En god aften

[Cedrella Ogden]

Padraig Ogden

Cedrella nød ikke festen. Nogle ville måske mene, at det var usympatisk af hende, det værende hendes brors bryllup, men de skulle heller ikke høre på hendes mor. Stikpillerne var naturligvis begyndt tidligt og Cedrella, opfostret til ikke at skabe en scene, kunne intet andet end at tage det med stiv hals og en betragtelig mængde hvidvin. Det var ikke stedet til at sige hende imod.

Middagen var overstået, men pinslerne var ikke forbi og professoren klemte fingrene en anelse for hårdt sammen om glasset i sin hånd, mens hun stod og lyttede til endnu en hvæsende tale om, at hun måske også ville have haft en mand, hvis ikke hun insisterede på at blive på det tåbelige slot.

[Padraig Ogden]

Padraig tilbragte selvfølgelig sin aften med Abigail Bancroft, men imens hun var ude og pudre næsen, overhørte han Mrs. Yaxley i et verbalt angreb på Cedrella og nærmede sig forsigtigt.

“Undskyld? Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til Miss Yaxley. Må jeg bryde ind et øjeblik?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella var godt i gang med at ønske sig alle mulige andre steder hen, da en velkendt stemme lød ved siden af og uvilkårligt fik hendes mave til at slå en lille kolbøtte. Hvilket den absolut ikke burde. Mørke øjne rettede sig med overraskelse mod Padraig, men afbrydelsen fik til gengæld effektivt Morag til at tie stille og finde sit mest publikumsvenlige, foruden halvarrogante, mine frem.

"Naturligvis," svarede den ældre kvinde, før hun trak sig tilbage med stram mine og et sidste, sigende blik på sin datter. Cedrella stivnede lidt, men da først hun gik, faldt skuldrene synligt. Hun slap en udånding, før hendes blik gled op og fæstnede sig ved kollegaen. Kinderne føltes en anelse varme i forlegenhed. Havde han hørt noget?

"Professor Ogden," hilste hun også derfor med et lille hovednik, som altid professionelt nok og tvang et lille smil frem. Blikket var dog uundgåeligt søgende.

[Padraig Ogden]

Padraig smilede svagt, men varmt. Han havde ikke så meget hørt, men fornemmet at Cedrella var udfordret og han følte sig kaldet til at hjælpe hende. Som en god kollega og ven.

“Professor Yaxley,” hilste han. “Tillykke med din bror. I må være stolte af ham?”

[Cedrella Ogden]

Det var et helt normalt og forventligt spørgsmål, men Cedrellas smil blev alligevel en anelse mere stift over det. "Ja, Tom har endelig gjort det, som ingen af vi andre har formået," svarede hun, nærmest i gengivelse af sin mors ord. Det var måske at være lige ærlig nok og hun tog en tår af sin vin og skød kommentaren væk med en hovedrysten.

"Jeg håber, at du har en god aften?" spurgte hun i stedet og tvang et smil frem. Lige nu var han en lidt for god påmindelse om, hvad det var hun ikke havde. Og hvad hun måske gerne ville have...

[Padraig Ogden]

Padraig hævede begge øjenbryn, men kommenterede ikke hendes første bemærkning. Der var vist noget der, som egentlig ikke havde noget med ham at gøre.

Han klarede blot halsen lidt og trak på skuldrene. “Ikke rigtig,” medgav han. “Vi har vist allerede talt om, at det her ikke er nogen af vores idé om en god aften.” Et svagt smil trak i hans mundvige.

[Cedrella Ogden]

Cedrellas mave knudrede lidt over påmindelsen om deres tidligere samtaler. Og naturligheden af hans tonefald. Hun ville ønske at det var anderledes og at hun ikke fik lidt sommerfugle, når hun så ham. Det var mere end upassende. Foruden uprofessionelt. Blikket sænkede sig kort til glasset og hun smilede svagt.

"Det har vi vist," medgav hun, sank en enkelt gang og lod blikket glide tilbage op på ham. Fingrene strammede sig lidt om glasset. "Og alligevel bliver vi ved med at mødes sådan."

[Padraig Ogden]

Padraig tog en dyb indånding og slap den langsomt ud igen. “Ja, vi bliver aldrig klogere,” medgav han.

“Hvis du finder ud af hvordan man kan undgå at komme med til alle de her fester, så regner jeg med at du deler dit tip,” pointerede han med et glimt i øjet.

[Cedrella Ogden]

Cedrellas mundvige sitrede lidt over hans svar, før hun tog en indånding og drejede sig en anelse mere mod ham. "Og jeg går ud fra, at du leder efter et bedre tip end overarbejde?" svarede hun, uden helt at kunne holde smilet tilbage.

Det var ellers ikke et problem hun havde overfor sine elever.

[Padraig Ogden]

Padraig fnøs muntert og hævede begge bryn lidt. "Jeg er bange for at overabejde aldrig rigtig er en gyldig undskyldning til denne her slags lejligheder," svarede han med et lille, næsten lydløst suk.

"Jeg har vist trukket kortet for ofte..."

[Cedrella Ogden]

Cedrella smilede forstående og trak beklagende på skuldrene. "Den virker tydeligvis heller ikke for mig," konstaterede hun og fugtede læberne en enkelt gang, før hun tog en tår vin. Blikket gled en enkelt gang over ham, før hun måtte stille et spørgsmål, der fik det til at stikke lidt i hendes mave igen.

"Har Abigail det ikke ligesom dig med selskaber som det her?"

[Padraig Ogden]

Padraig fnøs let ved spørgsmålet og trak svagt, nærmest trist på smilebåndet. "På ingen måde. Hun elsker dem," svarede han reelt. "Hun lyser helt op til fester som den her." Hans skuldre sank lidt.

"Vi er meget forskellige," tilstod han. "Som du måske har opdaget."

[Cedrella Ogden]

Det var godt at høre Padraig tale om Abigail. På den måde, at det var lidt som at få en lussing, der bragte virkeligheden tilbage på plads. Og alligevel var det, på en eller anden måde, ikke så effektivt som forventet. Hun mistænkte at det havde noget at gøre med hans tonefald.

"Det er svært at overse," indrømmede hun lavmælt, selvom hun måske ikke burde sige, at hun overhovedet havde tænkt over dem. Blikket gled over ham. "Hvordan er det?"

[Padraig Ogden]

Padraig så sig en enkelt gang over skulderen, før han trak på dem begge to. Han burde nok heller ikke tale om det med en kollega på den måde, men han følte et slægtskab med Cedrella. Det var som om de forstod hinanden bedre end man burde, når man blot var gode kollegaer.

"Svært," tilstod han til sidst. "Men du ved. Man må gøre hvad man kan." Han trak ganske svagt på smilebåndet. "Hun er vældig insisterende. Så her er vi."

[Cedrella Ogden]

Cedrella fik endnu engang den lille fornemmelse af at Padraig ikke var så glad, som han kunne være, men det kunne hun dårligt tillade sig at sige til ham. Men hun kunne heller ikke sige ingenting. Så hun fandt et tilnærmelsesvist håbefuldt smil frem.

"Man gør vel alle sine ofre, for at glæde dem man holder af, " konstaterede hun og prøvede på ikke at lyde trist.