke ville være på vej ned til sovesalen eller et affolket toilet i den nærmeste fremtid. Så i stedet gik hun tavst i gang med at samle sin fjerpen og sine noter sammen, før hun gik hen til Corban og rakte frem efter sin bog.

“Tak for hjælpen,” mumlede hun i subtil sarkasme, uden at kunne møde hans blik. Det var nok ikke skide retfærdigt, men hun følte sig forrådt eller så i hvert fald tilliden brudt af den ældre vejleder.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban skævede tilbage over skulderen mod Cailean, som var stoppet op flere meter derfra. Farten havde virkelig været under den jævnaldrene løves fødder, men Corban nåede ikke at fremtvinge en egentlig sammenhængende sætning til ham, før Summer havde nærmet sig og rakt ud efter bogen.

Det krævede ikke meget for ham at forstå meningen bag de mumlende ord. Men mens det stak og rev i ham af en mærkelig form for skyldfølelse, var han samtidig sikker på at han havde gjort det rigtige. Han havde ikke nævnt Summer. Eller at det var en vejleder, overfor Cailean.

"Jeg gør min pligt. Det ved du godt," mumlede han, og skævede over mod Cail igen.

[Cailean Morgaine]

Cailean var ikke sikker på, hvad de to vejledere mumlede om. Han var heller ikke sikker på, om han ville vide det. Han havde mest af alt lyst til at skride. Men det var det åbenlyse træk, for en der havde gjort noget galt og det var han ikke sikker på, at de måske helende venskab med Corban kunne tåle lige nu.

Det var bare svært at se andre muligheder.

”Jeg gjorde ikke noget!” Understregede han højlydt, før han ellers vendte om og satte afsted hen ad korridoren med lange skridt, og alle intentioner om at gemme sig i drivhuset.

// forlader tråd ?

[Summer Maddox]

Summer så efter Cailean med en synkende fornemmelse i hele kroppen og en ubehagelig niven i næsen. Men det var mere end nogensinde før tydeligt, at han aldrig havde kunne lide hende. Eller ville komme til det. Gråden virkede meget tæt på.

“Han truede mig, Corban. Stak sin tryllestav lige i brystet på mig,” konstaterede hun, da hun endelig fik vendt blikket tilbage på ham. Udtrykket i de lyse øjne var beklagende. “Jeg er nødt til at gå til jeres overhoved med det.”

[Corban Yaxley Jr.]

Det var en rædsom fornemmelse da Cailean marcherede væk. Ligeledes var det at vende blikket mod Summer som lignede at hun en der mest af alt havde lyst til at gemme sig fra omverdenen. Med god grund. Skammen sad i Corbans bryst, inde bag det blanke vejlederemblem. Han skilte heller ikke læberne i nogen form for protest. Cailean havde førhen truet hans forlovede. Og truet ham adskillige gange.
Corban var aldrig gået til et overhoved med det...

"Jeg gør det," sagde han så, mens hagen sank lidt. "Ellers truer han dig bare igen." Han kunne se at det gjorde ondt på Summer, og det føltes ikke rigtigt at lægge det her på hende, når hun var den der faktisk havde bedt ham om at hjælpe i første omgang.

[Summer Maddox]

Summer kastede et blik over Corbans ansigt og havde i det øjeblik ikke særlig meget lyst til at han skulle være dén, der gik til overhovedet. Ikke efter sidste gang, han havde taget sig af noget for hende. Hun tyggede tankefuldt om underlæben, før hun nikkede lidt ved hans uddybende kommentar. Øjnene blev blanke og hun så ned.

“Ja. Ja, du har nok ret,” mumlede hun og nikkede lidt mere, selvom tanken om at stå i sådan en situation med Cailean Morgaine igen gav hende ondt i maven. Måske hun bare burde gemme sig i drivhuset lidt...

[Corban Yaxley Jr.]

Corban ville gerne komme med forsikringer til Summer, men han kunne ikke overvære hende og sørge for at Cailean holdt sig væk. Han kunne bare videreføre informationen til overhovedet og snakke med den jævnaldrende knægt i håb om at få ham til at forstå situationens alvor. Ikke at det havde hjulpet meget før.

"Undskyld," Fik han nu alligevel sagt. "Jeg fortalte ham ikke at det var dig. Eller at det var en vejleder. Han regnede det bare... ud." Han sank og sukkede dernæst. "Jeg havde intet andet bevis for tyveriet, end at nogen havde set det." Han så ærligt beklagende ud, før han begyndte at samle nogle af de resterende bøger op fra gulvet.

[Summer Maddox]

Det hele var lidt meget nu. Men hendes ødelagte taske lå stadig på gulvet sammen med de tilfældigt udstrøede egendele. Og Corbans ord gjorde hende lidt blødere indeni.

“Du skal ikke undskylde. Det var ikke din skyld,” mumlede hun og samlede sin efterhånden sølle undskyldning på en taske op med et suk.