Et lille uheld

[Vera M. Selwyn]

Kala Patil-Fawley
9 marts

Der var egentlig ikke sket så meget, men Vera var alligevel blevet trukket med til hospitalsfløjen af nogle af de andre i hendes klasse i Forsvar Imod Mørkets Kræfter. Heldigvis havde sygeplejersken beordret dem alle tilbage til time og havde kun beholdt Vera. Grunden var at hun havde slået sit hoved, men Vera havde også bedt om at blive af en anden grund. Hun var ikke sikker på hun kunne lade være med at spørge om hendes barn var okay, det var i forvejen svært at gå med selv og nu havde hun haft et uheld. Helbrederen var dog ikke uopmærksom og efter et stykke tid, endte Vera med at fortælle det hele. Hun fik lov til at blive natten over for en sikkerheds skyld og Vera endte med at sende en lille besked til Kala og Elias. Hun var ikke sikker på om de havde tid til at komme, men hun håbede det, for hun ville meget gerne se dem.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde virkelig ikke tid til at komme. Hun var dumpet en opgave mere og burde virkelig få set på lektier ved siden af den massive mængde træning, hun havde sat ind på årets sidste kamp mod Gryffindor i maj.

Alligevel tøvede hun ikke med at sætte mod hospitalsfløjen, da hun fik besked fra Vera. Hun havde endda stadig spillerdragten fra dagens træning på, da hun tumlede ind i lokalet, og ventede kun halvt på helbredeens anvisning, før hun fortsatte hen mod veninden.

"Hvad er der sket?"

[Vera M. Selwyn]

Vera var i tvivl om hvad hun skulle sige. Det var egentlig ikke alvorligt, men så alligevel.
"Jeg har fortalt sygeplejersken at jeg er gravid, eller nærmere, hun regnede mig ud." Bemærkede hun og sukkede en anelse.
"Jeg tror ham den nye Montague forsøgte at få mig til at falde på trappen, jeg havde nogle problemer med ham i en time." Sagde hun og skar en grimasse. "Der skete ikke noget." Bemærkede hun derefter. Andet end at hun slog sig hårdt på numsen.

[Kala Patil-Fawley]

De fyldige bryn søgte sammen på midten, så panden blev lagt i dybe folder. Kala havde ikke selv erfaringer med den slags, men vidste dog nok om skolens regler til at vide, at det nok ikke var en god ting.

"Montague? Altså Constantin Montague?" spurgte hun og knyttede hænderne sammen. Det svin. Det var ikke første gang, han havde gjort sådan noget, og Kala var allerede klar til at sætte ned mod opholdsstuen for at give ham en opsang.

[Vera M. Selwyn]

"Nej nej, ikke ham." Skyndte hun sig at sige, fordi Kala så ud til at eksplodere.
"Det er ham den nye som er skiftet fra Durmstrang." Forklarede hun. "Han er faktisk værre end Constantin, hvis det overhovedet er muligt." Bemærkede hun og skar en grimasse.
"Og han går på Ravenclaw." Tilføjede hun og sukkede dybt. Hvorfor kunne alle fanatikerne ikke bare holde sig til Slytherin? Det ville være meget nemmere (i hvert fald for Vera).

[Kala Patil-Fawley]

Det var kun Veras hurtige rettelse, der gjorde, at Kala ikke allerede var halvvejs til opholdsstuen, men i stedet blev stående hvor hun var.

"Ham?" spurgte hun vredt. Ikke, at hun kendte ham personligt. Heldigvis. "Hvad skete der?"

[Vera M. Selwyn]

"Altså, vi blev uvenner i løbet af timen og han truede mig med at han ville få mig til at falde på trappen og så gled jeg på trappen da vi kom ud fra timen." Sagde hun og skar en grimasse.
"Muligvis var det mig der var klodset, men jeg går ret forsigtig i øjeblikket på grund af bebsen og jeg syntes at det virkede lidt for glat." Bemærkede hun og trak sine øjenbryn sammen.
"Han er en slesk stodder." Sagde hun og rynkede på næsen. Gad vide om Elias Oliver Wood snart ville dukke op?

[Elias Oliver Wood]

Elias var søgt mod hospitalsfløjen så snart han havde muligheden. Havde han vidst at Kala ville være der, havde det nok heller ikke ligefrem stoppet ham. Nok kunne det tænkes at tingene var super akavede mellem dem, men han måtte sørge for at Vera havde det okay. At alt var okay.

Det var derfor han nærmede sig hende med hastige skridt, opmærksom på at Kala også stod ved hendes side. Det var dog ikke den sidstnævnte heks der fik hans opmærksomhed først, da han var kommet hen til sengen. "Vera. Jeg kom så snart jeg-," Han lød ret forpustet og lavede en fakt frem for at formulere et ord.

"Er du okay?"

[Vera M. Selwyn]

"Jeg er okay." Sagde Vera hurtigt, selvom hun havde hidkaldt dem begge, følte hun sig nu næsten utilpas som midtpunktet for deres opmærksomhed. I et forsøg på at distrahere sig selv lidt, pillede hun ved sit hår.
"Jeg slog bare min numse og mit hoved lidt, men i skal passe på med ham den nye Montague, for han er en nar." Bemærkede hun og rynkede på næsen, helt klart ikke fan af ham.

[Kala Patil-Fawley]

Kala hævede blikket til Elias, da han kom ind, men sænkede det snart til Vera igen med en underlig fornemmelse i maven. Hun havde en idé om, at hun var kommet til at skabe en del problemer for ham, siden sidst og hun holdt i stedet blikket på Vera.

"Han kan ikke bare opføre sig sådan. Hvem fanden tror han, han er?"

[Elias Oliver Wood]

Det var nemmere ikke at fokusere på hvad der var hændt til Quidditchkampens efterfest, nu hvor han havde Veras velbefindende at tænke på. Han ønskede egentlig diskret at spørge ind til barnet, men regnede med at tingene var i skønneste orden, hvis hun ikke havde nemt problemer i den forbindelse.

"Er det her Montagues skyld?" spurgte han med en alvorlig tone i stemmen. Ørnen gik på hans årgang og Elias havde ikke selv meget tilovers for ham. 

[Vera M. Selwyn]

"Det tror jeg, for han truede mig lige inden det skete. Jeg har ingen beviser.. men.. ja." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe, mens hun trak trøjeærmerne lidt længere hen over sine håndled.
"Han tror vist han er bedre end alle." Sagde hun og så på Kala. "Han er virkelig klam." Bemærkede hun og fik næsten gåsehud.

[Kala Patil-Fawley]

Elias var lidt langsom i dag, men Kala bebrejdede ham det ikke. Hun havde selv haft en bankende hjerte hele vejen til hospitalsfløjen.

"Du burde melde det til jeres overhoved," konstaterede hun uden tøven. "Eller Vanya Patil-Fawley."

[Elias Oliver Wood]

Brynene bukkede en anelse nedad, før han nikkede bekræftende til Kalas ord. "Hun har ret. Beviser eller ej," bemærkede han. Han delte sovesal med gutten, og havde da forsøgt at være civil i begyndelsen. Dog var det hurtigt gået op for ham at Rupert virkede mindst ligeså dementeret som sin fætter.

"Desuden kunne der være sket noget."

[Vera M. Selwyn]

Et lille glimt af panik dukkede op i Veras øjne, da de begyndte at snakke om at sladre.
"I ved godt hvad der sker hvis jeg giver ham flere problemer." Bemærkede hun og lagde armene om sig selv, mens hun tænkte på det lille liv hun bar i sin krop. Normalt ville hun nok have gjort som Kala og Elias sagde, men nu var det ikke længere kun hende det drejede sig om.
"Det kunne der ja, men jeg er bange for hvad han finder på, hvis jeg siger det til nogen."