Livlige trin

[Tibby Kendrick]

Et teatralsk suk forlod den unge ørn, da situationen under fødderne pludselig blev sat i bevægelse. ”Igen? Jeg er hundrede procent sikker på, at de har bevæget sig dobbelt så meget i den her uge,” musede han til Elliott Wood som han netop havde været på vej op ad trapperne sammen med.

Han var stødt ind i vennen efter sidste time, og nu var de på vej til lokalet som Tibby mere eller mindre var i gang med at forvandle til biograf. Hvis det altså lykkedes ham at få den gamle projektor til at virke med magi.

For nu måtte de vente til at arkitekturen havde besluttet sig for, hvor de skulle sættes af.

[Elliott Wood]

Det var ikke første gang den uge, at Elliott lige pludselig fandt sig selv på en trappe i bevægelse. Men det var til gengæld første gang, siden han havde stået ganske tæt med Frankie Figg på én.

"Det tror jeg, du har ret i," svarede han, som et fjoget smil strejfede hans ansigt. "Men så slemt er det da ikke, er det?"

Jo, det gav irriterende forsinkelser og sommetider lidt af en skattejagt for at komme tilbage til klasselokalerne. Men det havde også givet ham det første kys. Og det andet.

[Tibby Kendrick]

Tibby syntes egentlig det var lidt irriterende. Magi var fantastisk, men der var grænser for, hvor mange gange trapperne kunne sende ham på afveje, hvor han stadig ville finde det spændende. Trods hans nysgerrighed.

Han trak på skuldrende og så kort på Elliott inden han vente blikket ud over gelænderet. Men kun kort. Han blev nødt til at vendte sin opmærksomhed mod Elliott igen, for at bekræfte det fjogede smil.

Det smittede og Tibby havde snart glemt alt om umulige trapper, for nysgerrigheden havde pludselig låst sig fast på noget andet. ”Hvad mener du med det?” Spurgte han smilene og skubbede brillerne på plads.

[Elliott Wood]

Elliott havde egentlig besluttet sig for, at det nok var bedst ikke at fortælle folk om sit kys med Frankie Figg. De to havde ikke rigtigt talt om, hvad det egentlig betød, og han ville hellere være på den sikre side, end uforvarende at træde nogen over tæerne.

"Hm? Ikke noget, bare..." Han trak på skuldrene. "Du ved, af og til er det rart at stoppe op og værdsætte de små ting. Dufte lidt til roserne, hm?"

[Tibby Kendrick]

Tibby kunne ikke lade være med at grine lidt, og erkende, at Elliotts positive tankegang nok i virkeligheden var det mest fornuftige i situationen. Dufte til roserne. Nyde udsigten. Måske opdage en ny del af slottet.

Ikke desto mindre var der alligevel et eller andet ved Elliotts opførsel, der virkede en smule atypisk, og øjnene bag brillerne undersøgte grævlingen nysgerrigt. ”Jo. Ja. Det kan du vel have ret i…” Han bed lidt ned i tungen, for ikke at grine igen. ”Hvad går du da og værdsætter for tiden, Elliott?”

[Elliott Wood]

Elliott var langt fra et negativt menneske, men han havde sine melankolske sider. For tiden var dog svært at kæmpe imod trangen til at smile, og han fejlede i at fremstå henkastet, da han trak klodset på skuldrene.

"Foråret er på vej og sådan. Lysere dage," løj han tyndt.

[Tibby Kendrick]

Tibbys smil blev kun bredere af vennens opførsel. Uanset hvor suspekt den var.

”Elliott Rufus Wood, du er en elendig løgner!” Proklamerede han og daskede til hans arm. ”Fortæl hvad der forgår,” krævede han, men i den mest venskabelige tone sådan noget kunne kræves i.

[Elliott Wood]

Hver gang det blev brugt, fortrød Elliott lidt, at hans mellemnavn var sevet ud. Men denne gang havde han rigeligt travlt med at få røde ører over anklagen, til at studse over det.

"Det er ikke kun min hemmelighed," svarede han med et smil om læberne, der ikke rigtigt ville gå væk. "Og jeg ved ikke engang, om det er en hemmlighed." De havde trods alt ikke kysset et særlig hemmelig sted.

[Tibby Kendrick]

Øjnene bag brillerne blev en anelse større. En hemmelighed? Hvis ikke han var nysgerrig før, så var han det i hvert fald nu.

”Altså… Hvor hemmeligt er det?” Han var ikke helt sikker på, hvor hemmeligt noget skulle være, før det ikke ville være okay at spørge mere ind til emnet. Men det føltes nu alligevel fornuftigt lige at spørge.

[Elliott Wood]

Elliott trak på skuldrene af det besværlige spørgsmål. Det var i hvert fald ikke ét, han vidste, hvordan han skulle besvare, og da forbandede han lidt, at trappen var i bevægelse og fratog ham muligheden for det samme. Der var ikke så meget andet for end at måde Tibbys blik.

“Jeg, øhm, har kysset med én,” indrømmede han. “Men jeg ved ikke, om det er noget, vi fortæller folk.”

[Tibby Kendrick]

Hvis hans øjne kunne blive meget større, så blev de det nu. Samtidig blev smilet for stor til, at han kunne holde munden lukket og i et kort øjeblik, var han nok et perfekt eksempel på noget der lignede en meget glad torsk.

”Du gjorde hvad?!” Spurgte han måske en smule højlydt, inden han smækkede hånden for munden. Det var en hemmelighed. Måske.

”Med hvem?” Hviskede han i stedet, og havde allerede igen glemt lidt, at det måske var en hemmelighed.

[Elliott Wood]

Det havde virket som den eneste udvej fra at skulle fortælle om Frankie Figg, men Elliott indså fejlen i sit træk det sekund, Tibbys ansigt forandrede sig. Merlin. Han skævede til kammeraten, men trappen lagde ganske belejligt til og gav ham en mulighed for lidt ekstra tænketid, da han ilede ned på afsatsen, før de igen ville være fanget.

“Du må ikke sige det til nogen, okay?” spurgte han. Tibby havde trods alt også fortalte ham om sin forelskelse. Det virkede kun retfærdigt, at tilliden gik begge veje.

[Tibby Kendrick]

Tibby var nysgerrigt lige i hælene på vennen, på vej til afsatsen. Ha så sig lidt omkring, for at sikre sig de stadig var alene. ”Jeg siger ikke noget,” lovede han. ”Altså, du ved… Du behøver heller ikke sige det hvis du ikke vil.” Selvom Tibby virkelig håbede, for han var ved at sprænges af nysgerrighed. Men han ville jo heller ikke have, at Elliott følte sig presset.

[Elliott Wood]

Elliott vidste godt, at han ikke behøvede noget sammen med Tibby. Eller nogen anden, for den sags skyld. Men han var også helt sitrende over kysset og endte alligevel med at stoppe op på afsatsen mellem to etager.

"Frankie Figg."

[Tibby Kendrick]

”Frankig Figg?” Blev han nødt til at gentage, denne gang lidt mere påpasselig med sit tonefald. Tibby blinkede et par gange bag brillerne, men smilede så. Måske lidt drillende, men i virkeligheden var han glad på Elliotts vegne. Frankie Figg var ret cool. Det syntes Tibby i hvert fald. Og Elliott lignede ikke en der var særlig ked af episoden, så Tibby kunne vel kun antage, at det havde været helt okay. Men man var vel nysgerrig.

”Hvordan var det så?” Tibby havde ikke kysset med nogen, så det hele var ret spændende.