Herlige hatte

[Calliope Zabini]

Det var ikke 48 timer siden, at Calliope sidst havde tilbragt det meste af eftermiddagen til eftersidning. Det havde dog ikke stoppet hverken hende eller Dafina P. Jorkins i at acceptere en udfordring om at få sat én af professorernes hat på, og der var ingen bedre til det end professoren i forsvar mod mørkets kræfter.

Overhovedet ikke suspekt eller noget, trak Cal derfor bogen lidt op, så de kunne dykke konspiratorisk ned bag den.

"Altså, vender han sig aldrig om eller hvad?"

[Dafina P. Jorkins]

Dafina måtte holde sig for munden, for at forhindre latteren i at boble ud og afsløre deres mission. Hendes blik over bogen var på hatten, der lå på pulten og hendes øjne gnistrede.

"Niks. Han er som en stenstatue," bemærkede hun. "Hvad nu hvis du gik derop og bad om hjælp?"

[Calliope Zabini]

Normalt var Callie ikke bleg for at få fremprovokeret det højlydte og temmelig afslørende grin fra kollegianeren, men hun var ikke interesseret i hverken eftersidning eller at blive opdaget.

"Virkelig?" spurgte hun med et opgivende støn, men var allerede i færd med at skubbe stolen tilbage, så den skrabede over gulvet. "Han hader mig allerede."

Ikke, at det betød det store for hende. Men det var altid godt at beklage sig lidt. Især, hvis det betød, man kunne indkassere det for en tjeneste i den anden ende.

[Dafina P. Jorkins]

Latteren blev tilkæmpet inde, som Callie rejste sig. Dafina holdt vågen fra omme bag bogen og trak sin tryllestav frem.

Da først professoren vendte ryggen til, skyndte hun sig at hviske: ”Accio hat.”

Den susede gennem lokalet mod hende og hun løftede sig hurtigt og satte sig ovenpå den med et nøje undertrykt, muntert fnis.

[Calliope Zabini]

Calliope sukkede teatralsk og bevægede sig op til professoren, som virkede helt overrasket over det hav af spørgsmål, hun pludselig mødte ham med, og ikke den sædvanlige modvilje. Det var da også kun lige akkurat længe nok til, at hun kunne spotte hatten forsvinde fra bordet bag ham.

"Okay, jeg tror, jeg har forstået det nu," afbrød hun uden på noget tidspunkt at have lyttet, og pilede tilbage på sin plads.

"Kunne du ikke have gemt den lidt bedre?"

[Dafina P. Jorkins]

Dafina åbnede munden lidt og så halvfornærmet på Callie. “Hvad taler du om? Man kan da ikke se den.”

Hun kiggede rundt om sig og sikrede sig at det passede, rettende lidt på skørtet i processen.

[Calliope Zabini]

Måske havde Daft i virkeligheden klaret det helt fint, men vanen om altid at skulle rette lidt var blevet så indgroet med Finley Runcorn, at hun helt automatisk gjorde det. I stedet for at hænge fast i det, som hun ville gøre med slangen, trak Cal dog bare på skulderen.

"Er den god at sidde på?" spurgte hun i stedet lavmælt i tør humor.

[Dafina P. Jorkins]

Dafina gryntede af latter og slog lidt ud efter Callies skulder for at få hende til at le. Hun himlede med øjnene og gemte sig igen lidt bag bogen.

Professoren var vidunderligt fokuseret på nogen andre elever og havde nok mere eller mindre opgivet at lære de to ballademagere noget. Om lidt var det eksamenstid og så slap han for de to, formentlig.

[Calliope Zabini]

Det var selvfølgelig risikabelt at stjæle en hat med gryntende Dafinia, men Calliope så det nu mest af alt som et ekstra lag af morskab. Læberne blev i hvert fald klemt hårdt sammen om et smil.

Hun var ikke sen til at gøre gengæld og puffede drilsk til venindens ben med foden.

[Dafina P. Jorkins]

Daf grinede højlydt, før en hidsig tyssen fik hende til at bide sig selv i læben og i et øjeblik sidde vældig stille.

Det var dog kortlivet og snart efter var hun igen i gang med at bore hænderne ind i Callies sider.

[Calliope Zabini]

Callie drejede sig halvt i stolen og flippede diskret fingeren i retningen af den aggressive tyssen. Klassen bestod uanset mestendels af idioter, så hvad fanden.

Hun slap en punkteret lyd og vred sig lidt under angrebet fra Daf. I et ikke videre gennemtænkt træk rakte hun frem og trak hende i det ene ben.

[Dafina P. Jorkins]

Daf var heldigvis smidig og stærk og endte bare med at sparke lidt efter Callie. Da professoren sagde begge deres navne, satte hun sig dog pænt igen med et overstadigt fnis og et glimt i de lyse øjne.

Det var senere, da timen sluttede, at det blev svært. “Distraherer du eller gemmer du hatten?” Hun hviskede til Callie og prøvede at være diskret.

[Calliope Zabini]

Siden deres første brydekamp i sjov havde Calliope respekteret Daft for hendes styrke. Derfor frygtede hun heller ikke, at veninden kom til skade, som hun ville det med Finley Runcorn, der sommetider var lidt af en skrøbelig blomst på det punkt.

"Jeg skal nok," hviskede hun og trak så diskret som muligt staven frem. Hun pegede den mod stolen, Milphio Borgin sad og vippede på, og lagde hånden over munden for at maskere sin hvisken. Øjeblikket efter havde et lag is lagt sig over gulvet under stolen, der gled med et kæmpe rabalder, som kollegianeren endte på gulvet.

Det måtte være afledning nok.

[Dafina P. Jorkins]

Dafina måtte seriøst kæmpe med sin boblende skraldlatter over faldet. Det distraherede dog ret effektivt klassen og hun nærmest flygtede ud derfra med hatten bag ryggen og sin taske over den ene skulder.

Hun løb også lidt, da hun var ude, før hun stoppede forpustet i et hjørne af en korridor og grinede fjoget, imens hun ventede på Callie.

[Calliope Zabini]

Alle blikke var straks på Milphio, der nu lå og rodede rundt på gulvet, og selvom Calliope havde virkelig meget lyst til at se hans reaktion, blev hun ikke hængende for showet. Han ville sikkert også lynhurtigt regne ud, at det var hende. I stedet svang hun hastigt tasken over skulderen og ilede ud af lokalet.

"Hvad står du her for?" bemærkede hun med et grin og tog fat i Dafinas hånd uden at sænke farten eller tænke vanvittigt meget over berøringen. Hun var allerede i gang med at løbe væk fra eventuelle konsekvenser, der kunne være til det lille stunt.