Dårlig timing

[Albert W. Bagman]

Aloysius W. Bagman

Selvom Albert var ret meget teenager havde han haft en mor, der havde smidt ham så meget i bad at han efterhånden selv huskede at gøre det og derudover havde en af hans venner hentydet til, at han vist havde glemt det. Det var søndag aften og han ville ikke sidde og lugte hele skoledagen imorgen. Hvorfor fortalte ingen noget om noget når det kom til at blive ældre? Han havde styr på piger (troede han) men alt det andet, rent forvirring.

Nu han endelig var dukket op til badet så opdagede han så at hans bror var der også, men han havde allerede taget stort set det meste af sit tøj af og nu ville det bare virke mere akavet, hvis han gik sin vej. Derfor tog han en dyb indånding og påtog sig en meget gennemskuelig, sej teenagedreng attitude og valgte en af de brusere der var et stykke væk fra sin bror. Et lille nik med hovedet, var vel nok hilsen og desuden havde han håndklædet til at dække de private dele, inden han tændte for bruseren.

[Aloysius W. Bagman]

Louis stod ovre ved vasken i gang med at barbere det begyndende, pletvise skæg, og nikkede til en af kammeraterne, der satte i forvejen op mod sovesalen. Han var temmelig afslappet omkring både sin egen og andres nøgenhed, og gengældte nikket, da Albert smuttede forbi ham.

"'Aften stump."

[Albert W. Bagman]

Selv når Alberts storebror stod og barberede sig, hvilket måske var det mest akavede en mand kunne foretage sig, så han stadig sej ud og Albert kunne ikke håndtere det.
"Aften." Brummede han hurtigt tilbage og smed håndklædet hen på en bænk i nærheden, inden han vaskede sig selv lidt hurtigere end han ellers ville. Håret krævede dog stadig at han var lidt omhyggelig.
"Hvad er dine planer for påsken?" Spurgte han. Måske var der en eller anden sej fest han skulle til, som han aldrig ville blive inviteret med til, fordi han var dum og femten år gammel.

[Aloysius W. Bagman]

Louis var sjældent opmærksom i sit foretagende og svarede ikke med det samme, da Albert rettede et spørgsmål mod ham. Efter at have kørt bladet under vandhanen, trak han dog på skuldrene.

"Ingen anelse. Vi finder sikkert på at holde et eller andet," svarede han afslappet. "Sikkert en masse Quidditch, hvis jeg kender Wood ret."

[Albert W. Bagman]

Albert nikkede og fejlede igen i at virke cool, eller noget. Han gik igang med at vaske sit hår og skævede mod Louis. Han anede ikke hvad han skulle sige. Han kunne jo ikke ligefrem joine dem i deres quidditchkamp. Oh the shame.
"Fedt nok." Bemærkede han, mens han puttede lidt balsam i sine krøller.

[Aloysius W. Bagman]

Louis bemærkede ikke, at Albert var akavet. Faktisk virkede den yngre bror fuldstændig normal, hvilket altid havde været lidt... akavet. Han havde dog vænnet sig til det, og nikkede bare lidt til sit spejlbillede.

"Kommer dine venner på besøg?"

[Albert W. Bagman]

"Mine venner?" Bemærkede han og var et øjeblik i tvivl om hvem han hentydede til, fordi Albert et eller andet sted altid gik ud fra at han ikke havde nogle venner, selvom han havde.
"Nåh, ja måske." Sagde han og skyllede balsammen ud af sit hår. Nu var han heldigvis færdig og kunne tage håndklædet om sig selv og føle sig værdig igen.
"Jeg håber mor er holdt op med at lave påskeægsjagt nu." Sagde han og skar en akavet grimasse.

[Aloysius W. Bagman]

Louis vidste ikke helt, hvad der foregik inde i Albies hoved. For at være ærlig, prøvede han heller ikke særligt hårdt. Men han vaskede sit ansigt af med et dæmpet grin.

"Det tror jeg ikke, du skal regne med," bemærkede han. Faktisk lod hun kun til at blive mere engageret for hvert år, der gik.

[Albert W. Bagman]

"Årh." Sagde han irriteret og så sig opgivende i spejlet og bemærkede at han havde en bums der var ved at dukke op på kinden.
"Jeg får aldrig lov til at slippe for kaninørene, bare fordi jeg kunne lide dem da jeg var 5 år gammel." Bemærkede han og jamrede som en møgforkælet teenager.
"Jeg er voksen nu." Sagde han og mente det tydeligvis.

[Aloysius W. Bagman]

Det var nu meget kært, at Albert beklagede sig. Selv havde Louis aldrig haft noget imod sine forældres højtider, men han var selvfølgelig også en rigtig mors dreng, og havde altid stået ved det.

"Yeah, du er rigtig voksen, stump," grinede han med et smørret smil om læberne.

[Albert W. Bagman]

Albert sukkede irriteret over kælenavnet, der tydelig hentydede til at han stadig var lille.
"Det er jeg." Sagde han en smule misfornøjet, men dog ikke rigtig sur. Derefter gik han hen til sit tøj og hoppede i et par rene underbukser og bukser, så han kunne bruge håndklæddet til at tørre sit hår lidt med.

[Aloysius W. Bagman]

Louis var sytten og følte sig knapt nok voksen. Derfor så han ganske selvfølgelig heller ikke Albert som én. I hans øjne ville han nok altid være en lille stump, og Louis grinede bare lidt af hans svar.

"Så siger vi det," svarede han med et træk på skuldrene.

[Albert W. Bagman]

Albert duppede forsigtig sine krøller med håndklædet, mens han betragtede sin bror og overvejede hvad han skulle sige. Måske var der ikke så meget mere de skulle snakke om, så derfor begyndte Albert bare at tage sit tøj på mens han stadig forsøgte at se sej ud, selvom det var lidt svært at se sej ud når man næsten ikke kunne få trøjen over hovedet.

[Aloysius W. Bagman]

Louis var ikke et røvhul, i hvert fald ikke hundrede procent, men han var til gengæld heller ikke sensitiv nok til ikke at grine af sin lillebrors kamp med trøjen.

"Jeg har aldrig set nogen med mere styr på det, ellers," bemærkede han flabet og trak fingrene igennem de våde krøller.

[Albert W. Bagman]

"Hey, det er ikke min fejl, at husalferne vasker mine trøjer så varmt de krymper." Bemærkede han og sukkede frustreret, eller også så voksede han bare hurtigere i de her år.