Mit lille mareridt

[Aedan C. Finnigan]

Aedan var stadig lidt bleg, da han kom sent ind til morgenmad. Der var travlt med spisning og han kunne nødig bare gå op til Penelope Parker, selvom det var det første han havde lyst til. I stedet måtte han vente, langtrukkent indtil der var bevægelse i elevflokken. Han spiste intet.

Da han så hende rejse sig, strøg han over. “Parker. Please. Giv mig et minut,” bad han lavmælt og indtrængende.

[Penelope Parker]

Parker havde ikke sovet meget den nat og var stadig klatøjet, da hun fulgte med Cailean Morgaine ned til morgenmaden. I det mindste var de ikke løbet ind i Aedan endnu, og selvom hun savnede ham så meget, at det fik hende til at føle sig helt syg, havde hun virkelig ikke lyst til at høre ham plapre mere om Jemima Burke.

Men han var ikke til morgenmaden. Ikke, at lettelsen fik lov til at vare mere end et sekund, før bekymring trådte i dens sted. Var han okay? Var han sammen med Jemima? Hun skævede over til Slytherins bord, men kunne hverken se hende eller Ailis C. Finnigan. Maven knugede sig lidt sammen, som hun samlede sin ske op og prikkede uinvesteret til sin grød. Måske man virkelig kunne blive syg af bekymring?

Det føltes i hvert fald sådan med den tiltagende kvalme. Hun fik dog presset halvdelen af indholdet ned ved Corban Yaxley Jr. 's snusfornuftige bemærkninger og åndede lettet op, da hun kunne smutte fra bordet. Synet af Aedan fik alt til at trække sig sammen igen.

"Ikke lige nu," mumlede hun og hastede forbi så hurtigt hendes korte ben kunne magte det.

[Aedan C. Finnigan]

Aedans mave forsvandt under ham, da Parker sagde nej til at tale med ham. Han snappede efter vejret, før han satte efter hende på sine længere ben og indhentede hende ude i indgangshallen.

"Penelope! Vent!" Han rakte ud og greb ud efter hendes arm.

[Penelope Parker]

For tolv timer siden havde hun sagt, at hun hadede ham. Parker vidste dog godt, at det ikke var tilfældet, da hun strøg ud i indgangshallen sammen med de andre elever. Og Aedan. Maven blev snoet en gang mere, men hun stoppede da.

"Er du ikke sød at give slip?" mumlede hun uden at se op på ham. I stedet så hun ned på hans hånd om hendes arm med en dump smerte i brystet.

[Aedan C. Finnigan]

Normalt ville Aedan have givet slip med det samme, men for en gangs skyld trumfede situationens vigtighed og han rystede svagt på hovedet, selvom hun ikke så på ham.

"Kun hvis du lover at blive og lytte til mig," svarede han lavmælt. "Nogen har forsøgt at komme imellem os. Det var ikke mig i går."

[Penelope Parker]

Et sted dybt nede ræsonnerede hans ord i hende. Parker havde jo selv tænkt, at han ikke virkede som sig selv. Men hun var træt og ked af det og trak lidt i sin arm.

"Aedan, jeg vil ikke snakke med dig lige nu," fastholdt hun, selvom stemmen var blevet hævet lidt fra den forsagte mumlen. "Er du ikke sød at give slip?"

[Aedan C. Finnigan]

"Nej," svarede Aedan insisterende, meget modsat hvad han plejede at gøre. Han havde brug for at hun lyttede.

"Du bliver nødt til at lytte. Det var amortentia. Ailis har lige givet mig modgiften. Du kan selv spørge hende!"

[Penelope Parker]

Parker slog blikket op og så direkte op i blå øjne, så maven slog endnu en knude på sig selv. Avs. Ordene fik hende til at blinke lidt, før hun alligevel trak i sin arm.

"Slip mig," gentog hun. "Jeg skal nok lytte, okay? Bare slip."

[Aedan C. Finnigan]

Aedan tøvede et øjeblik, men slap så alligevel og trak hånden til sig med et vågent blik. Han tog en dyb indånding, imens han så hende i øjnene. Rundt omkring dem sev de andre elever ud fra storsalen, men hans fokus var ensidigt på Parker.

"Jeg er så ked af det," mumlede han. "Det er kun dig jeg er forelsket i. Kun dig."

[Penelope Parker]

Hun havde allerede grædt foran det meste af opholdsstuen og havde ikke lyst til at gentage det, denne gang med hele skolen som publikum. Så hun klemte læberne hårdt sammen og lagde armene over kors. Skuldrene blev hævet mod ørerne.

"Lad være med at sige det," mumlede hun, ikke så afvisende som bedende. Kæbemusklen spillede lidt, som hun kæmpede med følelserne. "Du sagde amortentia?"

[Aedan C. Finnigan]

Aedan klumpede sammen indeni over Parkers kropssprog. Hans skuldre sank helt, før han nikkede ulykkeligt.

“Jeg ved ikke hvordan. Men det var bare lige pludselig efter maden. Du var der selv. Pludselig var det bare...” Han uddybede ikke følelsen. “Og så gav Jem mig eliksiren imod det sammen med Ailis og pludselig var jeg mig selv igen.”

[Penelope Parker]

Jem. Hendes indre trak sig sammen igen og skuldrene fandt et umuligt stykke længere op omkring ørerne. Blikket endte ved Aedans brystkasse igen.

"Jamen det var godt, at Jem kunne hjælpe dig," svarede hun stift.

[Aedan C. Finnigan]

Aedans mund faldt lidt åben. "Penelope Parker," svarede han bestemt og ikke så lidt irritabel over at det skulle falde hende for brystet, selvom han måske burde forstå.

"Hun og Ailis har ikke gjort noget galt. Det var dem, der indså, at der var noget galt og fik modgiften fra Professor Yaxley."

[Penelope Parker]

Parker følte sig nogenlunde fem centimeter høj, da Aedan fuld navn'ede hende, og hun trak lidt i sweateren, der var trukket ud over skoleuniformet. Tænderne kørte lidt mod hinanden, før hun så op på ham.

"Er du okay?"

[Aedan C. Finnigan]

Aedan trykkede læberne lidt sammen, før han trak på skuldrene og åndede tungt ud. "Ikke rigtig," svarede han ærligt.

"Er du okay?"