Det er vemodigt at skilles ad

[Tom Yaxley]

Tom forsøgte så vidt muligt at sætte lidt afstand mellem ham og Sinéad L. Yaxley, på alle givende tidspunkter i løbet af aftenen. Han gik mere på toilettet end et offer for simultan blærebetændelse og kolera og havde mange glas whiskey han skulle nå at drikke med venner og bekendte.

Det var netop sådan et glas han stod og var ved at indtage med en af de andre assistenter halvt i skjul af en af de store, frodige grønne planter, da han så Keeran Appleton nærme sig og undskyldte sig fra sit selskab.

[Keeran Appleton]

For Keeran var det en ret god aften. Det var ikke, at han ikke så Toms lidelse eller var komplet indifferent omkring den, men det var ærligt noget af en udfordring ikke at føle sig som kongen af verden, mens han snoede sig ind og ud mellem samfundets mest respekterede magikere med sin tiltalende hustru på armen.

Alligevel havde han hevet sig fri fra hendes side og nærmede sig nu sin elsker, selvfølgelig med en dobbelt whiskey at styrke sig på til hver af dem. Tavst standsede han foran englænderen og rakte ham det ene glas, før han gjorde et kast med hovedet i retningen af mørket udenfor.

"Kom."

[Tom Yaxley]

Tom tog imod glasset og så sig kort over skulderen, før han fulgte med Keeran udenfor. Han undslog sig ikke flere muligheder for at undgå sin hustru eller hendes familie, selvom det gjorde ondt i maven at tænke på, at de nu var adskilt af mere end hemmeligholdelse og kæresterier med andre. Nu var de begge to gift.

Han følte dog ingen skyld over alligevel at liste rundt med sin elsker. Han havde ingen planer om at stoppe med at se ham.

[Keeran Appleton]

Keeran bekymrede sig ikke med, hvem der så dem gå. Det var alment kendt, at de havde været til flere fester sammen og kom godt ud af det med hinanden. Desuden holdt de bryllup sammen og de færreste ville nok hæve et bryn over, at gommene tog sig et øjeblik til at vende det nye liv.

"Det er bare et par timer endnu," konstaterede han lavmælt. Der var ingen grund til at spørge, om han var okay.

[Tom Yaxley]

Tom tog en tår whiskey, da først de var udenfor. Han tog også en dyb indånding af den kølige, friske luft og så over på Keeran.

"Og resten af livet," pointerede han alvorligt. "Hun er vanvittig, Keer. Batshit crazy. Hver gang jeg siger til hende, at jeg ikke kommer til at sove med hende, får hendes skøre hoved vendt det til, at det er fordi vi ikke skal sove." Han lavede en lavmælt lyd, som om han skulle til at kaste op.

[Keeran Appleton]

Keeran kendte Sinéad L. Yaxley fra afdelingen, men det var kun den professionelle, skarpe auror. Han løftede dog en hånd og lagde den på Toms skulder i sympati, lige så meget som for at få ham til at stoppe.

"Efter i nat kan du være i lejligheden." Det løv hult og Keeran vidste, at det måtte være en ringe trøst.

[Tom Yaxley]

Keerans hånd beroligede Tom en lille smule, selvom han ikke ligefrem var sikker på, at han havde ret i det han sagde. Han tog en dyb indånding og pustede lidt ud, før han rystede på hovedet.

"Måske," svarede han. "Jeg er ikke sikker på at tossen lader mig være. Kan man komme i Azkaban for at kaste imperius på sin egen kone?"

[Keeran Appleton]

Der var ingen grund til at svare. Tom kendte udmærket godt loven, og Keeran gav bare hans skulder et solidt klem, før han fulgte hans arm ned med hånden.

"Jeg hader at se dig sådan her." Det var lidt føle-føle, men han havde rigeligt whiskey i blodet. Og han mente hvert ord.

[Tom Yaxley]

Tom bøjede hovedet lidt, men beholdt blikket på Keeran og smilede ganske svagt over konstateringen, så meget som over kærtegnet. For en udenforstående kunne det nærmest se venskabeligt ud, men for ham lå der så meget mere i det.

"Jeg hader også at være i det," svarede han lavmælt. "Men tanken om at vi nok skal ses igen får mig igennem." Han tog en dyb indånding. "Jeg skal nok være tålmodig. Du er jo lige blevet gift med den der lille, chubby sexbombe..."

Jalousien var ikke til at overse. Tom ville ønske Maeve ikke eksisterede, men han havde tydeligvis lært at forene sig med det.

[Keeran Appleton]

Brystet svulmede lidt ved at være Toms lyspunkt. Ikke, at han rigtigt var i tvivl, når de lå nøgne og sammenflettede i lejligheden. Men snart faldt hånden igen, som et fnys forlod ham.

"Hvis du ikke vil snakke om hende, ville jeg anbefale dig ikke at nævne hende," konstaterede han, måske mere drilsk og bedrevidende end det var nødvendigt.

[Tom Yaxley]

Tom himlede lidt med øjnene. “Hun er ikke rigtig til at komme udenom,” konstaterede han, før det sitrede svagt i hans mundvige og han hævede det ene øjenbryn let. “Fordi hun er tyk,” pointerede han, hvis Keeran ikke havde forstået det. Han viftede dog lidt med den ene hånd.

“Bare du også stadig er min. Så skal jeg nok lege pænt.” Han pustede lidt ud. “Du kan også bare spørge hende om hun ikke også kan dele og så kan jeg flytte ind hos jer i stedet...”

[Keeran Appleton]

Keeran fnøs, men mundvigene dirrede da også. Selvfølgelig havde han ikke selv tænkt sig at tale sådan om Maeve, eller tillade det for andre, men det Tom fik lidt længere line.

"Ja, det er jeg sikker på, hun tager godt imod," bemærkede han tomt, men ikke uden et skævt smil, før han flyttede glasset over i den anden hånd. Hånden, der var skjult bag deres skygger, blev sådan fri til at finde op på siden af hans hals.

[Tom Yaxley]

Tom fnøs let og hans mundvige dirrede. Han tvivlede på at nogen kvinde ville acceptere det. Men man kunne jo altid drømme. At drømme var altid lettest i nærheden af Keer. Da en hånd fandt hans hals, trådte han selv et lille stykke tættere på og strøg sin egen op langs hans arm.

“Tillykke med vejen lidt frem i verden, Keer,” mumlede han blødt. Han ville ikke ønske tillykke med ægteskabet. Det kunne han ikke. “Lad være med at blive væk for længe, ikke?”

[Keeran Appleton]

Én ting var at stå og rage på Maeve ude i mørket, men det var en helt anden sensation at mærke Toms hånd over sin arm. Keerans smil svandt lidt fra det drengede, skæve smil til et mere reelt.

"Du ved godt, at det slet ikke er en mulighed," svarede han og strøg fingerspidserne over de bløde dun i hans nakke.

[Tom Yaxley]

Tom smilede svagt, men glimrende forsikrede ved Keerans ord, som fik det til at boble lidt velkendt i maven. Han nikkede ganske svagt og nåede sin irers hals, som hans fingre strøg blidt over.

"Jeg glemte helt at sige hvor godt du ser ud i dag," mumlede han. "Så flot."