At følges ad

[Tom Yaxley]

I Toms hoved hørte han dommedagstrommer. Han havde lige præcis ingen lyst til at gå op langs den grønne løber mod den vindtørre gamle troldmand. Han havde dog sin mor på armen og hun førte ham temmelig bestemt, imens gæsterne småsnakkede. Det var en decideret katastrofe at skulle giftes med Sinéad L. Yaxley, men en endnu større katastrofe at blive det samtidig med, at Keeran Appleton blev gift med den lille, tykke sekretær. Han havde forsøgt at undgå dagen, sammenkoblingen, det hele, men nu var det slut med at forsøge.

Hans rædselstime var kommet.

Han standsede ved podiet, kyssede sin mors kind som beordret og lod hende sætte sig ned ved siden af Cedrella Ogden og Corban Yaxley Jr.. Deres far var der naturligvis ikke. Blikket gled ikke til Keeran. Han kunne ikke se på ham.

Snart efter, da der var faldet ro over gæsterne, kom hun svævende. Hans forlovede. Og hvor han dog hadede hende.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad havde hørt bryllupsklokker i flere måneder. Hun havde lige præcis alle forventninger til, at dagen i dag skulle blive helt perfekt, og hun var ganske fint tilfreds med, at gå forrest op ad den grønne løber, mens hun yndede at forstille sig at Maeve Appleton ikke vare meget mere end en glorificeret blomsterpige bag hende.

Men nu var tiden endelig inde.

Hendes far fulgte hende op, naturligvis. Og han havde sagt, at hendes mor ville have været stolt. Det, og de mange øjne der vendte sig mod hende da hun trådte ind, gav hende sug i maven på den helt rigtige måde. Og tilfredsheden strålede da også ude af den unge brud da hun endelig stod på podiet med Tommy.

Hun smilede til ham, og ignorerede mentalt det lidt ligegyldige andet par, der også havde forvildet sig op på podiet.

[Tom Yaxley]

Tom var den eneste af de fire, der skulle giftes, som ikke smilede. Det kunne selv hans mor ikke tvinge ham til. Han stod med komplet alvor mejslet i sine træk, da han hilste på Sineads far og tog imod hende.

Ønsket om at synke i jorden var stort. I stedet vendte han sig tålmodigt imod den vindtørre troldmand, som snart efter gav sig til at snakke om ægteskabets dyder.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad stod med rank ryg og sugede øjeblikket til sig. Tommy så godt ud og hun så godt ud. De så godt ud sammen, og der var noget betagende over hans seriøse mine. Hun kunne ikke helt finde ud af, om det mon var fordi han var nervøs.

Troldmanden der skulle vie dem, havde en behagelig stemme, men han faldt næsten helt i baggrunden og hun ventede kun på én ting: At de skulle sige ja til hinanden. Spændt søgte hun Tommys blik, mens hun smilede sødt til ham.

[Tom Yaxley]

Tommy var ikke nervøs. Han var rasende. Rasende over at stå der og skulle giftes med den kuleskøre kvinde, der bare stod og smilede til ham og absolut intet fattede. Rasende over at Keeran lige var blevet viet og havde kysset sin brud upassende hurtigt. Rasende over at han ikke selv var stukket af til staterne med en kæmpe, hævet langefinger til sin familie og Sinéad.

Alligevel sagde han ja, stoisk og uden følelse. Han undslog sig kysset til sidst, men tilbød temmelig stift sin arm til Sinéad, for at gå udenfor og tage billeder.

[Sinéad L. Yaxley]

Var hun en smule befippet over, at der ikke kom noget kys? Ja. Var hun misundelig over, at det andet par kyssede? Nej. Det var faktisk ganske passende på den her måde. Hende og Tommy havde noget de andre ikke have. Noget intimt der kun var deres, og hvis Tommy ville gemme den slags til de var alene, så var det også helt fint med hende.

Kælent lod hun armen flette sig rundt om hans. Han var så robust. Og smilende fulgte hun med ham, mens hun sendte lykkelige blikke til alle gæster hun fik øjenkontakt med på vejen.

”Sinéad Yaxley,” gentog hun ekstatisk og blinkede til ham med øjne der optog de varme farver omkring dem.

[Tom Yaxley]

Tom var ved at kaste op, da hun gentog sit nye navn. Hans navn. Hun havde fået hans navn. Hans kæbe var spændt til bristepunktet og han sagde ikke et ord eller mødte hendes blik.

Turen gik udenfor til bryllupsfotografier, hvor fotografen ret hurtigt måtte opgive at få ham til at smile.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad smilede og fnisede og følte sig akkurat som en brud skulle føle sig på sin bryllupsdag. Men selvom stakkels Tommy var tydeligt nervøs, begyndte det alligevel at gå hende lidt på, at han ikke lige prøvede.

Hun trykkede lidt på hans arm, og ganske lavt, så fotografen ikke hørte det, tilføjede hun ”smil, Tom.” Det var meget sødt og blødt pakket ind, men undertonen var en anelse kommanderende.

[Tom Yaxley]

Tom hævede et enkelt bryn over den kommanderende tone i Sinéads to ord og så ned på hende med et særdeles køligt blik.

"Ikke for dig," svarede han ganske lavmælt, før han vendte blikket ind i kameraet igen med et komplet alvorligt udtryk.

[Sinéad L. Yaxley]

Han havde en underlig humor. Og lige dér satte hun ikke voldsomt pris på den, men de havde selvfølgelig god tid, til at lære hinanden rigtigt at kende. En underholdt, let lyd forlod hende dog alligevel, så han kunne være sikker på, at hun forstod at det bare var en spøg.

De ville sikkert også bare grine sammen en gang, når de bladrede igennem disse billeder og blev mindet om hvor alvorlig han så ud når han blev nervøs. Det var da også lidt sødt.

[Tom Yaxley]

Tom var ikke nervøs. Han var rasende. Han var rasende og det var et mirakel, at han ikke slog hverken Sinéad eller fotografen ned, men pænt poserede med hende, hendes familie, hans mor, Cedrella Ogden og Corban Yaxley Jr..

Så snart det var overstået, gik han imod receptionen og regnede med, at kvindemennesket Yaxley nu fulgte med.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad Yaxley fulgte selvfølgelig med hendes mand, da de gik afsted mod receptionen. Hun havde ikke planer om at efterlade hans side, hvis hun kunne slippe afsted med det, og snart skulle de også danse.

Hun smilede pænt til hans familie og sin egen, og tyggede lidt i underlæben som de gik afsted. Sammen.

Mens de gik, og der ikke var så mange lange øre, sneg hun sig alligevel til et spørgsmål hun havde gået og tænkt lidt på i løbet af dagen. ”Så… Hvad gør vi i aften, Mr. Yaxley?” Spændingen over, hvad der kunne komme til at ske, var tydelig i hendes stemme.

[Tom Yaxley]

De skulle heldigvis først danse efter maden, men det var en ringe trøst. Tom skulle jo sidde ved siden af hende til hele middagen. Han havde lyst til at kaste op ved tanken. Den trang blev ikke mindre påtrængende af hendes spørgsmål.

"Sover," konstaterede han tørt. Han kunne ikke forestille sig at være kødelig med den vanvittige dame ved sin side. Ikke på vilkår.

[Sinéad L. Yaxley]

Hun vidste selvfølgelig godt hvad han mente med ’sover’, men hun himlede alligevel lidt med øjnene da han erklærede det åbenlyse.

”Selvfølgelig. Men hvor? Har du stadig din lille lejlighed? Uh! Eller tror du vi får vores helt eget i bryllupsgave? Det kan selvfølgelig være det ikke er så møbleret,” musede hun praktisk videre. ”Men jeg kan godt leve med din lejlighed for en enkel nat.” Bemærkede hun og rykkede flirtende på skuldrene.

[Tom Yaxley]

Tom kunne ikke stoppe sig selv fra en enkelt gang, da ingen andre så det, at himle utrolig træt med øjnene af Sinéad. Lejligheden var heldigvis stadig fortryllet, så hun ikke kunne finde den og han havde tænkt sig at det skulle blive ved med at være sådan. Det var hans og Keeran Appleton's sted sammen.

"Vi sover her, har jeg hørt," konstaterede han brys. "Indtil arrangementer kan blive lavet for os i London."